De bedste digtsamlinger i 00'erne?

Det er ikke mange digtsamlinger, der bliver nævnt, når 00'ernes bedste bøger kåres hid og did, fx her af Thomas Bredsdorff (en liste hvor jeg for øvrigt er enig med tre til fire af titlerne, eller i hvert fald navnene, men hvor er Hans Otto eller Beckwerket?). Nuvel, rent omtalemæssigt har det måske ikke været det bedste tiår for lyrikken, omvendt har lyrikken bogstaveligt talt blomstret op fra undergrunden, og selvom jeg forsøger at holde styr på så meget som muligt af den, og det nok er den, der først og fremmest fortjener en hyldest, så bliver mit bud på de bedste digtsamlinger måske en anelse triviel, ligesom jeg overhovedet ikke vil påstå at have læst det hele. Det har jeg langtfra. Primært har jeg læst yngre digtere, og digtere med debut i 90'erne, og det er meget muligt, at min lille liste bærer præg af det. Men her alligevel et skud fra hoften:

Ursula Andkjær Olsen skal naturligvis være med på en sådan liste og skal man vælge, ville jeg nok vælge Havet er en scene (2008). Niels Frank har også markeret sig enormt stærkt og måske stærkest med Èn vej fra 2005. Jeg har også været meget glad for Morten Søndergaards Et skridt i den rigtigige retning (2005). Lone Hørslevs Lige mig fra 2007 bør også nævnes, bl.a. fordi den er noget bedre end den der skilsmissebog, som alle taler om senere hen. Niels Lyngsø udgav en virkelig god digtsamling 39 digte til det brændende bibliotek (2007). Adda Djørups Monsieurs monologer (2005) med "Mørkeæderen II" som et favoritdigt. Og nå ja, min svaghed for Rasmus Nikolajsen, især Frihed og sex på rejsen (2003), skal også med. Måske Naja Marie Aidts Alting blinker fra 2009? Desuden skrev Palle Sigsgaard et af mine favoritdigte fra 00'erne "Forsvundet hjem" fra Glitrende støv danser (2007):

Nu er der jo en tendens til, at man glemmer de mere etablerede, når man skal lave en sådan liste, og det er på alle måder urimeligt (alle sådanne lister er jo dybt urimelige), fx var Klaus Høecks Hsieh fra 2004 en stor læseoplevelse, Peter Laugesen behøver jeg vist ikke at nævne, Grotrians uforlignelige salmebedrift ej heller, Nordbrandts kyniske Besøgstid (2007) måske? Desuden Vagn Lundbyes flotte langdigt "Længsel efter sange" fra tidsskriftet Den blå port nr. 79.

Peter Nielsen er en af de digtere, som jeg gerne ville have brugt mere tid på, det samme gælder Knud Steffen Nielsen og Marianne Larsen, men det må jeg indhente med tiden. Henrik Haves sene digte har jeg allerede skrevet om andetsteds. Dem er jeg stadigvæk glade for. Husk ikke at glemme disse digtere.

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

Læs mere

Søg i denne blog