Vejledning 3 (ethos og skønlitteraturen)

….og han taler og taler og snakker, og jeg opdager, at han er jeg, eller omvendt, men det er jo egentlig også ligegyldigt, for han kommer til at tænke på, hvordan spørgsmålet om ethos (troværdighed) og den nye litteratur hænger sammen. Som et lyn fra en fuldstændig klar himmel slår det ned i ham, at vi mangler begrebet ethos, når vi taler om den nye litteratur. For hvorfor er det lige, at den gode Nielsen tager på alle sine missioner til Iran, Irak og Afghanistan? Han tænker: Det handler ikke om missionerne, men om teksten. Teksten ernærer sig ved den performance, der ligger bag, den opnår ethos, på en kompliceret måde ganske vist, men alligevel. Begravelsen ligeså, tænker han, den er ikke det vigtige, men den fantastiske tekst om begravelsen er vigtig, og den er kun blevet bedre og mere troværdig, retorisk set, pga. den handling der ligger bag. Performancen er fiktion, men det er teksten ikke. Eksempel: Teksten undlader at lyve om datteren, men datteren var ikke datteren til begravelsen. Performancen mangler måske nok ethos, teksten gør det ikke.




Og så pludselig dette andet lyn, midt under vejledningen. Han taler i fortænkte tunger, men alligevel. Det lyder nogenlunde sådan her:




Lad os antage, at skønlitteraturens troværdighed er under pres. Den har ingen kulturel vægt, den intervenerer ikke samfundsmæssigt usw. Litteraturen indtager simpelthen en anden rolle, end dengang Villy Sørensen, inden for en velfærdsstats ramme, regnede den for at være noget, der skulle beskrive det andet, det fortrængte, vor kulturs id, og jeg skal komme efter dig.
Skønlitteraturen har ligesom to muligheder for at opnå troværdighed (ethos). Den ene, den hurtige, er at hive forfatteren ind i den retoriske ramme: Vi får selvfremstilling, autofiktion, romaner der benytter sig af den selvbiografiske formel: hovedperson = fortæller = forfatter.

Den anden mulighed: Fiktioner, der er så suveræne fiktioner, at de vinder troværdigheden ad den vej. Enten ved simpelt at være over mange sider, eller ved at demonstrere så grundig research og så mange nøjagtige detaljer, at fiktionen fungerer, ja, som fiktion.

1) kunne være Leines Kalak, Romers Den som blinker…., Jørgensens Hestenes Øjne m.m. fl. 2) kunne fx være Jungersen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, måske den sene Kirsten Thorup, fx Førkrigstid og ja, chok, måske endog Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang.

Imellem eller ved siden af disse: den litteratur, som ikke stiller krav til sig selv om at være troværdig i vor tids samfund, som måske slet ikke kerer sig om troværdighed i den forstand, men som vil underholde: Underholdningsfiktion: Krimier, aktuel fiktion om politisk spin etc. Den litteratur, som litterater ikke gider at beskæftige sig med, den litteratur der måske slet ikke er (skøn)litteratur, men snarere film i en bog. Den lader vi passe sig selv.

....

Det er ikke kun et dansk fænomen: Gå til Frankrig fx, hvor vi på den ene side har Jonathan Littels De velvillige og på den anden Michel Houellebecqs romaner.

Se i øvrigt forskellen: Knausgård skriver om det seksuelle forhold mellem et pigebarn og en voksen mand i Ude af verden i en konventionel fiktionsramme, og det afføder ikke andet end anmeldernes jubel. Knausgård skriver i en autofiktiv ramme om to teenagere, der mødes og kysser lidt i Nordnorge i Min kamp 4, og det medfører en skandale.

Samfundsmæssig skønlitterær intervention sker på bekostning af litterær kvalitet, i hvert fald kvalitet forstået som den måde, receptionen vurderer værket, dvs. usikkerhed omkring bedømmelse. Man ved aldrig, hvem der læser med, når man bevæger sig uden for fiktionens trygge rammer, men man ved dermed heller ikke, hvem der anmelder, eller hvilke kriterier, de anvender, når de vurderer ”værket”. Til gengæld får man skandalen og omtalen og dermed interventionen...

(han er vist faldet i søvn, eller i hvert fald ind i sig selv, konstaterer den vejledte)

Hunger Games

Af og til giver det god mening at forsøge sig med noget helt andet, fx Suzanne Collins The Hunger Games, som jeg er i gang med. Her tænker jeg ikke på filmen, som vist skulle være god (og som jeg glæder mig til at se), men bogen som er fremragende. Javel, jeg ved, at det er ungdomslitteratur, men det forhindrer det jo ikke i at være stor litteratur.

Fortællingens setting imellem de nærmest middelalderlige samfund, som de underkastede distrikter, der skal sende hver deres deltager til spillet, udgør, og en dystopisk fremtid, hvorfra Capitol hersker, fungerer godt og er godt tænkt. Men bogens refleksioner over sin samtid er, som ved al science fiction (tror jeg) det allervæsentligste. Bogen handler om, hvordan det er at være ung i en medialiseret tid som vores, hvor man er på og deltager med livet som indsats i det sociale, som her er et overvåget dødsspil (Hunger Game). Fungerer man godt, når man er på, får man sponsorer og bliver publikumsdarling. Dødsspillet er derfor ikke kun en kamp om at overleve, men også en kamp om (kameraernes og dermed publikums) opmærksomhed. Yrk - godt man ikke er UNG længere!?

Collins har vistnok selv nævnt, at hun fik ideen til Hunger Games, da hun surfede imellem fjernsynskanalerne dengang USA invaderede Irak. Blandingen mellem disse billeder og de reality shows, der i øvrigt var at finde på skærmen, gav hende ideen til bogen. På den måde er bogen jo faktisk i familie med (vores egen) Nielsens roman Selvmordsaktionen, der også via sin sci-fi setting forsøger at beskrive sin ubeskrivelige samtid.

Tænk, hvis intervention i Irak blot var et igangsat dødspil, der skulle underholde alle os borgere fra Capitol?

Chabon: Why I hate dreams

"Dreams in art either make sense, or they make no sense at all, but they never manage to do both at the same time, the way dreams do while we’re dreaming them."

Michael Chabon om, hvorfor han hader drømme både i virkeligheden og i kunsten (fra NYRB).

Mr. Kuh-NOWS-guard

Knausgaard i USA: Interview og reception af My Struggle i NYT.

Ringgaard: Stoleleg. Jørgen Leths verdener

Jeg vil gerne gøre lidt reklame for min kollega Dan Ringgaards nye bog om Jørgen Leth: Stoleleg. Jørgen Leths verdener. Ringgaard har igennem en periode fulgt Leth rundt omkring i verden, og det er der kommet denne bog ud af, der i mine øjne klart er det bedste, der nogensinde er skrevet om Leth, og desuden den første samlede præsentation af Leths ouvre, hvor det hele er med: bøgerne, filmene, journalistikken og livet.

Dertil kommer, at Ringgaard er en fremragende og original formidler af sit stof. På essayistisk vis lykkes det Ringgaard at præsentere og sammenfatte centrale temaer og former på tværs af livsværket. Igennem bogens mange korte essays, som på sin vis hver især fungerer på autonome præmisser, men som alligevel har møderne med Leth som ledetråd, når Ringgaards læsninger dybere og dybere ind i livsværkets nerve. Efterhånden som man læser sig frem i bogen, bliver man langsomt klogere på gesamtkunstwerket Leth i sin helhed, ikke mindst forbindelsen mellem liv og værk, og man bliver desuden klogere på, hvorfor Ringgaards fremgangsmåde faktisk er en nødvendighed i forhold til at skrive en bog som denne.

Tillykke til Leth med de 75 år og tillykke til Dan for at have forfattet en dybt original, forskningsformidlende bog som denne.

Kompetence og dannelse - alt på sin rette plads

Jeg sidder og retter de studerendes opgaver i litteraturanalyse. De fleste skriver om en bestemt tekst af Preben Major Sørensen, der hedder "Burnetts museum". Det går fint, og jeg er naturligvis meget stolt af dem. Niveauet er generelt højt. Men det slog mig pludselig, at de jo alle er fantastiske til at finde referencer i teksten til Alexander den Store, Atlantis, det gamle Grækenland og jeg skal komme efter dig (via google, hvad ellers?), imens ingen nævner H.C. Andersens "Alt paa sin rette Plads", som Sørensens korte tekst formentlig også henviser til. Skulle man være i det gammelmands kritiske hjørne, kunne man påstå, at det første handler om kompetencer, imens det sidste handler om dannelse.

Google kan ikke fortælle dig, at Sørensens tekst skrives ovenpå Andersens. Den kan heller ikke linke eventyrgenren med kortprosaen. Den form for virtualitet foregår ikke online, medmindre man da tænker sin hjerne og bevidsthed som en slags online-tilstand (det er der måske flere og flere der gør...). Med google laver man en radarsøgning på alt, hvad der bevæger sig, og det kan de naturligvis - det er vel det, kompetence handler om, om potentielt at kunne løse enhver fremtidig opgave tilfredsstillende, ahistorisk, systematisk, virtuelt.

Dannelse derimod handler om at se tilbage på en diakron måde, om faktisk at have kendskab til sådan en som Andersen og hans tekster. At have læst dem, ham. Uanset hvad, så forekommer den potentialitet der ligger i dannelsen, en anelse gammeldags, usystematisk, støvet (som mine bøger på hylden), og man ved aldrig, hvornår man har brug for den. Aldrig formentlig. For dannelse har man slet ikke tid til at blive undervist i, med alt det man skal nå at lære. Ja, man har faktisk slet ikke tid til at lære noget i dag pga. alt det, man skal nå at lære. Det er jo et hyperkomplekst samfund, vi lever i, og derfor skal man lære at lære, før man lærer noget. Der er ingen grund til at stoppe sit hoved med konkret viden; det vigtige er at have viden om, hvordan man tilegner sig viden. Der findes jo så uhyrlig meget derude i den store, stygge virkelighed.

Langt hen ad vejen er jeg jo enig i denne tankegang, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det  påvirker os og vores viden? Problemet er ikke, tror jeg, at en bestemt viden forsvinder, eller at engang var vi alle - åh - så dannede, og nu er vi bare dumme. Det er for simpelt. Det er mere måden at anvende sin viden, det handler om: Vi linker i stedet for at tænke selv. Vi scanner i stedet for at læse etc.

Værdsætter vi således overhovedet den viden, der er ophobet som dannelse i dag? Inden jeg bliver for gammelmandskritisk vil jeg til dette svare, ja (- jeg, der langtfra føler mig som en dannet person). Ud fra den spinkle erfaring jeg har fra min egen og mine kollegers undervisning, kan jeg sige, at de studerende sætter pris på den slags dannet viden, men at de måske har vanskeligere og vanskeligere ved at relatere sig til den. Det er ikke dem, som man siger. Hvad hvis det derfor er sådan, at den dannede måde at anvende sin viden på, hvis man kan tale om en sådan, simpelthen er ved at forsvinde til fordel for noget andet?

En viden, der permanent og synkront flyder ud i  links til alt, en viden som netop ikke er dannet, men altid under dannelse. En viden, der ikke er noget, man har, men noget man altid opsøger og kan opsøge? Hvad gør denne ændring i vores tankegang og i vores håndtering af viden? Er det ikke det, der skal bekymre os, når vi taler dannelse overfor kompetence?

Sure morgenmumlerier først i juni + lys i mørke pigesind: Ravn, Ditlevsen, Plath

Jeg sad og surfede Informations litteratur-sektion igennem her til morgen og faldt over tre ting: Andersen Nexøs lovprisning af Hesselholdts Selskabet (hun skriver da godt [GAB], men jeg håber ikke, at det er hende, der skal redde Danmarks litterære fremtid, som Andersen Nexø antyder i sin anmeldelse), derudover en dødserklæring over den danske litterære offentlighed, jamen (øhh) AMEN, fordi Promenaden er et mislykket projekt, men fordi det ikke lykkes for Promenaden, er det vel næppe ensbetydende med hele den danske litterære offentlighed? Tre hurtige bud på, hvad der er galt: Perspektivet (smalt og en anelse højpandet), timingen (det skulle være sket for 5 år siden), den ikke (særligt) overraskende sammensætning af holdet bag (heterogen ved første øjekast, men måske alligevel for homogen ved næste). Dette være sagt uanset hvor meget jeg end sætter pris, individuelt, på alle hovederne bag bloggen, både som forfattere og kritikere.

Nå, men jeg fortsatte og fandt dagens lyspunkt, Olga Ravns sidste pip på Information, i hvert fald for denne gang. Det mindede mig om, at jeg skylder Olga en undskyldning. En undskyldning for en anmeldelse af hendes digtsamling Jeg æder mig selv som lyng. Jeg ved faktisk ikke, om anmeldelsen allerede er publiceret, men ellers kommer den på et tidspunkt i Standart. Jeg anmelder ikke hendes bog dårligt, slet ikke, men problemet er, at jeg har misforstået projektet bag hendes digte, og at jeg først fandt ud af, hvad det handlede om, da jeg begyndte at læse Tove Ditlevsens digte igen for nyligt, fordi jeg skulle lave et opgavesæt til mine studerende, hvor de kunne vælge at analysere enten et digt af Ravn og perspektivere dette til Ditlevsen, eller omvendt (opgaven er i øvrigt et stort cadeau til Ravn, uanset min anmeldelse i øvrigt).

Der er altså denne kobling mellem pigesind anno 1930erne hos Ditlevsen og pigesind anno 2010erne hos Ravn ved disse to bøger, vi ser på billederne til højre ovenfor. Det handler om mellemværendet med kroppen, dvs. kroppens rolle i Ravns digte i forhold til Ditlevsens. I første omgang opfattede jeg det lidt som en tidstypisk tendens, der havde podet sig lidt ufrivilligt på Ravns digte, men som egentlig ikke havde med Ditlevsen at gøre. Så genlæste jeg åbningsdigtet "Grammatisk ubehag" fra Jeg æder mig selv som lyng og forstod jo så, udover at det er et godt digt, at det tillige var en fremragende læsning, ikke bare af Ditlevsens Pigesind, men også af Ditlevsen som sådan. Ravn havde simpelthen blik for manglerne, især kroppen som mangel hos Ditlevsen, samt for de underligheder, den mangel afføder, det mærkværdige pigesind, der afsløres og viser sig i Ditlevsens syrede brug af pronominer, ikke mindst hendes brug af ordet "du". Dette "du" hos Ditlevsen er en skummel størrelse, alt fra en lillepige stemme gemt i jeget selv, til en elsker og til en mere eller mindre uhyggelig mor/far. Men når du'et bliver en sødlig samtalepartner omkring det (lille)pigesind, Ditlevsen forsøger at beskrive, måske endog afvikle, når du'et bliver et tilflugtssted, så går det galt. Og formentlig er det det, som Ravn vil undgå i sine digte. Deraf det grammatiske ubehag. Hun lader pigesindet fare i kvindekroppen i stedet.

Forsiderne fortæller muligvis allerede denne historie: Ravns forside er et billede af det kvindelige bryst, set indefra, hos Ditlevsen er det hele kvinden, der rejser sig som en blomst. Men en blomst er forsidebilledet på Ravns bog på en måde også, Det er dog formentlig det unge pigekød, der blomstrer til forskel fra Ditlevsen. Her er det snarere pigesindet, der visner i en diskurs, som måske mangler (kvindelige) tilflugtssteder. På en måde begraver Ditlevsen sit pigesind, måske i det du, der er så flertydigt? I hvert fald finder man flere (selv)begravelsesdigte i hendes bøger, og her minder hendes selvdestruktivtet til tider om fx Sylvia Plath (som man fx kunne håbe, at Ravn læser sig varm på næste gang).