Gå videre til hovedindholdet

Små og store guder

Alt for sent har jeg fået tilsendt Niels Franks Små guder til anmeldelse. Anmeldelsen kommer ASAP. Tue anmelder den her, men tager fejl, synes jeg, med sine forbehold. Det er måske den bedste digtsamling nogensinde fra Franks hånd. Det nye er, at Frank rammer en mundtlighed, rammer en bestemt stemme mere præcist end nogensinde før. Denne stemme er ikke nødvendigvis Franks egen, men hans helt egen på papiret og fuldstændig original.

Jeg har tidligere været i tvivl, om Franks projekt med at tale sådan, lige ud af posen, som man gør i en del amerikansk poesi, egentlig ville lykkes. Det gør det i al sin rigelighed på dansk her. Måske fordi han så direkte taler til et du. Hvem dette du er, ved man aldrig helt, men kommunikationen er ligefrem, uden at være banal.

Tue skriver: "Det nye i Franks nyeste digtsamling skal ikke findes i formen eller kompositionen, men i dens stof."

Men den stemme har jo med formen at gøre, synes jeg, og ja stoffet har ændret sig, men det andet er vigtigere, hvis man taler fornyelse, eller snarere raffinement.

Er der ikke andre der vil indstille bogen til Nordisk Råds Litteraturpris, så vil jeg i hvert fald gerne gøre det? Det fortjener den.

Kommentarer

Anonym sagde…
Hej Stefan,

Tak for kommentaren. Set i bakspejlet blev min sondring mellem formelt og tematisk nybrud sikkert for firkantet.

Jeg tænkte nu ikke så meget på "ny" i forhold til Niels Franks forfatterskab, men i forhold til dansk digtning som sådan; for mig føles Tabernakel og Én vej simpelthen som helt nye måder at skrive lyrik på i Danmark. De udvider feltet af muligheder; samme fornemmelse havde jeg ikke med den nye bog. Rytmen, det forankrede, stoflige jeg, det fuldfede billedsprog føles ikke åbenlyst nyt. Det kan så være, at der på andre måder er tale om et "raffinement", som du siger.

Hvilket ikke er et forbehold fra min side, jeg synes bogen er fantastisk. (Skriver jeg ikke det?)
18. august 2008 kl. 13.17
Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Send en kommentar
Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...
45 kommentarer
Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
42 kommentarer
Læs mere