tirsdag den 11. marts 2008

Skriften er løs. Flere digte tak!!!

Til den forrige post omkring There Will Be Blood blev der anonymt skrevet et digt som en kommentar. Det er jo herligt og endda et fint digt, synes jeg.

Lad dette være en opfordring til at spamme dette indlæg med digtkommentarer. Jo flere, jo bedre. Kan man lave piratoplæsning, kan man vel også lave sørøverskriveri på nettet..... ; - )

Skriften er løs: Skriv skriv skriv:

8 kommentarer:

Anonym sagde ...

Nævn mig

Nævn mig én ting som ikke er æstetisk
Nævn mig to ting, der gør at jeg elsker dig
Nævn mig tre ting, der gør at jeg hader mig selv
Nævn mig fire ting: Jeg elsker også dig.

Anonym sagde ...

Nævn mig i 4/4

Jeg er ikke en ting,
elsker ikke en ting,
ikke også en ting,
dig, dig, dig, dig

Mads sagde ...

her ryger vi alle sammen på røven bumser baby vi er alle sammen udskud fra en trekantet port af smerte hjerte rimer på tonstung ==> de syv små dværge lister sig ud af digtets snoning tag kvælertag på skønheden der lokker dig som harmonisk berlusconi i hovedrollen jomfruen du ikke siger nej til

Anonym sagde ...

over markerne

kun intet som stemmer fanget i bukserne

pupillernes minder og et ekko til solen

rørelse fanget i blinde,

et tryk på en splint


så letter luftigt de tanker

og et væld af tegn dingler ned i en udsigt fra mundens dybe muld


vi blæses til gengæld ud

med det lag af hinanden

vi mekaniske ser ud af vores navne med


som herinde, hvor drømmene sigtes fra hinanden

allerede i bukserne

på dig selv indtil videre

langs det vi havde glemt

før den gamle mester gennempisker sit eget blinde ophav

i de lommer hvor alt er helt slut

hvor vi nødtvungent kredser

imellem sorte huller

og verden overladt til duften under ordene

i digtets begravende mørke

før den rytmiske bedøvelse

der anonymiserer sig som frakker

måske fordi de mange fluer
definitivt deler dig
blandt sproglige sløjfer

ser du ikke den lange bundløse tøven

derude hvor den indre kanin
med pas lever i trylleriets asyl

og duften igen under tastaturet, i lommerne

kværner som en frø mod hjertet

høj som verden

hvor træerne længes

efter himlens stinkende hul

og nu kun intet tilbage at synge, siger de

imens jeg suser i nakkeskud

og smager mundens tungeslasker

der jages rundt i sprog uden gevind og guirlander

og trækker mig ud
som vidner fra det helvede ingen kender som andet
end skyggen

mod solens
nu

pludselig slår det mig ståpik

vi skal ned i mørket, til den eneste poesi

måske fordi dine ord trækker vejret i en blodig postkasse

og hellere ville dingle søsygt i en flaske

bliver alting så ondt i digtets stjerneløse mergelgrav

og muldvarpeøjne græder

sort mælk

når du slår igennem

og knirker, hvor man kun intet tilbage kan høre

for alting bliver som det lange suk

som fluer i nogen med en saks i mit digt

som knogler eller et billede af tavshed

og duften under tøjet

i manden der nu drukner

nordvest for alfabetet

hvor sjæle suser rundt om mørkets støvsuger

ophører og drømmene ingen ser

på båndet

men på én gang for at falde fuldstændigt igennem

med rulletrapper ned

sporskift og sporskift og du med din stemme

og mig med det lange suk jeg næppe

aftaler

med denne verdens digtere

ethvert skridt er et vers

mod en større solnedgang

rør dig i dit stativ

se med fra din dørspion imellem ordenes øjne

de blusser op som de mange fluer

og dine indvendige vinger slås ud

som den paraply der herinde for længe siden
blev kneppet ihjel af en surrealistisk maskine

som gør Ich til bingo eller kz-lejrens morgensalme

og stjernerne damper helt op

sluk mig

knap mig op

og om

og her er en paraply mere

og stjernerne damper dernæst på korset


jeg er ikke

helt med

imens jeg i vækkeurets væld af kommunikation

finder denne morgens metaforer

særligt tørre

og skriver mit sidste brev

rundt


vi ses imellem dig
når knoglerne er bange i bukserne
og aberne kringlede
syd for alt det vi ikke havde ord for

når tænderne fra et mareridt forsinket

knirker som slips

gennem kraniet

og ordenes øjne

blander mig som terninger

foldet som en stor nabo

og bruger maskiner til poesi, riverrafting i Lethe

som havets konkylie synger Orfeus programmeret tilbage

og styrter som et vagt lys

i dybets favnsorte himmel

mælkeveje til et stinkende hul

imens alle de skrivende frankeres til Langbortistan

eller Lalandia
eller Ekbátana

og metaforer blæser ud i tilfældets storm

og vi som løkker
på disse fritsvævende kanter

i lysende tegn hører knækket ophøre

(som vores eget blinde ophav)

ind i himlens skægstubbe
og mærker på et barberblad trætheden

fra ham der Gud

når han atter skal til at finde et digt

og fylde munden

her med fødderne i denne vandrette verden

der suser som talløse prikker over jeget

og der findes ikke stoppesteder blandt de hvide strygere

hvis sprogets væsen er som
mig og
krumbøjet ind i sig selv
med sin stemme ud

som andet espeløv

overlever jeg

suges op som gemte alle de lommer

sproglige antenner fra tanken.

Stefan K sagde ...

Hmmm, det sidste digt har jeg vist læst før andetsteds....

krabat sagde ...

hvorfor

er dét spørgsmål du altid stiller mig hvorfor

er jeg som jeg er hvorfor

ved jeg ikke at jeg kunne have det bedre hvorfor

gør jeg ikke noget for at få det bedre blive bedre være bedre hvorfor

tror jeg at jeg kan leve med sådan som jeg gør uden at risikere at dø derved hvorfor

er det SÅ satans intenst multi importante at jeg er alene når nu DU tilbyder ALT det kunsten egentlig eftersøger i reneste form hvorfor

forstår jeg ikke hvad du siger og mener hvorfor
forstår jeg ikke hvad du siger og mener hvorfor

er det ikke nok bare at sige SE hvorfor er det ikke? hvorfor

Anonym sagde ...

Grædemur

Så er det november.
Johan Johanssons grædemur gråt i gråt.

Jeg kunne fortabe mig i tågen
i vild flugt efter mig selv
eller hamre næven
ind i denne dyne
af gråd.

På McDonalds sidder de uden penge.
Et kolon at stoppe
i munden
i stedet:

Baglygter forsvinder ind i mørket.

Stefan K sagde ...

Jeg kan faktisk ikke huske, om det er mig, der har skrevet digtet Grædemur? Det håber jeg. Please hjælp mig!