Alt for sent har jeg fået tilsendt Niels Franks Små guder til anmeldelse. Anmeldelsen kommer ASAP. Tue anmelder den her, men tager fejl, synes jeg, med sine forbehold. Det er måske den bedste digtsamling nogensinde fra Franks hånd. Det nye er, at Frank rammer en mundtlighed, rammer en bestemt stemme mere præcist end nogensinde før. Denne stemme er ikke nødvendigvis Franks egen, men hans helt egen på papiret og fuldstændig original.
Jeg har tidligere været i tvivl, om Franks projekt med at tale sådan, lige ud af posen, som man gør i en del amerikansk poesi, egentlig ville lykkes. Det gør det i al sin rigelighed på dansk her. Måske fordi han så direkte taler til et du. Hvem dette du er, ved man aldrig helt, men kommunikationen er ligefrem, uden at være banal.
Tue skriver: "Det nye i Franks nyeste digtsamling skal ikke findes i formen eller kompositionen, men i dens stof."
Men den stemme har jo med formen at gøre, synes jeg, og ja stoffet har ændret sig, men det andet er vigtigere, hvis man taler fornyelse, eller snarere raffinement.
Er der ikke andre der vil indstille bogen til Nordisk Råds Litteraturpris, så vil jeg i hvert fald gerne gøre det? Det fortjener den.
1 kommentar:
Hej Stefan,
Tak for kommentaren. Set i bakspejlet blev min sondring mellem formelt og tematisk nybrud sikkert for firkantet.
Jeg tænkte nu ikke så meget på "ny" i forhold til Niels Franks forfatterskab, men i forhold til dansk digtning som sådan; for mig føles Tabernakel og Én vej simpelthen som helt nye måder at skrive lyrik på i Danmark. De udvider feltet af muligheder; samme fornemmelse havde jeg ikke med den nye bog. Rytmen, det forankrede, stoflige jeg, det fuldfede billedsprog føles ikke åbenlyst nyt. Det kan så være, at der på andre måder er tale om et "raffinement", som du siger.
Hvilket ikke er et forbehold fra min side, jeg synes bogen er fantastisk. (Skriver jeg ikke det?)
Send en kommentar