Det er svært at få armene ned ved gennemlæsningen af de to nye numre af Apparatur. Dels deres flotte omslag, lavet Gina Zacharias, og som vist på billedet, dels numrenes indhold. Især er jeg glad for Pablo Llambías' daggbogssonetter, eller hvad man skal kalde dem, fx den her:636. Det var ikke særlig godt formuleret
Det var ikke særlig godt formuleret.
Nogle af disse sonetter er ikke
særlig gode, godt formulerede. Som
denne der allerede er kluntet i
diktionen. Man må tage det for det, det
er, som C ville sige. Uden at jeg dog skal
kunne sige, hvad de så er. Men der er en
pointe i, at de ikke bliver rettet nævne-
værdigt til. De står, som jeg forlod dem,
når man ser bort fra sonetteringen. Det
er efterladte sonetter, en slags
rest fra det arbejde, jeg har været igennem
med dem. Er de terapeutiske, sprøger
C. Ja, det er de. Det er de bestemt.
(3. oktober 2010)
Jeg har just investeret i Stig Larssons digtsamling Natta de mina og måtte betale en bondegård for at få bogen sendt fra Sverige, men kan ikke lade være med at tænke på Llambías' sonetter i sammenhæng med digtene derfra. Den bekendende tone, men bekendende på trods, og af forfattere der i forvejen er yderst formbevidste. Glæder mig meget til at læse resten af disse sonetter.
Nå, men af andre fine bidrag i disse numre af Apparatur kan nævnes uddraget fra Joan Rang Christensens teatermanuskript Shortcomings, oversættelserne af Hilde Domins tyske digte, frapperende tegninger af J.P. Jacobsen (hvor dælen kom de lige fra?) samt et fint interview af Søren Frank med litteraten Thomas Pavel om romanens tanke. Nå ,a og så naturligvis Louise Fabians fine indlæg om "Lenins hullede røv". En blandet pose bolcher, som man kun kan glæde sig over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar