Gå videre til hovedindholdet

Guldlok i Hallerne

Jeg er generelt lidt usikker på, hvad jeg skal mene om Josefine Klougarts Hallerne, men det som jeg i hvert fald finder interessant, er måden, som hun skaber skabeloner for manden og kvinden. De er på en måde marionetter i et større litterært spil. Det er som om, at noget andet styrer dem. Her kunne man naturligvis pege på kønsmønstre, diskurser, Judith Butler, og jeg skal komme efter dig, men hellere vil jeg pege på den litterære inspiration. For måske er bogen, når det kommer til stykket, mere interesseret i sprogets poesi og musikalitet end i forholdet mellem manden og kvinden. Fint med mig. Ligesom Hans Otto Jørgensen forklæder Klougart også sin lyrik i prosa, dog af den feminine slags. Måske kunne man kalde det en undersøgelse af det kønnede sprog, mere end en undersøgelse af forholdet mellem manden og kvinden.

Desuden er det jo morsomt med den lille hilsen, som Klougart måske / måske ikke sender af sted til Hans Otto og manden som sådan på side 156:

"Der ligger et princip om udskiftelighed under alle rørelser i mandens bevidsthed: det ene og det andet skifter uafbrudt plads i ham, der er altid en stol for lidt i mandens bevidsthed. Kvinderne forlader ham fortsat som om denne strøm af afsked uden tårer var befalet af en skinger gud. I rolige øjeblikke."

Jeg kan jo ikke lade være med at sammenligne passagen med dette kortprosastykke af Hans Otto Jørgensens, "En stol på et værelse", fra Den bronzefarvede kalkun (1993), der alt i alt lyder:

"En stol på et værelse der vender ad helvede til. Ind i værelset. Væk fra bordet. - Hvem har ligget i sengen."

Hans Otto Jørgensens mistroiske og skindsyge tekststykke, er da i hvert fald interessant i forhold til Klougarts. Det handler jo også om Guldlok, om mænd og kvinders spor i hinandens indre møblement.

Etiketter

Etiketter:

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Send en kommentar
Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...
45 kommentarer
Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
42 kommentarer
Læs mere