"I vinterferien var jeg i Lalandia med mine børn, og en aften, efter vi havde været i Monky Tonky Land hele dagen, kunne jeg ikke sove, så i stedet lukkede jeg op for et litteraturprogram, hvor Josefine Klougarts Hallerne blev diskuteret. Og jeg må bare konstatere, at dén samtale foregik på en helt anden planet end den, jeg havde befundet mig på hele dagen,« siger Bertelsen, der generelt mener, at litteraturformidlingen kunne gøre meget mere for at afspejle den passion og det hjerteblod, der strømmer ud af bøgerne selv"
Hvis Bertelsens intention virkelig er at få samtalen til at foregå på samme planet, forstår jeg ikke helt konceptet. Kommer den til at foregå på Bertelsens (eller vi andres) planet, når det er hjemløse, der skal diskutere litteratur? Det som jeg måske kan frygte er, at det handler mere om det nybrydende koncept end om litteratur. Det der kommer i fokus, er formentlig ikke litteraturen, sådan som jeg forstår programmet, men snarere Bertelsen og Brügger selv samt de hjemløse. Som litteraturprogram er jeg ikke så sikker på, at det bliver interessant, men som koncept er det formentlig spændende. Og hvis det endelig handlede om, at litteratur kan betyde meget for et menneske, mener jeg måske, at man burde inddrage andre typer af læsere og læsegrupper. I stedet vælger man det sensationelle, "tv på grænsen", det der kan skaffe mest omtale og PR.
Kommentarer
Mange hilsener
Stefan
Kan se at din anmeldelse af programmet er skrevet inden det blev sendt. Troede du at Bertelsen og Brøgger var lige til at sætte i bås ?
hilsen Tina. Redaktør af Læseklubben på Litteratursiden.dk
ps "Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv" er faktisk en rigtig godt bog :-)
Nu var det jo ikke en anmeldelse af programmet jeg lavede, men jeg gav udtryk for en skepsis. Og det er rigtigt, som tv fungerede det fremragende, og som tv-formidling af litteraturoplevelse også godt. Den eneste skepsis, som jeg har tilbage, går på, at Bertelsen ofte spurgte mere til læsernes liv end til bogen. Men indrømmet: der var kant over det, et godt valg, hvad bog angår, og Bertelsen var generelt ret god til at føre samtalen nye steder hen. Når det så er sagt, så er det jo ikke typiske læsere, som vi her taler om. Nogle man kan spejle sig i eller dele erfaringer med. Generelt synes jeg jo, at det er fedt med læsegrupper og forsøger selv at få etableret en dialog med disse, bl.a. gennem mit engagement på Folkeuniversitet, hvor jeg er bagmanden bag forløbet "Litteraturen og det gode liv". For jeg mener jo, for dælen da, at man netop kan bruge litteraturen som det, til at blive mere menneske, som litteraten Todorov ville sige det. Ikke at litteratur skal være en rettesnor, snarere en god ven, Heller ikke at litteratur ikke må handle om det dårlige liv, tværtimod. Når jeg taler om det gode liv, taler jeg ikke om et lunkent eller overfladisk livsstilsbegreb (det får man nok af på tv som sådan), men om at få sit liv til at lykkes så godt som muligt, på godt og ondt. Livet i perspektiv via litteraturen, og der nytter det ikke noget, at man fx kun læser succeshistorier. Litteraturen skal ind i livet, den skal bruges og bruges, som Tøsedrengene engang sang det.
Bedste hilsener
SK
I et interview i P1 Skønlitteratur i lørdags udtalte den norske forfatterTomas Espedal, at han aldrig var blevet rigtig berørt ved at læse anmeldelser af sine bøger, men at han havde grædt, da han havde hørt læsegruppen fortælle om, hvordan de kunne genkende sig selv i hans bog.
Er det et litteraturprogram – ville nogen måske spørge? Vi er langt fra anmelderens kølige og kritiske blik og fra den selviscenesættelse, vi ser hos deltagerne i et program som Smagsdommerne. Deltagerne i læsegruppen virker ligeglade med deres performance, og derfor fremstår deres udtalelser om bogen meget troværdige og autentiske - som ægte læseoplevelser med andre ord. Nogen ville måske indvende, at der var for lidt fokus på selve bogen i forhold til deltagernes liv, men jeg synes netop at det interessante er der, hvor de hjemløse spejler sig i bogen og reflekterer over indholdet i relation til deres eget liv. Både gennem deres sprog og mimik viser de, at bogen har sat spor. Det er hamrende godt tv og genialt set af værterne Mikael Bertelsen og Mads Brügger, som står bag konceptet.
For mig giver lige præcis dette møde med litteraturen både bogen og portrættet af de hjemløse et løft, hver for sig ville det sikkert have været langt mindre interessant tv.
Når fokus flyttes fra at anmeldere og forfattere omtaler bøger til at almindelige mennesker diskuterer litteraturen, forskydes afsættet fra selve værket til læseoplevelsen.
Først og fremmest er det menneskets møde med litteraturen, som er i spil i det nye tv-program - og det er for mig at se der, hvor litteraturen giver mest mening. Der, hvor den sætter spor og gør en forskel i menneskers liv.
Konceptet er jo da i det mindste nyskabende, men som flere vist har nævnt, handler programmet ikke så meget om værkerne som læseoplevelsen - og da mest om læserne.
Her altså hjemløse med de personlige problemstillinger, der har bragt dem til Sundholm til at begynde med. Det kunne sagtens blive interessant, og værkerne får da også en vis form for omtale, men jeg blev faktisk aldrig helt klar over, hvad "Jeg er en hær" er for en størrelse.
Det kan jeg så naturligvis gå på nettet og finde ud, men fordelen ved et program som Smagsdommerne er, at (hvis man ellers kan abstrahere fra påståede selviscenesættelser og diverse aversioner) det faktisk giver et ret nuanceret billede af, hvad man kan forvente af bogen, filmen etc.
Programmet her udspringer vel af en slags "public journalism" tankegang blandet med noget socialdocu, men litteraturprogram bliver det aldrig, med mindre dialogen ændrer sig drastisk de næste par gange.
(har altid syntes, Brügger er lidt tungere i værtsrollen end Bertelsen, hvilket måske gik lidt ud over aftenens udsendelse)
Problemet med Smagsdommerne og for den sags skyld også Kulturkøbing eller hvad det nu hedder, er, synes jeg, at man smasker kunst og kultur sammen i en pærevælling. Det bliver ufokuseret og naivt. Der er mange ting her, som ikke er det samme, og som må vurderes på mere specialiserede niveauer. Derfor kan læsegruppens Sundholms vurdering af den litteratur, de læser, være mindst ligeså kvalificeret som Smagsdommernes. Her sidder de jo og blamerer sig om noget, som de ikke har en pind forstand på.
Indrømmet: Jeg har endnu ikke set et helt program af hverken Smagsdommerne eller det andet pjat dér, det orker jeg simpelthen ikke, men jeg er nu alligevel ganske sikker i min sag. Det er ikke noget for mig i hver fald ; - )
mange hilsener
Stefan
SK
"...når vi så endelig får et (litteraturprogram), hvorfor skal det så være en hybrid af De unge mødre og ’ud og se aberne i junglen’..."
"...Så hellere give sendetid til nogle af de rigtig fine dokumentarfilm, der jo allerede er lavet om hjemløse eller lave et ordentligt litteraturprogram..."