Hvordan skal jeg beskrive
mit forhold til min søn
ja til unge generelt, måske?
En stor ømhed man må bære.
Jeg har ondt af dem
men forventer også mere
noget andet
noget, jeg ikke længere kan være.
Du får så
noget helt tredje
som du ikke havde forudset
noget, der gør verden mere værd.
Det er måske
som det skal være
for der venter ham en fremtid
umulig, eller i hvert fald sær.
Og jeg forstår
hvorfor man gerne vil stå
godt oprustet til et liv i blæst
når alt omkring dig føles trist.
PureGym
som om musklerne i sig selv
yder modstand og
kan lære kroppen verdens besvær.
Hjælpe én med ikke at falde
tabe hjertets rødder i verden
at stå fast uanset vejr
eller tiden som sker.
Men med ømheden
følger også følelsen af
at være en vampyr
noget i mig bliver stumt især.
Som om jeg suger
af de unges livskraft
den potentialitet
jeg ikke længere er værd.
Jeg er jo selv et træ
der skal falde, falder
og kan ikke skærme dem
fra det, der allerede er her.
Fra den fremtid
der brænder under lyset
fra en sol der stadig
bliver mere vulgær.
Kommentarer