Mine møder med De Danske Forfattere

Jeg slugte Nielsens nye lille Claus Beck-Nielsen-bog Mine møder med De Danske Forfattere råt, midt i Roth så at sige. Jeg startede på bogen og læste den i et hug. Jeg er et nemt offer for den slags forfatter-celebrity snask. Det lyder måske småt, men det er faktisk meget større. Den er fantastisk, det må jeg sige (med en Leth-frasering). Nielsen er mere morsom end nogensinde, men bogen er faktisk også rørende og vedkommende.

Gennem de mere eller mindre fiktive møder og pseudo-møder med fortrinsvist kendte danske forfattere, får vi først og fremmest et portræt af og en fortælling om den unge og i konstant vildrede, Claus Beck-Nielsen-figur, for hvem de alt for mange muligheder ligger som et stort ubeskriveligt monster ude i fremtiden. Kunne man bare få lov til IKKE at vælge, synes denne unge Beck-Nielsen således at hungre efter. Fortælleren er med et ordspil på alter ego forfatterens old ego og er konstant uplacérpar i forhold til tid og sted, malplaceret i en malstrøm af muligheder, eller som det hedder et sted:

”Jeg var for længst gået glip af min lynende skæbne, den slags fandtes slet ikke længere, allerede dengang (i begyndelsen af nittenhundrede og halvfemserne) var det helt op til det enkelte menneske, om han eller hun (ikke engang det var jeg klar over), nogensinde skulle blive til andet end en uendelighed af muligheder, der aldrig var blevet til virkelighed. Jeg var kort sagt endnu ikke noget egentligt menneske, bare en snart syvogtyve år gammel mulighed”. (126)

Perspektivet i bogen er således mestendels denne syvogtyve år gamle mulighed, men med hele historien om Beck-Nielsens død, Das Beckwerk og nu Nielsen subtilt forstyrrende i baggrunden. Fremtiden er på en måde en stor blindgyde for denne syvogtyve årige Beck-Nielsen, om end den, forfatterens fremtid, fungerer som en larmende kontekst overalt i bogen.

Vi begynder med mødet med Poul Borum. Hvordan Beck-Nielsen sender sine digte til Hvedekorn og ikke får dem antaget i første omgang, for derefter desperat at stjæle en rødbede fra en af medboerne i bofællesskabet, skære den midt over og lægge ni hvide ark på gulvet og nøgen rulle sig i rødbedesaft og papir. På disse ark papir skriver han derefter nogle digte på maskine, som han sender til Hvedekorn igen. De to af dem bliver antaget, under pseudonymet Anders Claudius Westh, og vupti, Nielsen er forfatter med adgang til de hellige haller. Det er således en ironisk eller i hvert fald morsom gestus, når bogomslaget gengiver et af digtene og rødbedesaften forefindes overalt på bogen. Hvad er det helt præcist, som man får på fingrene ved at læse denne bog? Det er vel det udtrykte møde mellem kunstneren og kunsten, men også et udtryk for den poetik, der senere hen, skulle blive Das Beckwerks og Nielsens. Således hører vi et andet sted, da Beck-Nielsen i det sidste kapitel er på cykeltur med datteren Emma og i øvrigt ender med at møde en næsten nøgen Ib Michael, og datteren undrende spørger: Er det hele ikke bare noget, du finder på?

”Ja, jeg roder lidt rundt i det […]. Men bortset fra det, så er alt det, jeg fortæller, sket, eller kommer til at ske, i virkeligheden. Det er problemet, Emma, jeg er ikke ret god til at finde på, jeg kan ikke skrive sådan nogle fantastiske bøger som Ib Michael, det, jeg skriver, skal være noget, jeg selv har oplevet, eller i hvert fald noget, der er sket i virkeligheden. – Er det derfor, du nogle gange gør sådan nogle mærkelige ting? – Hvad mener du? – Ja, alle de ting, du gør. Så du kan skrive om det? – Tja, det kan da godt være, at det i virkeligheden er det. – Men hvad hvis der pludselig sker noget med dig, så du dør? – Hvad så? – Så kan du jo ikke skrive om det. – Det skal du nu ikke være så sikker på.” (187-188)

Konturerne af Nielsens metode får vi her beskrevet og på en måde, hvor begravelsen, performancen Funus Imaginarium, klinger morsomt med til sidst, men derved er der også vendt op og ned på det der med at finde på. For Nielsen finder jo først og fremmest på ”ude i virkeligheden”, om man vil. Alle vidste til eksempel godt at begravelsen af Beck-Nielsen var en form for fiktionalisering. Teksterne om begravelsen og især en tekst, den der i sin tid først blev optrykt i det norske tidsskrift Vagant og senere hen i coffee table bogen Beyond Identity, derimod er strengt taget ikke fiktion. Den er dokumentation, reportage og beskrivelser af hændelser, der faktisk har fundet sted. Kausaliteten er der blevet vendt op og ned på. Man tænker sædvanligvis, at virkeligheden afføder fiktion, men ofte er det fiktion, der afføder virkelighed, i Nielsens forfatterskab.

Med til historien hører også, at der sidste år udkom en anden bog af Claus Beck-Nielsen med titlen Jeg taler til jer. En bog som efter al sandsynlighed er et hoax, dvs. Nielsen har ikke noget med den at gøre, men det er en bog, som han ifølge sin egen poetik var nødt til ikke at fraskrive sig helt og aldeles, idet det jo stod alle frit for at benytte sig af navnet Claus Beck-Nielsen. Jeg taler til jer var bestemt ikke ueffen, den var godt tænkt og veludført. Den kunne også sagtens være skrevet af flere, idet der både blev langet ud efter Beck-Nielsen og Bukdahl, som hvis de har fjender blandt det københavnske forfattermiljø, formentlig ikke har de samme fjender, trods alt. Mine møder med De Danske Forfattere sætter imidlertid skabet på plads. Hvis man endelig skal infiltrere, tale bagom eller indenad, ja sladre, så bør man gøre det med en vis stil, og den stil har Nielsen også i sig, til trods for at det egentlig ikke er hans stil. De andre projekter er jo primært ikke-danske og foregår langt væk fra andedammen. Men måske vælger han netop derfor primært forfattere, som enten er nemme eller oplagte ”ofre”, forfattere hvis etos og ego kan klare det så at sige. Mere om det om lidt. For Nielsens stil er kringlet og klar på samme tid. Fx denne, dog lidt atypiske, passage om Christina Hesselholdt, Beck-Nielsens kommende og/eller daværende kone:

”Jeg tog ikke med Christina Hesselholdt hjem, vi endte ikke i hendes soveværelse, hun skulle ikke pludselig springe op fra sengen og løbe ud ad døren i sin grønne fløjlskjole og efterlade mig liggende på ryggen på dobbeltsengen i en blanding af rædsel og fuldkommen ro, fornemmelsen af noget uigenkaldeligt, overdådigt og katastrofalt, og hun skulle ikke komme tilbage med bare skuldre og sort bh og nylonstrømper, gennem hvilke jeg tydeligt ville kunne se de støvgrønne trusser med kradsende blonder og blomster, forbløffende kompakt og helt uden talje, men med barnligt struttende bryster, jeg skulle ikke læse Edens Have for hende i det grønne skær fra glaslampen i karnappen ud mod gaden og høre hende springe nøgen ned gennem gangen, urytmisk, som et føl, der for første gang kommer på græs, jeg skulle ikke servere ris og drikke kold hvidvin af hendes mund eller til mine dages ende se, hvordan hun på passagersædet til venstre for mig i bilen på vej ud ad en endeløs øde solslagen afrikansk ørkenvej langsomt lader sin lår falde til siderne og åbner en mørkerødt glinsende fold i sit kød og lader hovedet falde bagover med åben mund og et blik, der flyder over og synker til bunds i sig selv” (151-152)

Passagen med ting, der ikke skete sammen med Christina Hesselholdt fortsætter over en side mere i bogen udover det citerede, og man tænker utvivlsomt som læser, at det jo præcis var de ting, der skete, da de to fandt hinanden, blev forelskede og gik fra hinanden igen. Men lad nu det ligge. Det var prosaen jeg kom fra. Den er sjældent overophedet som ovenfor, snarere køligt registrerende, skrevet fra et umenneskeligt nøjsomt perspektiv, gold og galgenhumoristisk. Det er tale om en helt særegen prosa, der hele tiden dementerer og parlamenterer med sig selv på samme tid, insisterende og uforfattet, som den er, på samme tid.

Nielsens valg af forfattere er i øvrigt tankevækkende. Det er jo på en måde en konge- og dronningerække. Men uden rigtige konger og dronninger. Bogen bærer undertitlen Et spejlkabinet, men hvilket spejlbillede ser vi, når vi kigger på nummer tretten i rækken, som jo ifølge bogen bagsidetekst er forfatteren selv, hvem han så end er? Udover de nævnte forfattere ovenfor, får vi også møder med Jens Christian Grøndahl, Henrik Nordbrandt, Peer Hultberg, Hans Otto Jørgensen, Pia Tafdrup, Jørgen Leth, Klaus Rifbjerg, Inger Christensen, Peter Høeg. Ingen af dem, er så vidt jeg kan se, egentlige forbilleder for Nielsen. H.C. Andersen nævnes undervejs og ham kan han vist godt lide, men han er jo død, så derfor kan et møde ikke blive til noget. Hos Hultberg og Hesselholdt er idiosynkrasierne mindst, bilder jeg mig ind efter endt læsning, men det er vanskeligt at gennemskue. Er rækken af forfattere valgt, fordi de er kendte? For trods alt at give snasket fra andedammen en vis star quality? Bogen er i øvrigt ikke den eneste af sin slags, idet man fx kunne pege på Thomas Hvid Kromanns Saksehånd (2011), der er en satire over avantgardemiljøet i Kbh. og i øvrigt indeholder et fantastisk, fiktivt møde mellem Beck-Nielsen og Mikkel Thykier. I familie med Mine møder... er måske også konceptbogen Hvis jeg var kunstner (2010) af Martin Larsen.

Uanset hvad, så er Nielsens projekt formentlig afhængigt af en forforståelse af konteksten, eller man kunne sige, at konteksten også altid er en tekst, der kan skrives om i og videre på. Værkerne bliver derfor en form for indskrift (som Højholt ville sige det, og hvorfor mon han egentlig ikke er med i Nielsens bog?) hos Nielsen. I dette seneste kan skriften måske siges at være som denne rødbedesaft: Ved man ikke, hvor den kommer fra, dvs. læser man ikke også indenad, fatter man ikke altid meget som læser. Det behøver dog ikke at være en kritik, for det er på en måde også styrken ved hele Nielsens œuvre. Men nogle af mine studerende har udtrykt deres besvær med at trænge ind – de føler, at det er et lukket selskab, kun med adgang for os indviede. Det er enten hele pakken eller ingenting, synes invitationen til værket, set fra deres side, nogle gange at være. Og flere og flere får sikkert mere og mere besvær med netop at købe hele pakken, og det er egentlig synd, når nu Nielsen er én af vores allerbedste forfattere. På den anden side: Tag Søren Kierkegaard til eksempel, hans prosa var om noget også indforstået med et bestemt københavnsk publikum, men det har jo ikke forhindret folk fra hele verden i at læse med.

Et godt eksempel på, hvordan konteksten konkret spiller ind på værkets æstetik, er fortælleinstansen i Mine møder. Claus Beck-Nielsen er således anført som forfatter af bogen, men fortælleren er snarere den nuværende Nielsen, dvs. en form for alvidende jegfortæller, men med forskellige grader af alvidenhed undervejs, fx når der i kapitlet om Grøndahl bliver sagt: ”Som om jeg ved noget som helst. Om livet. Om hvordan det er at være stor forfatter. Jeg er ikke engang blevet skilt endnu.” (32).

Men altså: jeg ville gerne kunne sige: Nye læsere, start her, men vil disse læsere kunne forstå, hvor sjov denne karakteristik af fx Nordbrandts forfatterskab er:

”Så vidt jeg forstod, så vidste han ikke noget bedre end at være et sted, han hadede at være, og så skrive om det, hvor forfærdeligt det var, det hele, ikke bare stedet, også menneskene på stedet og det væmmelige lys, der faldt over det, og kvinderne, han heldigvis havde forladt, og som i særligt lykkelige tilfælde endda pludselig var døde, selv ham selv, han var næsten det værste (det var han). På et tidspunkt gik han endda så vidt, at han flyttede fra Tyrkiet, hvor han bare ikke kunne holde ud at være (og derfor havde boet en del år), til Danmark, som han altid, lige fra længe før han blev født, havde hadet. Han slog sig ned i København, hvor det var sværest at komme væk i en fart, og fik et barn, som ellers var noget, han aldrig i livet havde lukket ind i et digt. Ikke hvad jeg vidste af i hvert fald” (107-108)

Forstå mig ret; jeg synes at Nordbrandt er en god digter og Tafdrup ligeså, hvis inderste zone i øvrigt bliver forvandlet til Beck-Nielsens besøg hos en tidligere DDR-luder i Berlin, hvor selve akten, den inderste zone, aldrig bliver fortalt, men hvor alt ellers er så mistrøstigt og langt væk fra Tafdrups erotik og inderlighed som muligt. Parodier gør os således altid klogere på en tekst og et forfatterskab, således også Jeg taler til jer, som Nielsen aldrig adresserer direkte, men som denne bog måske er i dialog med alligevel. Mine møder begynder trods alt med Poul Borum og hans protegeer, så kan man jo selv tænke over, om der ligger noget i det?

Tilbage er der kun at sige: Godt man ikke er Nielsen, eller godt man ikke altid er Nielsen, for en vis rem af huden har man vel? Ellers ville man ikke blive rørt, grine med, mærke frustrationerne og idiosynkrasierne så tydeligt, ja læse rødbedesaften. Nielsen er jo os alle, på en måde, i hvert fald alle os der sikkert ville plapre løs ind i mikrofonen til forskel fra farfaren i Tønder, da Beck-Nielsen, fordi han er den eneste i familien, der har mulighed for det, tager ned for at bo hos denne, efter at farmoren er død. Den gode sønnesøn Claus forsøger her at indhente farfarens historie:

”Fortæl! sagde jeg. Han så på mikrofonen, længe, flere minutter. Men han sagde ikke noget. Som om der slet ikke havde været noget, intet liv, ingen historie, ingen fejltagelser, fortrydelser, forelskelser eller pludselig lykke, men heller ingen sorg eller tab eller fortvivlelse. Jeg kunne ikke tro det. Jeg var ikke engang tredive år inde i livet, jeg havde hverken giftet mig eller fået børn, men jeg vidste allerede, hvor på én gang umisteligt og ubærligt, katastrofalt pinligt og intenst hvert eneste øjeblik er.” (169-170)

Men farfaren afbryder tavst seancen, det er jo trods alt kaffetid. At livet er en fortælling; det er en luksus og en forbandelse, som er blevet det senmoderne menneske tilskikket. Vi bygger bro mellem det velkendte og det mulige med fortællinger, vi forsøger at kontrollere livets peripeti. Eller som, den amerikanske psykolog Jerome Bruner, der i sin tid var med til at koble ideen om fortælling og identitet sammen, i sin tid sagde det:

"Fortælling er en beretning om menneskelige planer, der er kørt af sporet, forventninger, der er gået skævt. Det er en måde at domesticere menneskelige fejltagelser og overraskelser på. Den konventionaliserer de almindeligste former for menneskelige uheld i genrer - komedie, tragedie, romance, ironi eller en hvilken som helst anden form, der nu engang kan formindske smerten ved omskiftelserne i vores liv. Historier genopfrisker en slags konventionel visdom om, hvad man kan forvente, og også (eller især) om, hvad der kan forventes at gå galt, og hvad der kan gøres for at genoprette eller mestre situationen."

Nielsen er således et bemærkelsesværdigt eksempel på en sådan identitetsfortælling. På den ene side spænder han konstant ben for sig selv, ja han iscenesætter så at sige sine egne benspænd og omslag i skæbnen uden at kende konsekvenserne. På den anden side gør han alt for at mestre og kontrollere benspændet bagefter gennem sine bøger, skrifter, reportager, ja kort sagt: (selv)fortolkninger. Det han opnår, er imidlertid intensitet, ja intensiveret (livs)fortælling, hvor dødens forbandelse hele tiden hviler over det hele og rammesætter den form for peripeti, som man aldrig kan kontrollere sig ud af, heller ikke den gode Nielsen.

Mine møder med De Danske Forfattere er en fornøjelse og det tætteste forfatteren indtil videre har været på at skrive en letlæst bog. Det er Nielsen på frihjul. Nye læsere begynd her.

But I must also feel it as a man

Jeg havde en søvnløs nat og besluttede mig for at læse den seneste Roth-bog på min hylde i soveværelset færdig. Jeg gik ind i stuen, tændte lampen og satte mig i sofaen for at læse de sidste sider, der slutter sådan her:

"What you see from this silent rostrum up on my mountain on a night as splendidly clear as that night Murray left me for good - for the very best of loyal brothers, the ace of English teachers, died in Phoenix two months later - is that universe into which spectacle of no antagonism. You see with your own eyes the vast brain of time,. a galaxy of fire set by no human hand.

   The stars are indispensable."

Da jeg vågnede om morgenen, efter at være faldet i søvn igen, måtte jeg læse afslutningen igen. Jeg tænkte - det er sgu løgn, så god kan afslutningen på en roman simpelthen ikke være. Men det var den. Der stod akkurat det samme, igen om morgenen, hvor lyset nu havde fortrængt stjernerne, fiktionen og den sammenhæng, der kun hersker i mørket, og Roth endnu en gang lærte mig at antagonisme er menneskets lod, rastløsheden, den evindelige kamp for at stille sig tilfreds med det liv, man har og så Macduffs sætning fra Macbeth: "But I must also feel it as a man." Det er sådan det er for Roth og måske os andre, og den begrænsning, man nu engang må finde sig i, om det er lyst eller ej.

Diktet utenfor diktsamlingen

Prosagulv

Når man leder og læser længe og dybt nok i visse forfatterskaber og egentlig ikke længere kerer sig om værkernes grænser, får man øje for prosaen.

Igennem længere tid har jeg forsøgt at læse mig igennem Philip Roths forfatterskab til eksempel, og nok er Roths forfatterskab særegent, når det angår stemmen. Roth har en særlig stemme som ingen anden forfatter, og denne stemme er altid tydelig, uanset fortællere og karakterer i øvrigt i bøgerne, fiktive eller ej. Men: Lad mig postulere: Den prosa jeg taler om, er beyond fiktion, den er noget andet: Bunden i et forfatterskab måske? Klangbunden? Det som alt det andet hviler på. Men aldrig som man hviler på laurbærerne, for den er noget uroligt og dog afbalancerende, et gulv hvorfra sproget, fiktion og fortælling inkl., tager sit afsæt.

Det er naturligvis også en form for poetik, tror jeg, som jeg, indrømmet, er kommet til at holde af med årerne. Og muligvis noget jeg har lært ved at læse bøger, der bevidst bruger selvbiografisk stof. Eller bøger, vil jeg hellere sige, der er hinsides de grænser, som vi ellers kender fra skønlitteraturen. Heldigvis kalder vi ikke denne for fiction på dansk. For det er misvisende. Litteratur er så meget andet og mere. Det er jo også Karl Ove Knausgårds erfaring, og han henter denne fra Olav H. Hauges dagbøger, fra Larsson, Espedal, Gombrowicz, Handke, Bernhard, Hamsun, ja også fra et lille gement, centraleuropæisk kryb uden antydningen af et gulv whatsoever, Hitler.

Det skal siges, at ikke alle forfattere interesserer sig for denne prosa, dette gulv i deres forfatterskab, og måske kan man også tale om prosa i andet end litteratur. Udover Roth tænker jeg også på Hans Otto Jørgensen, men jeg har forunderligt nok også stødt på prosaen hos Per Højholt. Desuden tænker jeg på Nick Cave, måske Bruce Springsteen og Bob Dylan? Neil Young måske? Jeg har også set den hos Per Kirkeby, da man i Aarhus, nogle år tilbage, udstillede værker fra hele skabet. Jørgen Leth har den utvivlsomt og er en mester til at kalde den frem. Pablo Llambías forsøger for tiden at fremtvinge den med sine sonetter, og en forfatter ved navn Nielsen er så mærket af sin prosa, at han forsøger at tage livet af sig selv, gang på gang. Det kan gøre ondt at lande på; ja vi vil helst holde os flyvende over: Gulvet - den jævne flade, den faste grund under fødderne? Også versefødderne.

LUKKET: Unge forfattere og kunstnere! For dem er prosaen endnu ikke synlig, hverken for dem selv eller læseren, den viser sig kun under det lange seje træk, sorry.

Mod romanens natur

Hen imod slutningen af Tomas Espedals lille bog Mod naturen finder man følgende passage:

”Jeg tænker på mit arbejde som min industri. Jeg har skrevet hver eneste dag i mere end tyve år; når jeg ikke skriver, når jeg ikke orker, eller ikke kan, eller af andre grunde ikke magter at skrive på den roman jeg altid er i gang med, så skriver jeg i notesbøgerne, side op og side ned i disse notesbøger, der er mit andet arbejde.”

I forlængelse af dette spørger Espedal sig selv om, hvilket arbejde der er vigtigst, romanen eller notesbøgerne, og peger selv på notesbøgerne. Som læser stiller man derefter sig selv spørgsmålet, om den bog, man er i gang med, så er en roman eller en notesbog? Det meste peger på det sidste, ikke mindst det faktum, at det er en del af titlen, og at man ikke finder betegnelsen roman nogen steder i forbindelse med omslaget.

Det betyder ikke, at bogen ikke rummer mange romanagtige træk. Den er opdelt i fem navngivne dele: ”Biblioteket”, ”Arbejdet, fabrikken”, ”Kærlighedsarbejdet”, ”Arbejdsværelset, laboratorium”, ”Notesbøgerne”. Det længste og mest væsentlige afsnit i bogen er det midterste, ”Kærlighedsarbejdet”, der nok engang handler om Espedals nu afdøde kone, Agnete, og deres to børn. Det var også tilfældet i den til dansk desværre ikke oversatte dagbok fra 2003, hvori vi også hører om forholdet og ikke mindst en helt bestemt urscene i forfatterskabet. Espedal skriver om, hvordan Agnete har født deres første barn, og om hvordan han bærer moderkagen ud og graver den ned uden for huset:

”Ti år senere skulle jeg grave et lignende hul i jorden; jeg stod på samme måde med en spade i hånden, bøjet over hullet jeg havde gravet; men da var det Agnetes urne jeg anbragte i hullet, jeg dækkede den til med jord, rettede ryggen og tænkte på det øjeblik hvor jeg lagde moderkagen i jorden.”

Men selvom vi endnu en gang kredser om urscenen, og prosaen generelt må siges at være kredsende, bliver det aldrig redundant at læse Espedal. Man fornemmer at det liv, som han har levet, ikke mindst den markante kærlighedshistorie omkring Agnete, er et viltert og poetisk liv, for nu at citere fra undertitlen på en tidligere bog. Men det viltre overbydes altid af skriftarbejdet: et skrivebord og skriften, det at notere sit liv ned, der fungerer som et fast holdepunkt overalt i Espedals prosa. Således også i denne notesbog, der ud over fortællingen om kærlighedsforholdet til Agnete, rummer et mere og senere et af slagsen, hvor jeget forelsker sig hovedkulds i den noget yngre Jannie. Hun forlader ham, og bogen slutter atter med forfatteren ved sit skrivebord, en skrivende person der forsøger at få hold på det hele, men som diffunderer i skriften: jeg, han, du.

Undervejs spejler denne skrivende sig i en kærlighedshistorie om og af Pierre Abélard og om dennes omtumlede forhold til Héloïse, som han gør gravid, og hvis slægtninge senere hen kastrerer Abélard. Det skamfulde, som præger Abélards selvbiografiske beretning, er noget som jegfortælleren i Mod naturen spejler sig i. Ikke at det udmønter sig i kastration, hverken i bogstavelig eller overført forstand, men at det handler om en ældre mands forhold til en meget ung pige. Forsideillustrationen, som er et privatfoto, spiller i øvrigt på denne historie og gengiver to slørede, men alligevel maskerede personer, en mand og en kvinde, i et intimt optrin, hvoraf manden, trods det slørede, får os til at tænke på Espedal selv.

På alle niveauer er der således ikke noget filter, når Espedal skriver. Hovedpersonen, fortæller og forfatter deler ikke bare navn, de deler tilsyneladende også empirisk identitet. Naturligvis kan vi ikke vide, om alt er sandt, eller erindret rigtigt. Sådan er det jo i selvbiografisk litteratur, uanset genre og (u)mulige kontraktforhold mellem forfatter og læser. Men ideen er, at Espedal ikke ønsker nogen former for kontrakter, ingen forudsatte genreforventninger, ingen underhåndsaftaler, bare et nedfældet liv.

Umiddelbart kunne man forestille sig, at der var rigelig poesi i det liv, som Espedal lever og har levet uden for skriften. At han er en mand i berøring med et såkaldt autentisk liv. Men når man læser Espedal, er det alligevel som om, at den dybeste form for autenticitet ligger i selve skrivearbejdet, skriftens nu. Dette nu udgør sammen med ovennævnte urscene én ud af to former for punktumeffekter i forfatterskabet, hvor mennesket begynder, og litteraturen på en måde holder op. Jeg skriver bevidst ”på en måde”, for vi sidder jo tilbage med endnu en bog, et stykke litteratur fra Espedals hånd. Det, der holder op, er snarere litteratur i gængs forstand. I stedet har vi disse spor af liv.

Det betyder også, at uanset hvor heftigt et liv Espedal lever og har levet, så er det ikke kun det, der er i centrum. Det er på papiret og i skriftarbejdet, at vi møder Espedal, først og sidst, og her litteraturen bliver til stemme, ansigt, personlighed, men det levede liv findes tillige – med sin sorg, smerte, rus, kærlighed og død.

(trykt første gang i Standart nr. 1/Marts 2013)

Tilfældet

"En absolut uoverskuelig størrelse dette tilfælde. Således artet at man aldrig kan sige noget afgørende om det, hverken totalt afvise det eller endeligt acceptere det som årsag til noget som helst. Ikke engang i enkelte tilfælde - hvor ordet, tilfældigvis, betyder noget andet - med sikkerhed udpege det, tilfældet altså. Der er noget gennemgribende uvist over det. Man skulle derfor tro at det, ud over intellektuelt at aflyse enhver mening, var uhyre angstfremkaldende. Det er det nok sjældent. Blandt andet fordi vi, trods alt, næsten altid, undlader at beskylde det for de allerværste ugerninger. Og de klarest lysende triumfer. Det kan sagtens få lov til at afstedkomme ærgrelser, det kan stille sig på tværs af alskens fornuftige planer, forulempe trafikken, spolere enhver idyl. Og i bedste fald måske nogenlunde lige så jævnligt kan vi lade det optræde som et uventet held, en ny chance, en gave fra himlen. "

Jens Smærup Sørensen: Hjertet slår og slår (55)