Spændende debat i Norge

Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romaner bliver diskuteret, og debatten har endog bredt sig til DK. Det startede med Jan Kjærstads kritik af receptionen af Knausgårds roman, som Arne Melberg forholder sig til her og som Politiken har opfanget her.

Jeg er enig med Melberg i, at vi mangler ord, for det som sker i litteraturen. Vi er nok hinsides dobbeltkontrakten, selvom jeg stadig synes, at Poul Behrendts læsninger er fremragende. Når man læser Knausgårds bog, tænker man jo ikke først "dette er en selvbiografi" og så bagefter "hov, dette er fiktion". Som jeg skrev i min anmeldelse af Knausgårds roman, så er der andet og mere på spil. Grænsen mellem fiktion og ikke-fiktion er kun operativ i en mere lokal forstand. Man kan ikke anvende den i forhold til bogen som helhed. Den er til forhandling, måske helt ned til sætningsniveau.

Er det et farvel til fiktionen fra romanens side? Nej ikke helt, bl.a. fordi fiktionen jo stadig lever i bedste velgående, fx i krimier, men den har jo her et andet formål end i de selvbiografiske romaner, hvor fiktionen rent retorisk fungerer som noget, der understøtter et krav om sandhed eller autenticitet måske? Og ikke som mange umiddelbart vil mene, fungerer som noget, der er i oppositionen til sandhed. Det modsatte af sandhed er ikke fiktion, men løgn. Løgn er altså ikke det samme som fiktion. De mange selvbiografiske romaner præsenterer os for en måde at opfatte fiktion på, som vi endnu ikke helt har vænnet os til, eller jo, vi har måske vænnet os til det, men som vi mangler ord for. Fiktion som en retorisk mulighed blandt andre måske?