“Art is one thing
that can go on mattering once it has stopped hurting.”
- Elizabeth Bowen
Det er ikke mørket, men en smerte i hendes
prosa. Skitsen, det gentagne forsøg på at indfange den afstandsløse sansning.
Men i sproget er den forstået, misforstået og forstået. Deri ligger smerten. At
man skal begynde på ny. Sådan tøver hun. Begynder igen. Smerten, som en måde at
røre ved verden på. Hun skriver her,
men det er altid der. Smerten er en
bro. En vindblæst kursiv. Smerten er den bro. Øjne er
hænder. Blikket er famlende. Læberne højstemte. Næsten at have fat i noget. Et næsten der er mørket. Og
vi hører hende der, disse deadlines, så gravalvorlig trutmund. Man får lyst til at sige
prestigiøs. Det umulige i at være den prosa. Det poetiske. Det foruroligende. Et
proverbe på sprogets knivspids, dets ubrugelige fang, poesiens døde anslag, ondt
ind i verden. Prosaen ud igen. Og de blå mærker på huden. Verden, der skriver igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar