& Ewald

I forbindelse med udstillingen Håb og Erindring. En udstilling om Johannes Ewald skal jeg på mandag holde et oplæg på et seminar om Johannes Ewald. Det foregår naturligvis på Bakkehusmuseet. Udover min optræden vil der være oplæsning af Morten Søndergaard og Mette Moestrup samt foredrag af Peer. E Sørensen, Dan Ringgaard, Erik A. Nielsen og Jan Rosiek. Det starter kl 10 og varer til kl 16.30, hvis man skulle være interesseret.

Hold ud, Claus!

Tue Andersen Nexø skriver i sin klumme, at Claus Beck-Nielsen bør vende tilbage til livet og sammenligner bl.a. dennes argumentation med Henrik Qvortrups forsvar for sine dispostioner angående redaktionen af Se og Hør. Men der er jo, så vidt jeg kan se, en verden til forskel imellem Beck-Nielsen og Qvortrup, bl.a. den at Se og Hør ikke er kunst og ej heller en roman, og Qvortrup vistnok ikke en kunstner, selvom mange måske synes, at han er fantastisk.

Parateksten, som man kalder det, betyder faktisk en hel del, og man lægger da også mærke til at Selvmordsaktionen vistnok ikke er en roman, imens Suverænen er det (måske et livstegn?). Og det med at døden giver god PR, som Tue skriver, og i næste omgang står i vejen for både mandens liv og kunst, tjah, det er jo kun de platte journalister, der har det problem, så vidt jeg kan se, og dem skal man ikke rette sig efter.

Så jeg vil i stedet sige: Hold ud Claus Beck-Nielsen (1963-2001). Forbliv død, så længe du kan og tør. Hver dag er faktisk en form for gave. Det er ikke bare en udfordring for dig selv, men også for os andre (og i parentes bemærket: jeg orkede ikke selv at være det og forstår gerne, hvis du er ved at være træt af det. Det er jo i sig selv uhyggeligt morsomt, at Das Beckwerk foreslår som en løsning på Claus Beck-Nielsens død død at lade ham begrave).

Den utidighed imellem hændelser, der angår liv og død, det er der hunden ligger begravet. Kan vi være den foruden? Vil det ikke formindske den kunstneriske kvalitet i projektet?

Shakespeare fra 8210

Dana Gioia, der er en fremragende amerikansk poet og kritiker, skriver i dette fine essay om, hvordan poesien, som nogle af os kender den, om muligt reagerer på at blive marginaliseret af nye former for poesi, fx raptekster, language poetry, poetry slam og, mindre relevant for danske forhold, cowboy poetry m.m. Det er et interessant perspektiv, som Gioia fremkommer med, og selvom man måske af og til kan blive en smule trist over, hvor lidt poesien fylder inden for den akademiske verden, hvor litteraturen som sådan er underlagt alle mulige og umulige former for "cultural studies", og hvor den som en feltmadras ligger fladmast allernederst, så er der måske alligevel håb at spore. Ved at være så utrendy ender poesien måske alligevel med at blive trendy igen, en litteratur for tabere som os. I hvert fald får jeg modet tilbage, når Gioia afslutter sit essay sådan her:

"Although conventional wisdom portrays the rise of electronic media and the relative decline of print as a disaster for all kinds of literature, this situation is largely beneficial for poetry. It has not created a polarized choice between spoken and printed information. Both media coexist in their many often-overlapping forms. What the new technology has done is slightly readjust the contemporary sensibility in favor of sound and orality. The relation between print and speech in American culture today is probably closer to that in Shakespeare’s age than Eliot’s era—not an altogether bad situation for a poet. For the first time in a century there is the possibility of serious literary poetry reengaging a non-specialized audience of artists and intellectuals, both in and out of the academy. There is also an opportunity of recentering the art on an aesthetic that combines the pleasures of oral media and richness of print culture, that draws from tradition without being limited by the past, that embraces form and narrative without rejecting the experimental heritage of Modernism, and that recognizes the necessary interdependence of high and popular culture. A serious art does not need a large audience to prosper—only a lively, diverse, and engaged one.
As long as humanity faces mortality and uses language to describe its existence, poetry will remain one of its essential spiritual resources. Poetry is an art that preceded writing, and it will survive television and video games. How? Mostly by being itself—concise, immediate, emotive, memorable, and musical, the qualities most prized in the new oral culture, which are also the virtues traditionally associated with the art. Serious literary poetry may even be better positioned to thrive in this new century than that greatest creation of print culture, the novel. Yes, the poetic art will change but possibly in ways that bring it closer to Shakespeare, Marlowe, and Milton, who understood how to bring richly complex poetry off the page without losing anything on it, than to the typographic traditions of Modernism. But there are surely solutions to this artistic challenge that we cannot imagine at the moment. The problem won’t be finding an audience. The challenge will be writing well enough to deserve one. Even if there are fewer readers, people will be listening."

Jeg er sikker på, at den kommende Shakespeare for vores tid findes i 8210-området, og når nu Århus så gerne vil være europæisk kulturhovedstad i 2017, så opret dog en forfatterskole i Århus V. Jeg kommer gerne og giver et nap eller rap med.

Om lyrikkens krise ???

"neither the lyricization nor the delyricization of criticism has effected this shift from poetry as cultural practice to poetry as pathetic abstraction. Instead, the lyricization of poetry itself—the historical transformation of many varied poetic genres into the single abstraction of the post-Romantic lyric—is responsible for our current, spectral ideal of a genre powerful enough to overcome our habits of not reading it. But my way of phrasing that idea betrays the problem. The notion that poetry is or ever was one genre is the primary symptom of the lyricization of poetry: the songs, riddles, epigrams, sonnets, epitaphs, blasons, lieder, elegies, marches, dialogues, conceits, ballads, epistles, hymns, odes, eclogues, and monodramas considered lyric in the Western tradition before the early nineteenth century were not lyric in the same sense as the poetry that we think of as lyric. The fact that we think of almost all poetry as lyric is the secondary symptom of lyricization. When the stipulative functions of particular genres are collapsed into one big idea of poems as lyrics, then the only function poems can perform in our culture is to become individual or communal ideals."

Sådan skriver Virginia Jackson i et nyligt nummer af PMLA. Hendes artikel er måske den mest interessante i en mindre artikel-enquete under titlen "The New Lyric Studies" som PMLA har i nummer 123. Kritikken af litteraturstudiets lyrikisering af lyrikken, eller hvad man skal kalde det, er for mig at se særdeles interessant, også i forhold til danske forhold. Hvorfor kalder man Andkjær Olsens bøger for "digte". Så vidt jeg husker havde den første bog Lulus sange og taler faktisk ingen genrebetegnelse, før den blev genudgivet påå Gyldendal, og den og hendes tekster generelt er jo også meget mere og andet end det. I det hele taget er der måske et opbrud i den danske lyrik siden midten af 90'erne i forhold til en sådan tendens til lyrikisering, hvorfor man måske burde tage et nøjere blik på genren som sådan igen. Vi har naturligvis haft et opgør med den danske modernismekonstruktion og dens måske lidt ensidige og pædagogiske blik på det autonome, centrallyriske digt, men der er for mig at se stadigvæk meget mere at sige om emnet, ligesom man sagtens kan få øje på masser af lyrik igennem hele det 20. århundrede, der overhovedet ikke opfører sig sådan, altså som en lille overskuelig tekst, helst ikke over en sides penge, rummende en subjektiv erfaring og helst i en anticiperende form, fx som i Malinovskis elelr fremragende "Myggesang" ("snart brister alt") - tænk bare på Inger Christensens lyrik.

En rundgang i sproget

Jeg skal til Springsteen koncert - i Herning - af alle steder. For et par år siden lirede jeg dette digt af, efter en veritabel Bruce-mani.

Det er vel sådan en nonsens-ting a la dem man finder rundt omkring i Laugesens digtning (uden anden sammenligning i øvrigt). En tosset rundgang i sproget, der så, hvis man er heldig, slynger en enkelt og til tider fantastisk linje af sig. Men ellers er det jo et digt, der lægger sig skørt opad "I'm on fire":

Hey, lille ven står din far på klem,

blev han væk i en sæk fuld af blæk,

eller kørte han sig selv i sænk

på en bænk uden stænk, så tænk,

for mig er der kun dig

og hvis du skal med

så er det af sted.

Natten er stor

som et negerkor

og stjernerne fylder os på –

kosmosbenzin ud i det blå.