I forbindelse med udstillingen Håb og Erindring. En udstilling om Johannes Ewald skal jeg på mandag holde et oplæg på et seminar om Johannes Ewald. Det foregår naturligvis på Bakkehusmuseet . Udover min optræden vil der være oplæsning af Morten Søndergaard og Mette Moestrup samt foredrag af Peer. E Sørensen, Dan Ringgaard, Erik A. Nielsen og Jan Rosiek. Det starter kl 10 og varer til kl 16.30, hvis man skulle være interesseret.

Tue Andersen Nexø skriver i sin klumme , at Claus Beck-Nielsen bør vende tilbage til livet og sammenligner bl.a. dennes argumentation med Henrik Qvortrups forsvar for sine dispostioner angående redaktionen af Se og Hør . Men der er jo, så vidt jeg kan se, en verden til forskel imellem Beck-Nielsen og Qvortrup, bl.a. den at Se og Hør ikke er kunst og ej heller en roman, og Qvortrup vistnok ikke en kunstner, selvom mange måske synes, at han er fantastisk. Parateksten, som man kalder det, betyder faktisk en hel del, og man lægger da også mærke til at Selvmordsaktionen vistnok ikke er en roman, imens Suverænen er det (måske et livstegn?). Og det med at døden giver god PR, som Tue skriver, og i næste omgang står i vejen for både mandens liv og kunst, tjah, det er jo kun de platte journalister, der har det problem, så vidt jeg kan se, og dem skal man ikke rette sig efter. Så jeg vil i stedet sige: Hold ud Claus Beck-Nielsen (1963-2001). Forbliv død, så længe du kan og tør. Hver dag er fa...

Dana Gioia, der er en fremragende amerikansk poet og kritiker, skriver i dette fine essay om, hvordan poesien, som nogle af os kender den, om muligt reagerer på at blive marginaliseret af nye former for poesi, fx raptekster, language poetry, poetry slam og, mindre relevant for danske forhold, cowboy poetry m.m. Det er et interessant perspektiv, som Gioia fremkommer med, og selvom man måske af og til kan blive en smule trist over, hvor lidt poesien fylder inden for den akademiske verden, hvor litteraturen som sådan er underlagt alle mulige og umulige former for "cultural studies", og hvor den som en feltmadras ligger fladmast allernederst, så er der måske alligevel håb at spore. Ved at være så utrendy ender poesien måske alligevel med at blive trendy igen, en litteratur for tabere som os. I hvert fald får jeg modet tilbage, når Gioia afslutter sit essay sådan her: "Although conventional wisdom portrays the rise of electronic media and the relative decline of print as a ...

"neither the lyricization nor the delyricization of criticism has effected this shift from poetry as cultural practice to poetry as pathetic abstraction. Instead, the lyricization of poetry itself—the historical transformation of many varied poetic genres into the single abstraction of the post-Romantic lyric—is responsible for our current, spectral ideal of a genre powerful enough to overcome our habits of not reading it. But my way of phrasing that idea betrays the problem. The notion that poetry is or ever was one genre is the primary symptom of the lyricization of poetry: the songs, riddles, epigrams, sonnets, epitaphs, blasons, lieder, elegies, marches, dialogues, conceits, ballads, epistles, hymns, odes, eclogues, and monodramas considered lyric in the Western tradition before the early nineteenth century were not lyric in the same sense as the poetry that we think of as lyric. The fact that we think of almost all poetry as lyric is the secondary symptom of lyricization. Whe...

Jeg skal til Springsteen koncert - i Herning - af alle steder. For et par år siden lirede jeg dette digt af, efter en veritabel Bruce-mani. Det er vel sådan en nonsens-ting a la dem man finder rundt omkring i Laugesens digtning (uden anden sammenligning i øvrigt). En tosset rundgang i sproget, der så, hvis man er heldig, slynger en enkelt og til tider fantastisk linje af sig. Men ellers er det jo et digt, der lægger sig skørt opad "I'm on fire": Hey, lille ven står din far på klem, blev han væk i en sæk fuld af blæk, eller kørte han sig selv i sænk på en bænk uden stænk, så tænk, for mig er der kun dig og hvis du skal med så er det af sted. Natten er stor som et negerkor og stjernerne fylder os på – kosmosbenzin ud i det blå.