Der er gang i debatten på Mads Eslunds blog, og det er jo sådan set fin nok. Jeg er fuldstændig med på, at anmeldelser og kriterier for anmeldelse altid bør stå til diskussion, og noget af det fine i den forbindelse er, at Senturas anmeldelser er frit tilgængelige på nettet. Det er nemt at linke fra anmeldelse til blog, fra forfatterhjemmesider til uddrag fra teksten osv. Men jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Mads Eslund og Forlaget Anblik kan blive så fornærmede over en anmeldelse som denne her . Nu truer de så med aldrig at sende bøger til Sentura igen. For det første er det en temmelig overdreven reaktion, dels på baggrund af at anmeldelsen er mindst ligeså god som så mange andre, dels - og det er endnu vigtigere - på baggrund af Senturas historie. Sentura er et frivilligt foretagende, som forsøger at følge med i ny dansk litteratur - det er mere, end man kan sige om de fleste dagblade herhjemme. Sentura har i en tid, hvor mange små udgivelser bliver syltet, forsøgt at anmelde ...

Det kan læses her og indeholder fx en fantasisk tekst af Mikkel Thykier, som smukt balancerer mellem det eksklusivt private og så litteratur som en art kommunikation. En genert tekst måske?

Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romaner bliver diskuteret, og debatten har endog bredt sig til DK. Det startede med Jan Kjærstads kritik af receptionen af Knausgårds roman, som Arne Melberg forholder sig til her og som Politiken har opfanget her . Jeg er enig med Melberg i, at vi mangler ord, for det som sker i litteraturen. Vi er nok hinsides dobbeltkontrakten, selvom jeg stadig synes, at Poul Behrendts læsninger er fremragende. Når man læser Knausgårds bog, tænker man jo ikke først "dette er en selvbiografi" og så bagefter "hov, dette er fiktion". Som jeg skrev i min anmeldelse af Knausgårds roman, så er der andet og mere på spil. Grænsen mellem fiktion og ikke-fiktion er kun operativ i en mere lokal forstand. Man kan ikke anvende den i forhold til bogen som helhed. Den er til forhandling, måske helt ned til sætningsniveau. Er det et farvel til fiktionen fra romanens side? Nej ikke helt, bl.a. fordi fiktionen jo stadig lever i bedste velgående, fx i krimie...

Tjek Sentura. En hel sværm af nye anmeldelser. Deriblandt et par stykker af undertegnede: Moestrup, Ørntoft og Hans Otto.

The New York Review of Books har fået deres egen blog. Kan læses Her .

Det er ikke mange digtsamlinger, der bliver nævnt, når 00'ernes bedste bøger kåres hid og did, fx her af Thomas Bredsdorff (en liste hvor jeg for øvrigt er enig med tre til fire af titlerne, eller i hvert fald navnene, men hvor er Hans Otto eller Beckwerket?). Nuvel, rent omtalemæssigt har det måske ikke været det bedste tiår for lyrikken, omvendt har lyrikken bogstaveligt talt blomstret op fra undergrunden, og selvom jeg forsøger at holde styr på så meget som muligt af den, og det nok er den, der først og fremmest fortjener en hyldest, så bliver mit bud på de bedste digtsamlinger måske en anelse triviel, ligesom jeg overhovedet ikke vil påstå at have læst det hele. Det har jeg langtfra. Primært har jeg læst yngre digtere, og digtere med debut i 90'erne, og det er meget muligt, at min lille liste bærer præg af det. Men her alligevel et skud fra hoften: Ursula Andkjær Olsen skal naturligvis være med på en sådan liste og skal man vælge, ville jeg nok vælge Havet er en sc ene (2...

Digt af Henrik Nordbrandt i anledning af COP15.