Til den forrige post omkring There Will Be Blood blev der anonymt skrevet et digt som en kommentar. Det er jo herligt og endda et fint digt, synes jeg.
Lad dette være en opfordring til at spamme dette indlæg med digtkommentarer. Jo flere, jo bedre. Kan man lave piratoplæsning, kan man vel også lave sørøverskriveri på nettet..... ; - )
Skriften er løs: Skriv skriv skriv:
Lad dette være en opfordring til at spamme dette indlæg med digtkommentarer. Jo flere, jo bedre. Kan man lave piratoplæsning, kan man vel også lave sørøverskriveri på nettet..... ; - )
Skriften er løs: Skriv skriv skriv:
Kommentarer
Nævn mig én ting som ikke er æstetisk
Nævn mig to ting, der gør at jeg elsker dig
Nævn mig tre ting, der gør at jeg hader mig selv
Nævn mig fire ting: Jeg elsker også dig.
Jeg er ikke en ting,
elsker ikke en ting,
ikke også en ting,
dig, dig, dig, dig
kun intet som stemmer fanget i bukserne
pupillernes minder og et ekko til solen
rørelse fanget i blinde,
et tryk på en splint
så letter luftigt de tanker
og et væld af tegn dingler ned i en udsigt fra mundens dybe muld
vi blæses til gengæld ud
med det lag af hinanden
vi mekaniske ser ud af vores navne med
som herinde, hvor drømmene sigtes fra hinanden
allerede i bukserne
på dig selv indtil videre
langs det vi havde glemt
før den gamle mester gennempisker sit eget blinde ophav
i de lommer hvor alt er helt slut
hvor vi nødtvungent kredser
imellem sorte huller
og verden overladt til duften under ordene
i digtets begravende mørke
før den rytmiske bedøvelse
der anonymiserer sig som frakker
måske fordi de mange fluer
definitivt deler dig
blandt sproglige sløjfer
ser du ikke den lange bundløse tøven
derude hvor den indre kanin
med pas lever i trylleriets asyl
og duften igen under tastaturet, i lommerne
kværner som en frø mod hjertet
høj som verden
hvor træerne længes
efter himlens stinkende hul
og nu kun intet tilbage at synge, siger de
imens jeg suser i nakkeskud
og smager mundens tungeslasker
der jages rundt i sprog uden gevind og guirlander
og trækker mig ud
som vidner fra det helvede ingen kender som andet
end skyggen
mod solens
nu
pludselig slår det mig ståpik
vi skal ned i mørket, til den eneste poesi
måske fordi dine ord trækker vejret i en blodig postkasse
og hellere ville dingle søsygt i en flaske
bliver alting så ondt i digtets stjerneløse mergelgrav
og muldvarpeøjne græder
sort mælk
når du slår igennem
og knirker, hvor man kun intet tilbage kan høre
for alting bliver som det lange suk
som fluer i nogen med en saks i mit digt
som knogler eller et billede af tavshed
og duften under tøjet
i manden der nu drukner
nordvest for alfabetet
hvor sjæle suser rundt om mørkets støvsuger
ophører og drømmene ingen ser
på båndet
men på én gang for at falde fuldstændigt igennem
med rulletrapper ned
sporskift og sporskift og du med din stemme
og mig med det lange suk jeg næppe
aftaler
med denne verdens digtere
ethvert skridt er et vers
mod en større solnedgang
rør dig i dit stativ
se med fra din dørspion imellem ordenes øjne
de blusser op som de mange fluer
og dine indvendige vinger slås ud
som den paraply der herinde for længe siden
blev kneppet ihjel af en surrealistisk maskine
som gør Ich til bingo eller kz-lejrens morgensalme
og stjernerne damper helt op
sluk mig
knap mig op
og om
og her er en paraply mere
og stjernerne damper dernæst på korset
jeg er ikke
helt med
imens jeg i vækkeurets væld af kommunikation
finder denne morgens metaforer
særligt tørre
og skriver mit sidste brev
rundt
vi ses imellem dig
når knoglerne er bange i bukserne
og aberne kringlede
syd for alt det vi ikke havde ord for
når tænderne fra et mareridt forsinket
knirker som slips
gennem kraniet
og ordenes øjne
blander mig som terninger
foldet som en stor nabo
og bruger maskiner til poesi, riverrafting i Lethe
som havets konkylie synger Orfeus programmeret tilbage
og styrter som et vagt lys
i dybets favnsorte himmel
mælkeveje til et stinkende hul
imens alle de skrivende frankeres til Langbortistan
eller Lalandia
eller Ekbátana
og metaforer blæser ud i tilfældets storm
og vi som løkker
på disse fritsvævende kanter
i lysende tegn hører knækket ophøre
(som vores eget blinde ophav)
ind i himlens skægstubbe
og mærker på et barberblad trætheden
fra ham der Gud
når han atter skal til at finde et digt
og fylde munden
her med fødderne i denne vandrette verden
der suser som talløse prikker over jeget
og der findes ikke stoppesteder blandt de hvide strygere
hvis sprogets væsen er som
mig og
krumbøjet ind i sig selv
med sin stemme ud
som andet espeløv
overlever jeg
suges op som gemte alle de lommer
sproglige antenner fra tanken.
er dét spørgsmål du altid stiller mig hvorfor
er jeg som jeg er hvorfor
ved jeg ikke at jeg kunne have det bedre hvorfor
gør jeg ikke noget for at få det bedre blive bedre være bedre hvorfor
tror jeg at jeg kan leve med sådan som jeg gør uden at risikere at dø derved hvorfor
er det SÅ satans intenst multi importante at jeg er alene når nu DU tilbyder ALT det kunsten egentlig eftersøger i reneste form hvorfor
forstår jeg ikke hvad du siger og mener hvorfor
forstår jeg ikke hvad du siger og mener hvorfor
er det ikke nok bare at sige SE hvorfor er det ikke? hvorfor
Så er det november.
Johan Johanssons grædemur gråt i gråt.
Jeg kunne fortabe mig i tågen
i vild flugt efter mig selv
eller hamre næven
ind i denne dyne
af gråd.
På McDonalds sidder de uden penge.
Et kolon at stoppe
i munden
i stedet:
Baglygter forsvinder ind i mørket.