….og han taler og taler og snakker, og jeg opdager, at han er jeg, eller omvendt, men det er jo egentlig også ligegyldigt, for han kommer til at tænke på, hvordan spørgsmålet om ethos (troværdighed) og den nye litteratur hænger sammen. Som et lyn fra en fuldstændig klar himmel slår det ned i ham, at vi mangler begrebet ethos, når vi taler om den nye litteratur. For hvorfor er det lige, at den gode Nielsen tager på alle sine missioner til Iran, Irak og Afghanistan? Han tænker: Det handler ikke om missionerne, men om teksten. Teksten ernærer sig ved den performance, der ligger bag, den opnår ethos, på en kompliceret måde ganske vist, men alligevel. Begravelsen ligeså, tænker han, den er ikke det vigtige, men den fantastiske tekst om begravelsen er vigtig, og den er kun blevet bedre og mere troværdig, retorisk set, pga. den handling der ligger bag. Performancen er fiktion, men det er teksten ikke. Eksempel: Teksten undlader at lyve om datteren, men datteren var ikke datteren til begravels...

Af og til giver det god mening at forsøge sig med noget helt andet, fx Suzanne Collins The Hunger Games , som jeg er i gang med. Her tænker jeg ikke på filmen, som vist skulle være god (og som jeg glæder mig til at se), men bogen som er fremragende. Javel, jeg ved, at det er ungdomslitteratur, men det forhindrer det jo ikke i at være stor litteratur. Fortællingens setting imellem de nærmest middelalderlige samfund, som de underkastede distrikter, der skal sende hver deres deltager til spillet, udgør, og en dystopisk fremtid, hvorfra Capitol hersker, fungerer godt og er godt tænkt. Men bogens refleksioner over sin samtid er, som ved al science fiction (tror jeg) det allervæsentligste. Bogen handler om, hvordan det er at være ung i en medialiseret tid som vores, hvor man er på og deltager med livet som indsats i det sociale, som her er et overvåget dødsspil (Hunger Game). Fungerer man godt, når man er på , får man sponsorer og bliver publikumsdarling. Dødsspillet er derfor ikke kun en ...

"Dreams in art either make sense, or they make no sense at all, but they never manage to do both at the same time, the way dreams do while we’re dreaming them." Michael Chabon om, hvorfor han hader  drømme  både i virkeligheden og i kunsten (fra NYRB).

Knausgaard i USA: Interview og reception af My Struggle i NYT .

Jeg vil gerne gøre lidt reklame for min kollega Dan Ringgaards nye bog om Jørgen Leth: Stoleleg. Jørgen Leths verdener. Ringgaard har igennem en periode fulgt Leth rundt omkring i verden, og det er der kommet denne bog ud af, der i mine øjne klart er det bedste, der nogensinde er skrevet om Leth, og desuden den første samlede præsentation af Leths ouvre, hvor det hele er med: bøgerne, filmene, journalistikken og livet. Dertil kommer, at Ringgaard er en fremragende og original formidler af sit stof. På essayistisk vis lykkes det Ringgaard at præsentere og sammenfatte centrale temaer og former på tværs af livsværket. Igennem bogens mange korte essays, som på sin vis hver især fungerer på autonome præmisser, men som alligevel har møderne med Leth som ledetråd, når Ringgaards læsninger dybere og dybere ind i livsværkets nerve. Efterhånden som man læser sig frem i bogen, bliver man langsomt klogere på gesamtkunstwerket Leth i sin helhed, ikke mindst forbindelsen mellem liv og værk, og m...

Jeg sidder og retter de studerendes opgaver i litteraturanalyse. De fleste skriver om en bestemt tekst af Preben Major Sørensen, der hedder "Burnetts museum". Det går fint, og jeg er naturligvis meget stolt af dem. Niveauet er generelt højt. Men det slog mig pludselig, at de jo alle er fantastiske til at finde referencer i teksten til Alexander den Store, Atlantis, det gamle Grækenland og jeg skal komme efter dig (via google, hvad ellers?), imens ingen nævner H.C. Andersens "Alt paa sin rette Plads", som Sørensens korte tekst formentlig også henviser til. Skulle man være i det gammelmands kritiske hjørne, kunne man påstå, at det første handler om kompetencer, imens det sidste handler om dannelse. Google kan ikke fortælle dig, at Sørensens tekst skrives ovenpå Andersens. Den kan heller ikke linke eventyrgenren med kortprosaen. Den form for virtualitet foregår ikke online, medmindre man da tænker sin hjerne og bevidsthed som en slags online-tilstand (det er der måsk...

Jeg sad og surfede Informations litteratur-sektion igennem her til morgen og faldt over tre ting: Andersen Nexøs lovprisning af Hesselholdts Selskabet (hun skriver da godt [GAB], men jeg håber ikke, at det er hende, der skal redde Danmarks litterære fremtid, som Andersen Nexø antyder i sin anmeldelse), derudover en dødserklæring over den danske litterære offentlighed, jamen (øhh) AMEN, fordi Promenaden er et mislykket projekt, men fordi det ikke lykkes for Promenaden, er det vel næppe ensbetydende med hele den danske litterære offentlighed? Tre hurtige bud på, hvad der er galt: Perspektivet (smalt og en anelse højpandet), timingen (det skulle være sket for 5 år siden), den ikke (særligt) overraskende sammensætning af holdet bag (heterogen ved første øjekast, men måske alligevel for homogen ved næste). Dette være sagt uanset hvor meget jeg end sætter pris, individuelt, på alle hovederne bag bloggen, både som forfattere og kritikere. Nå, men jeg fortsatte og fandt da...