Imens de små bekriger de små

Der er gang i debatten på Mads Eslunds blog, og det er jo sådan set fin nok. Jeg er fuldstændig med på, at anmeldelser og kriterier for anmeldelse altid bør stå til diskussion, og noget af det fine i den forbindelse er, at Senturas anmeldelser er frit tilgængelige på nettet. Det er nemt at linke fra anmeldelse til blog, fra forfatterhjemmesider til uddrag fra teksten osv. Men jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Mads Eslund og Forlaget Anblik kan blive så fornærmede over en anmeldelse som denne her. Nu truer de så med aldrig at sende bøger til Sentura igen.

For det første er det en temmelig overdreven reaktion, dels på baggrund af at anmeldelsen er mindst ligeså god som så mange andre, dels - og det er endnu vigtigere - på baggrund af Senturas historie. Sentura er et frivilligt foretagende, som forsøger at følge med i ny dansk litteratur - det er mere, end man kan sige om de fleste dagblade herhjemme. Sentura har i en tid, hvor mange små udgivelser bliver syltet, forsøgt at anmelde det meste. Selvfølgelig altid ud fra hvilke ønsker og lyster anmelderne måtte have. Alt dette undtager selvsagt ikke Sentura for kritik, slet ikke, men jeg undrer mig stadig. Jeg mener, at Anblik skal være glade for, at anmeldelsen overhovedet findes.

For det andet: Hvorfor i himlens navn angribe sitet på den måde? Jeg mener, at det er et desperat vildskud. Hvorfor ikke gå efter andre, måske dårlige, anmeldelser på steder, som burde borge for kvalitet? Eller gå efter de steder, hvor man slet ikke bliver anmeldt? Måske tør man ikke? Måske sidder der venner eller kolleger, der anmelder netop dér? Eller anmeldere med større kulturel kapital end dem på Sentura?

I den efterfølgende diskussion har flere debattører gjort dette, men det ændrer jo ikke udgangspunktet: Sentura som prygelknabe.

Tidsskriftet Morgenrøde

Det kan læses her og indeholder fx en fantasisk tekst af Mikkel Thykier, som smukt balancerer mellem det eksklusivt private og så litteratur som en art kommunikation. En genert tekst måske?

Spændende debat i Norge

Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romaner bliver diskuteret, og debatten har endog bredt sig til DK. Det startede med Jan Kjærstads kritik af receptionen af Knausgårds roman, som Arne Melberg forholder sig til her og som Politiken har opfanget her.

Jeg er enig med Melberg i, at vi mangler ord, for det som sker i litteraturen. Vi er nok hinsides dobbeltkontrakten, selvom jeg stadig synes, at Poul Behrendts læsninger er fremragende. Når man læser Knausgårds bog, tænker man jo ikke først "dette er en selvbiografi" og så bagefter "hov, dette er fiktion". Som jeg skrev i min anmeldelse af Knausgårds roman, så er der andet og mere på spil. Grænsen mellem fiktion og ikke-fiktion er kun operativ i en mere lokal forstand. Man kan ikke anvende den i forhold til bogen som helhed. Den er til forhandling, måske helt ned til sætningsniveau.

Er det et farvel til fiktionen fra romanens side? Nej ikke helt, bl.a. fordi fiktionen jo stadig lever i bedste velgående, fx i krimier, men den har jo her et andet formål end i de selvbiografiske romaner, hvor fiktionen rent retorisk fungerer som noget, der understøtter et krav om sandhed eller autenticitet måske? Og ikke som mange umiddelbart vil mene, fungerer som noget, der er i oppositionen til sandhed. Det modsatte af sandhed er ikke fiktion, men løgn. Løgn er altså ikke det samme som fiktion. De mange selvbiografiske romaner præsenterer os for en måde at opfatte fiktion på, som vi endnu ikke helt har vænnet os til, eller jo, vi har måske vænnet os til det, men som vi mangler ord for. Fiktion som en retorisk mulighed blandt andre måske?

Tjek Sentura

Tjek Sentura. En hel sværm af nye anmeldelser. Deriblandt et par stykker af undertegnede: Moestrup, Ørntoft og Hans Otto.

NYRblog

The New York Review of Books har fået deres egen blog.

Kan læses Her.

De bedste digtsamlinger i 00'erne?

Det er ikke mange digtsamlinger, der bliver nævnt, når 00'ernes bedste bøger kåres hid og did, fx her af Thomas Bredsdorff (en liste hvor jeg for øvrigt er enig med tre til fire af titlerne, eller i hvert fald navnene, men hvor er Hans Otto eller Beckwerket?). Nuvel, rent omtalemæssigt har det måske ikke været det bedste tiår for lyrikken, omvendt har lyrikken bogstaveligt talt blomstret op fra undergrunden, og selvom jeg forsøger at holde styr på så meget som muligt af den, og det nok er den, der først og fremmest fortjener en hyldest, så bliver mit bud på de bedste digtsamlinger måske en anelse triviel, ligesom jeg overhovedet ikke vil påstå at have læst det hele. Det har jeg langtfra. Primært har jeg læst yngre digtere, og digtere med debut i 90'erne, og det er meget muligt, at min lille liste bærer præg af det. Men her alligevel et skud fra hoften:

Ursula Andkjær Olsen skal naturligvis være med på en sådan liste og skal man vælge, ville jeg nok vælge Havet er en scene (2008). Niels Frank har også markeret sig enormt stærkt og måske stærkest med Èn vej fra 2005. Jeg har også været meget glad for Morten Søndergaards Et skridt i den rigtigige retning (2005). Lone Hørslevs Lige mig fra 2007 bør også nævnes, bl.a. fordi den er noget bedre end den der skilsmissebog, som alle taler om senere hen. Niels Lyngsø udgav en virkelig god digtsamling 39 digte til det brændende bibliotek (2007). Adda Djørups Monsieurs monologer (2005) med "Mørkeæderen II" som et favoritdigt. Og nå ja, min svaghed for Rasmus Nikolajsen, især Frihed og sex på rejsen (2003), skal også med. Måske Naja Marie Aidts Alting blinker fra 2009? Desuden skrev Palle Sigsgaard et af mine favoritdigte fra 00'erne "Forsvundet hjem" fra Glitrende støv danser (2007):

Nu er der jo en tendens til, at man glemmer de mere etablerede, når man skal lave en sådan liste, og det er på alle måder urimeligt (alle sådanne lister er jo dybt urimelige), fx var Klaus Høecks Hsieh fra 2004 en stor læseoplevelse, Peter Laugesen behøver jeg vist ikke at nævne, Grotrians uforlignelige salmebedrift ej heller, Nordbrandts kyniske Besøgstid (2007) måske? Desuden Vagn Lundbyes flotte langdigt "Længsel efter sange" fra tidsskriftet Den blå port nr. 79.

Peter Nielsen er en af de digtere, som jeg gerne ville have brugt mere tid på, det samme gælder Knud Steffen Nielsen og Marianne Larsen, men det må jeg indhente med tiden. Henrik Haves sene digte har jeg allerede skrevet om andetsteds. Dem er jeg stadigvæk glade for. Husk ikke at glemme disse digtere.

Jeg er dumheden

Digt af Henrik Nordbrandt i anledning af COP15.