Jeg slugte Nielsens nye lille Claus Beck-Nielsen-bog Mine møder med De Danske Forfattere råt, midt i Roth så at sige. Jeg startede på bogen og læste den i et hug. Jeg er et nemt offer for den slags forfatter-celebrity snask. Det lyder måske småt, men det er faktisk meget større. Den er fantastisk, det må jeg sige (med en Leth-frasering). Nielsen er mere morsom end nogensinde, men bogen er faktisk også rørende og vedkommende. Gennem de mere eller mindre fiktive møder og pseudo-møder med fortrinsvist kendte danske forfattere, får vi først og fremmest et portræt af og en fortælling om den unge og i konstant vildrede, Claus Beck-Nielsen-figur, for hvem de alt for mange muligheder ligger som et stort ubeskriveligt monster ude i fremtiden. Kunne man bare få lov til IKKE at vælge, synes denne unge Beck-Nielsen således at hungre efter. Fortælleren er med et ordspil på alter ego forfatterens old ego og er konstant uplacérpar i forhold til tid og sted, malplaceret i en malstrø...

Jeg havde en søvnløs nat og besluttede mig for at læse den seneste Roth-bog på min hylde i soveværelset færdig. Jeg gik ind i stuen, tændte lampen og satte mig i sofaen for at læse de sidste sider, der slutter sådan her: "What you see from this silent rostrum up on my mountain on a night as splendidly clear as that night Murray left me for good - for the very best of loyal brothers, the ace of English teachers, died in Phoenix two months later - is that universe into which spectacle of no antagonism. You see with your own eyes the vast brain of time,. a galaxy of fire set by no human hand.    The stars are indispensable." Da jeg vågnede om morgenen, efter at være faldet i søvn igen, måtte jeg læse afslutningen igen. Jeg tænkte - det er sgu løgn, så god kan afslutningen på en roman simpelthen ikke være. Men det var den. Der stod akkurat det samme, igen om morgenen, hvor lyset nu havde fortrængt stjernerne, fiktionen og den sammenhæng, der kun hersker i mørk...

Når man leder og læser længe og dybt nok i visse forfatterskaber og egentlig ikke længere kerer sig om værkernes grænser, får man øje for prosaen. Igennem længere tid har jeg forsøgt at læse mig igennem Philip Roths forfatterskab til eksempel, og nok er Roths forfatterskab særegent, når det angår stemmen. Roth har en særlig stemme som ingen anden forfatter, og denne stemme er altid tydelig, uanset fortællere og karakterer i øvrigt i bøgerne, fiktive eller ej. Men: Lad mig postulere: Den prosa jeg taler om, er beyond fiktion, den er noget andet: Bunden i et forfatterskab måske? Klangbunden? Det som alt det andet hviler på. Men aldrig som man hviler på laurbærerne, for den er noget uroligt og dog afbalancerende, et gulv hvorfra sproget, fiktion og fortælling inkl., tager sit afsæt. Det er naturligvis også en form for poetik, tror jeg, som jeg, indrømmet, er kommet til at holde af med årerne. Og muligvis noget jeg har lært ved at læse bøger, der bevidst bruger selvbiografisk stof. El...

Hen imod slutningen af Tomas Espedals lille bog Mod naturen finder man følgende passage: ”Jeg tænker på mit arbejde som min industri. Jeg har skrevet hver eneste dag i mere end tyve år; når jeg ikke skriver, når jeg ikke orker, eller ikke kan, eller af andre grunde ikke magter at skrive på den roman jeg altid er i gang med, så skriver jeg i notesbøgerne, side op og side ned i disse notesbøger, der er mit andet arbejde.” I forlængelse af dette spørger Espedal sig selv om, hvilket arbejde der er vigtigst, romanen eller notesbøgerne, og peger selv på notesbøgerne. Som læser stiller man derefter sig selv spørgsmålet, om den bog, man er i gang med, så er en roman eller en notesbog? Det meste peger på det sidste, ikke mindst det faktum, at det er en del af titlen, og at man ikke finder betegnelsen roman nogen steder i forbindelse med omslaget. Det betyder ikke, at bogen ikke rummer mange romanagtige træk. Den er opdelt i fem navngivne dele: ”Biblioteket”, ”Arb...

"En absolut uoverskuelig størrelse dette tilfælde. Således artet at man aldrig kan sige noget afgørende om det, hverken totalt afvise det eller endeligt acceptere det som årsag til noget som helst. Ikke engang i enkelte tilfælde - hvor ordet, tilfældigvis, betyder noget andet - med sikkerhed udpege det, tilfældet altså. Der er noget gennemgribende uvist over det. Man skulle derfor tro at det, ud over intellektuelt at aflyse enhver mening, var uhyre angstfremkaldende. Det er det nok sjældent. Blandt andet fordi vi, trods alt, næsten altid, undlader at beskylde det for de allerværste ugerninger. Og de klarest lysende triumfer. Det kan sagtens få lov til at afstedkomme ærgrelser, det kan stille sig på tværs af alskens fornuftige planer, forulempe trafikken, spolere enhver idyl. Og i bedste fald måske nogenlunde lige så jævnligt kan vi lade det optræde som et uventet held, en ny chance, en gave fra himlen. " Jens Smærup Sørensen: Hjertet slår og slår (55)