Gå videre til hovedindholdet

Skriften er løs. Flere digte tak!!!

Til den forrige post omkring There Will Be Blood blev der anonymt skrevet et digt som en kommentar. Det er jo herligt og endda et fint digt, synes jeg.

Lad dette være en opfordring til at spamme dette indlæg med digtkommentarer. Jo flere, jo bedre. Kan man lave piratoplæsning, kan man vel også lave sørøverskriveri på nettet..... ; - )

Skriften er løs: Skriv skriv skriv:

Kommentarer

Anonym sagde…
Nævn mig

Nævn mig én ting som ikke er æstetisk
Nævn mig to ting, der gør at jeg elsker dig
Nævn mig tre ting, der gør at jeg hader mig selv
Nævn mig fire ting: Jeg elsker også dig.
Anonym sagde…
Nævn mig i 4/4

Jeg er ikke en ting,
elsker ikke en ting,
ikke også en ting,
dig, dig, dig, dig
Mads sagde…
her ryger vi alle sammen på røven bumser baby vi er alle sammen udskud fra en trekantet port af smerte hjerte rimer på tonstung ==> de syv små dværge lister sig ud af digtets snoning tag kvælertag på skønheden der lokker dig som harmonisk berlusconi i hovedrollen jomfruen du ikke siger nej til
Anonym sagde…
over markerne

kun intet som stemmer fanget i bukserne

pupillernes minder og et ekko til solen

rørelse fanget i blinde,

et tryk på en splint


så letter luftigt de tanker

og et væld af tegn dingler ned i en udsigt fra mundens dybe muld


vi blæses til gengæld ud

med det lag af hinanden

vi mekaniske ser ud af vores navne med


som herinde, hvor drømmene sigtes fra hinanden

allerede i bukserne

på dig selv indtil videre

langs det vi havde glemt

før den gamle mester gennempisker sit eget blinde ophav

i de lommer hvor alt er helt slut

hvor vi nødtvungent kredser

imellem sorte huller

og verden overladt til duften under ordene

i digtets begravende mørke

før den rytmiske bedøvelse

der anonymiserer sig som frakker

måske fordi de mange fluer
definitivt deler dig
blandt sproglige sløjfer

ser du ikke den lange bundløse tøven

derude hvor den indre kanin
med pas lever i trylleriets asyl

og duften igen under tastaturet, i lommerne

kværner som en frø mod hjertet

høj som verden

hvor træerne længes

efter himlens stinkende hul

og nu kun intet tilbage at synge, siger de

imens jeg suser i nakkeskud

og smager mundens tungeslasker

der jages rundt i sprog uden gevind og guirlander

og trækker mig ud
som vidner fra det helvede ingen kender som andet
end skyggen

mod solens
nu

pludselig slår det mig ståpik

vi skal ned i mørket, til den eneste poesi

måske fordi dine ord trækker vejret i en blodig postkasse

og hellere ville dingle søsygt i en flaske

bliver alting så ondt i digtets stjerneløse mergelgrav

og muldvarpeøjne græder

sort mælk

når du slår igennem

og knirker, hvor man kun intet tilbage kan høre

for alting bliver som det lange suk

som fluer i nogen med en saks i mit digt

som knogler eller et billede af tavshed

og duften under tøjet

i manden der nu drukner

nordvest for alfabetet

hvor sjæle suser rundt om mørkets støvsuger

ophører og drømmene ingen ser

på båndet

men på én gang for at falde fuldstændigt igennem

med rulletrapper ned

sporskift og sporskift og du med din stemme

og mig med det lange suk jeg næppe

aftaler

med denne verdens digtere

ethvert skridt er et vers

mod en større solnedgang

rør dig i dit stativ

se med fra din dørspion imellem ordenes øjne

de blusser op som de mange fluer

og dine indvendige vinger slås ud

som den paraply der herinde for længe siden
blev kneppet ihjel af en surrealistisk maskine

som gør Ich til bingo eller kz-lejrens morgensalme

og stjernerne damper helt op

sluk mig

knap mig op

og om

og her er en paraply mere

og stjernerne damper dernæst på korset


jeg er ikke

helt med

imens jeg i vækkeurets væld af kommunikation

finder denne morgens metaforer

særligt tørre

og skriver mit sidste brev

rundt


vi ses imellem dig
når knoglerne er bange i bukserne
og aberne kringlede
syd for alt det vi ikke havde ord for

når tænderne fra et mareridt forsinket

knirker som slips

gennem kraniet

og ordenes øjne

blander mig som terninger

foldet som en stor nabo

og bruger maskiner til poesi, riverrafting i Lethe

som havets konkylie synger Orfeus programmeret tilbage

og styrter som et vagt lys

i dybets favnsorte himmel

mælkeveje til et stinkende hul

imens alle de skrivende frankeres til Langbortistan

eller Lalandia
eller Ekbátana

og metaforer blæser ud i tilfældets storm

og vi som løkker
på disse fritsvævende kanter

i lysende tegn hører knækket ophøre

(som vores eget blinde ophav)

ind i himlens skægstubbe
og mærker på et barberblad trætheden

fra ham der Gud

når han atter skal til at finde et digt

og fylde munden

her med fødderne i denne vandrette verden

der suser som talløse prikker over jeget

og der findes ikke stoppesteder blandt de hvide strygere

hvis sprogets væsen er som
mig og
krumbøjet ind i sig selv
med sin stemme ud

som andet espeløv

overlever jeg

suges op som gemte alle de lommer

sproglige antenner fra tanken.
Stefan K sagde…
Hmmm, det sidste digt har jeg vist læst før andetsteds....
krabat sagde…
hvorfor

er dét spørgsmål du altid stiller mig hvorfor

er jeg som jeg er hvorfor

ved jeg ikke at jeg kunne have det bedre hvorfor

gør jeg ikke noget for at få det bedre blive bedre være bedre hvorfor

tror jeg at jeg kan leve med sådan som jeg gør uden at risikere at dø derved hvorfor

er det SÅ satans intenst multi importante at jeg er alene når nu DU tilbyder ALT det kunsten egentlig eftersøger i reneste form hvorfor

forstår jeg ikke hvad du siger og mener hvorfor
forstår jeg ikke hvad du siger og mener hvorfor

er det ikke nok bare at sige SE hvorfor er det ikke? hvorfor
Anonym sagde…
Grædemur

Så er det november.
Johan Johanssons grædemur gråt i gråt.

Jeg kunne fortabe mig i tågen
i vild flugt efter mig selv
eller hamre næven
ind i denne dyne
af gråd.

På McDonalds sidder de uden penge.
Et kolon at stoppe
i munden
i stedet:

Baglygter forsvinder ind i mørket.
Stefan K sagde…
Jeg kan faktisk ikke huske, om det er mig, der har skrevet digtet Grædemur? Det håber jeg. Please hjælp mig!

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...