Simon Grotrian 50 år

Svanerne er Simons, de blinker bøjet
i støvet opstår øjnene
og glasperler triller på ny
fra hans hånd.
Hvis det er mine vinger
du har set dér på skærmen,
så send mig straks alle himlens
på een gang blinkende stjerner i skriften
denne eksploderende postkasse
ingen kan rumme på nær rummet
som rummer sig selv og os
fra jorden op til sig.



(kun kommentarer som digte accepteres, men skriv gerne nogle linjer til Simon : - )

Julegaveideer

Går man og spekulerer på, hvad man skal give sine elskede i julegave, er der her to bud: Den gode og den onde. Så kan man jo selv vælge. Begge bøger er fremragende, men på hver deres meget forskellige måde. O'Hara er jo livsbekræftende og flyder ovenpå alt. Bernhard derimod er en af de mest mugne forfattere, man kan læse. Han er så muggen, at man nærmest griner af det og sig selv til sidst - det må være en vits, tænker man - men det er det ikke, og det bliver bare ved og ved. Jeg kan levende forestille mig, hvordan det ville lyde på tysk - endnu grummere. Heldigvis har Søren Fauth leveret denne fremragende oversættelse til os alle sammen, så vi kan surmule med Bernhard og føle malstrømmen suge os helt ned i afgrunden.

O'Hara er i øvrigt også fremragende oversat til dansk af Pejk Malinovski og Palle Sigsgaard. Tak for det.

Promenade i Andedammen?

Jeg kan sådan set kun sige hurra for Promenaden og hilse den nye litterære blog med otte stærke skribenter velkommen i cyberspace. Min eneste skepsis går sådan set bare på, om der er en (vigtig) dagsorden at sætte, dér hvor man forsøger at sætte den (på Sentura forsøgte man noget lignende via Senturaklummen, men det ebbede hurtigt ud). Man skriver i den første manifesterende pressemeddelelse på Promenaden:

"Formen er med andre ord fri, men det er en overordnet idé for bloggen, at den skal være et alternativ til en stadig mere kommerciel og udvandet litteraturformidling i Danmark."

Men her har man jo kun øje for den litteraturformidling, man kender fra aktualiserende medier, fx dagblade, fjernsyn og radio, som er den mest synlige af slagsen. Jeg skal ikke kunne afgøre, om den er blevet mere kommerciel og udvandet, end den har været tidligere, men min pointe er, at det for det første ikke den eneste litteraturformidling, der finder sted, og for det andet, og vigtigere, det er måske ikke den vigtigste.

Alt for ofte glemmer man (i sådanne situationer som Promenaden italesætter sig i forhold til) at litteraturformidling også finder sted i undervisningssystemet (universitet, seminarier, gymnasier osv.) - og at der findes tidsskrifter, afhandlinger, opgaver osv. der alle beskæftiger sig med formidlingen af litteratur. Den er imidlertid ikke så synlig og aktualiserende, den er måske ligefrem sendrægtig, men den findes i allerhøjeste grad.

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke en smule kritisk på det, som Promenaden definerer sig på baggrund af, og som jo dermed indirekte kommer til at definere bloggen. Er man bare en smule bitter over, at man ikke figurerer i de aktuelle medier? Det ser ud som om, at man vil åbne op for litteraturformidlingen, men den forbliver en smule lukket (fx fra forfatter til forfatter).

Men ok: Lad mig være konstruktiv i stedet for kun kritisk. Forslag til et dogme på Promenaden: Du må ikke skrive om aktuel dansk samtidslitteratur (heller ikke dit eget forfatterskab)?!

; - )

Fiktionens forandringer

Særnummer af Spring om "Fiktionens forandringer" er udkommet og kan købes nu.

(Uddrag: Forord ved Poul Behrendt, Marianne Barlyng og Rolf Reitan, der har redigeret nummeret)

Da debatten om Åsne Seierstads journalistiske romaner var på sit højeste, udtalte Jan Guillou, at hvis bare fire procent af en fremstilling er fiktion, så er hele fremstillingen fiktion. En procentsats, der var valgt med omhu. Den svarer til andelen af salt i verdenshavene. Det kan godt være, at 96 procent heraf er det rene vand, men de resterende fire procent gør det hele udrikkeligt. Det er en generel opfattelse, der er kommet under stigende pres de sidste ti år og senest er blevet prøvet ved flere skandinaviske retsinstanser, med forskelligt udfald. Noget kunne tyde på, at en domstol ikke er det bedste sted at afgøre problemet, som ikke desto mindre optager offentligheden, fordi der ikke længere findes nogen konsensus om, hvor grænsen mellem
virkelighed og fiktion går. Er fiktion en parallelverden til den  eksisterende, bare uden virkelighedens juridiske og handlingsmæssige konsekvenser? Eller er fiktion tværtimod en alternativ verden med egne love og regler, fuldt så gyldige som den tilfældigvis eksisterende? Er fiktion overhovedet ikke noget område eller nogen verden, og heller ikke nogen genre, men derimod et felt – fiktionalitet, som vi betjener os af, ligesom af ironi, også i vores daglige adfærd? Er fiktion efterligning af virkelighed, eller efterligning af tale? Er den en afkobling af tale? Er fiktion stedet for udfoldelse af alt det, der pga. forskellige hensyn aldrig kan udfoldes fuldt i virkeligheden? Eller er fiktion tværtimod en måde at se den eksisterende verden på?

Det er nogle af de spørgsmål, der rejses og besvares i dette dobbeltnummer om “Fiktionens forandringer”. Indholdet er resultatet af et samarbejde mellem to forskergrupper ved Københavns og Aarhus Universitet, “Unnatural Narratology” på Nordisk Institut i Aarhus og “Forfatter- og fortællestudier” på INSS i København, samt tidsskriftet Springs redaktion. Vi har ikke bare ønsket at introducere nogle af de mange nye teorier om fiktion, som har gjort sig gældende i narratologiens postklassiske æra, frem for alt Richard Walsh: The Rhetoric of Fictionality som afløser for Wayne C. Booths pragmatiske fiktionsteori. Vi har også ønsket at afsøge og genrebestemme de grænseoverskridende måder, hvorpå fiktion bruges i fiktionens forandringer i samtidens medier, ikke bare bogmediet, men også lyd- og billedmedier – for at vise, at narratologien har konsekvenser og relevans på tværs af fagskel. Litteraturhistorisk strækker emnerne sig fra forrige århundredes fiktionsfornyere som St. St. Blicher, Søren Kierkegaard og H. C. Andersen via modernisterne Klaus Rifbjerg, Per Højholt og Jørgen Leth til årtusindskiftets hybridforfattere: danske Claus Beck-Nielsen, svenske Jonas Hassen Khemiri, norske Jan Kjærstad og hans litterære modpol Karl Ove Knausgård. I alle tilfælde er der tale om en narratologisk indfaldsvinkel, som åbner for en ny måde at læse forfattere/auteurer og værker på.

Knausgårds kamp med døden

"Døden har aldrig slået nogen rigtige forfattere ihjel. De lever af den." Citat fra Poul Behrendts fremragende kronik om Karl Ove Knausgårds Min kamp i Politiken.

Kan man ikke få nok af essays i forlængelse af Min kamp, kan man jo gå videre til Eivind Tjønnelands tekst fra Morgenbladet, hvor han beskriver Min kamp som en "interaktiv realityroman". Jeg har svært ved at finde ud af, om Tjønneland er fascineret af Knausgård, og hvis han er det, hvorfor så denne lidt nedladende tone? Hvad er det, han har i klemme, og som ikke rigtigt kan komme ud?

Under alle omstændigheder ligger Tjønnelands fjernlæsende og filosofiske tilgang langt væk fra Behrendts. Kun den sidstnævntes kronik påviser således, hvorfor det også er stor litteratur.

Challenging Fiction

I forbindelse med udgivelsen af et særnummer af Spring med titlen "Fiktionens forandringer" redigeret af Poul Behrendt og Rolf Reitan afholdes dette seminar 9/12 på Aarhus Universitet