Mulige opgaver for Grotrian-forskningen!!

Martin Johs. Møller har en kommentar om, at man nu for anden gang inden for kort tid navngiver en antologi med et citat fra Simon Grotrian. Denne gang Hallo jeg er vejret udgivet af Borgens forlag. Det er vel næppe tilfældigt. Grotrian er onelinernes ubestridte mester, prøv fx selv at lukke et par af Ofelialågerne op.

I den forbindelse tænkte jeg, at det må være en opgave for nogen eller en eller anden at skrive om Grotrians fantastiske evne til at lave disse oneliners. Jeg ved fra manden selv, at han rent faktisk har hjulpet flere forfattere med titler. Det kræver blot et enkelt telefonopkald til Grotrian, og så kan man godt pakke alle sine egne ned.

Hvorfor? Måske har det noget med navngivningen at gøre. En form for performativitet i Grotrians sprog, som er helt unik. Alt skal døbes, skriver han et sted. Jaja, så kan man komme efter ham med russiske formalister og hvad har vi, men der må også være andre veje, skulle man tro?

De fleste digtere skriver digte og finder guldkorn. Grotrian arbejder et andet sted, nemlig i digtets miner. Fra hans guldmine strømmer sproget så at sige ud, men nærmest før det bliver poesi. Det er også en af grundene til, at man bliver nødt til at digte med, når man læser ham. Måske kan man slet ikke læse Grotrian, men kun digte med?

Andre strøtanker: Hvad med det uhyggelige hos Grotrian? Flere af digtene er jo døde, eller taler fra højest aparte steder. Ofte er det morsomt, men andre gange er det faktisk også temmelig uhyggeligt, hvis ikke begge dele på samme tid. Endnu en opgave.

Så skynd dig, hvis ikke det bliver mig, der skriver om det, så bliver det måske DIG?

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...

Læs mere

Søg i denne blog