Guldlok i Hallerne

Jeg er generelt lidt usikker på, hvad jeg skal mene om Josefine Klougarts Hallerne, men det som jeg i hvert fald finder interessant, er måden, som hun skaber skabeloner for manden og kvinden. De er på en måde marionetter i et større litterært spil. Det er som om, at noget andet styrer dem. Her kunne man naturligvis pege på kønsmønstre, diskurser, Judith Butler, og jeg skal komme efter dig, men hellere vil jeg pege på den litterære inspiration. For måske er bogen, når det kommer til stykket, mere interesseret i sprogets poesi og musikalitet end i forholdet mellem manden og kvinden. Fint med mig. Ligesom Hans Otto Jørgensen forklæder Klougart også sin lyrik i prosa, dog af den feminine slags. Måske kunne man kalde det en undersøgelse af det kønnede sprog, mere end en undersøgelse af forholdet mellem manden og kvinden.

Desuden er det jo morsomt med den lille hilsen, som Klougart måske / måske ikke sender af sted til Hans Otto og manden som sådan på side 156:

"Der ligger et princip om udskiftelighed under alle rørelser i mandens bevidsthed: det ene og det andet skifter uafbrudt plads i ham, der er altid en stol for lidt i mandens bevidsthed. Kvinderne forlader ham fortsat som om denne strøm af afsked uden tårer var befalet af en skinger gud. I rolige øjeblikke."

Jeg kan jo ikke lade være med at sammenligne passagen med dette kortprosastykke af Hans Otto Jørgensens, "En stol på et værelse", fra Den bronzefarvede kalkun (1993), der alt i alt lyder:

"En stol på et værelse der vender ad helvede til. Ind i værelset. Væk fra bordet. - Hvem har ligget i sengen."

Hans Otto Jørgensens mistroiske og skindsyge tekststykke, er da i hvert fald interessant i forhold til Klougarts. Det handler jo også om Guldlok, om mænd og kvinders spor i hinandens indre møblement.