Hold ud, Claus!

Tue Andersen Nexø skriver i sin klumme, at Claus Beck-Nielsen bør vende tilbage til livet og sammenligner bl.a. dennes argumentation med Henrik Qvortrups forsvar for sine dispostioner angående redaktionen af Se og Hør. Men der er jo, så vidt jeg kan se, en verden til forskel imellem Beck-Nielsen og Qvortrup, bl.a. den at Se og Hør ikke er kunst og ej heller en roman, og Qvortrup vistnok ikke en kunstner, selvom mange måske synes, at han er fantastisk.

Parateksten, som man kalder det, betyder faktisk en hel del, og man lægger da også mærke til at Selvmordsaktionen vistnok ikke er en roman, imens Suverænen er det (måske et livstegn?). Og det med at døden giver god PR, som Tue skriver, og i næste omgang står i vejen for både mandens liv og kunst, tjah, det er jo kun de platte journalister, der har det problem, så vidt jeg kan se, og dem skal man ikke rette sig efter.

Så jeg vil i stedet sige: Hold ud Claus Beck-Nielsen (1963-2001). Forbliv død, så længe du kan og tør. Hver dag er faktisk en form for gave. Det er ikke bare en udfordring for dig selv, men også for os andre (og i parentes bemærket: jeg orkede ikke selv at være det og forstår gerne, hvis du er ved at være træt af det. Det er jo i sig selv uhyggeligt morsomt, at Das Beckwerk foreslår som en løsning på Claus Beck-Nielsens død død at lade ham begrave).

Den utidighed imellem hændelser, der angår liv og død, det er der hunden ligger begravet. Kan vi være den foruden? Vil det ikke formindske den kunstneriske kvalitet i projektet?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

Læs mere