Imens de små bekriger de små

Der er gang i debatten på Mads Eslunds blog, og det er jo sådan set fin nok. Jeg er fuldstændig med på, at anmeldelser og kriterier for anmeldelse altid bør stå til diskussion, og noget af det fine i den forbindelse er, at Senturas anmeldelser er frit tilgængelige på nettet. Det er nemt at linke fra anmeldelse til blog, fra forfatterhjemmesider til uddrag fra teksten osv. Men jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Mads Eslund og Forlaget Anblik kan blive så fornærmede over en anmeldelse som denne her. Nu truer de så med aldrig at sende bøger til Sentura igen.

For det første er det en temmelig overdreven reaktion, dels på baggrund af at anmeldelsen er mindst ligeså god som så mange andre, dels - og det er endnu vigtigere - på baggrund af Senturas historie. Sentura er et frivilligt foretagende, som forsøger at følge med i ny dansk litteratur - det er mere, end man kan sige om de fleste dagblade herhjemme. Sentura har i en tid, hvor mange små udgivelser bliver syltet, forsøgt at anmelde det meste. Selvfølgelig altid ud fra hvilke ønsker og lyster anmelderne måtte have. Alt dette undtager selvsagt ikke Sentura for kritik, slet ikke, men jeg undrer mig stadig. Jeg mener, at Anblik skal være glade for, at anmeldelsen overhovedet findes.

For det andet: Hvorfor i himlens navn angribe sitet på den måde? Jeg mener, at det er et desperat vildskud. Hvorfor ikke gå efter andre, måske dårlige, anmeldelser på steder, som burde borge for kvalitet? Eller gå efter de steder, hvor man slet ikke bliver anmeldt? Måske tør man ikke? Måske sidder der venner eller kolleger, der anmelder netop dér? Eller anmeldere med større kulturel kapital end dem på Sentura?

I den efterfølgende diskussion har flere debattører gjort dette, men det ændrer jo ikke udgangspunktet: Sentura som prygelknabe.

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

Læs mere

Søg i denne blog