Bogpriser uden bogkriterier

Jeg er træt af at være sur og af at være litteraturens skrappe vogter, men når det sker på ordentlige betingelser, er det nu meget sjovt alligevel - i hvert fald den dialog der risikerer at opstå. Og apropos, så havde jeg en udmærket, venskabelig og lærerig mailveksling med Klaus Wivel ovenpå mit læserbrev i Weekendavisen sidste uge. Wivel var måske lidt upræcis, når han brugte ordet "faglitteratur", ligesom jeg var alt for overfortolkende mht. hans brug af ordet "humanistisk". Jf. mit indlæg andetsteds på bloggen.

Men jeg synes, at (skøn)litteraturen bliver skudt urimelige ting i skoene for tiden og sammenlignet med ting, som den ikke kan sammenlignes med, når man spørger til kvaliteten, ofte ud fra et snævert krav om virkelighedsrelevans. Fiktionen skal og kan ikke konkurrere med virkeligheden. Forestiller man sig fx en bog om et autentisk fortalt ophold i en kz-lejr og en fiktiv bog om det samme, så blegner den sidste jo i forhold til den første og af indlysende grunde, men det betyder ikke, at den sidste ikke også kan være nødvendig for at forstå uhyrlighederne. Schindlers liste har til eksempel, til trods for al dens blege Hollywood-patos, sikkert åbnet øjnene for mange.

(Skøn)litteraturen er til en vis grad selv ude om det, idet den selv opløser skellet mellem virkelighed og fiktion og dermed genrerne, men der er alligevel en forskel, synes jeg. Og her må man i stadig stigende grad gøre sig klart, hvad det er, man snakker om - netop fordi det hele er blevet mere diffust.

Jeg går ikke ind for en slags purificering af genrerne, det vil være kedeligt, dumt og absurd, men for et åbent forhold, hvor der er plads til alle former for litteratur. Dog går jeg stærkt ind for, at man sætter kriterierne efter det, man læser, og ikke udsætter bøger for falske eller uretfærdige kriterier, når de bedømmes. Fx kunne jeg jo ikke finde på at bedømme Peter Øvig Knudsens gode bog som en avantgarde-roman, bare for at lave et måske dumt eksempel. Af samme grund kan man heller ikke gøre det modsatte, nemlig bedømme, fx en roman af Thomas Pynchon med de briller, som man ville bruge til at bedømme Øvig Knudsens bog. Men er det ikke det, der sker, fx når man klasker tingene sammen som ved tildeling af bogpriser sidst på året? Og her skal bogpriserne som sådan ikke have skylden - de er helt fine, sjove og nødvendige - men det er de ofte forkerte konklusioner, der drages på baggrund af dem, som man bør kritisere og holde sig for øje. Og naturligvis de fraværende kriterier.

Jeg påstår ikke, slet ikke, at kende til de rette kriterier, men de kriterier, der om muligt anvendes, bør diskuteres, synes jeg. Alt andet er løgn.

Litterære kriterier?

Jeg har et længere svar til Peter Nielsens udmærkede litteraturklumme, hvor han argumenterer for Kalak, hvis man skulle være interesseret. Ikke fordi jeg gider at diskutere den bog mere, men fordi jeg stadig synes, at diskussionen om litterære kriterier er interessant i forhold til mange af de bøger, der udgives i dag. Det er svært, synes jeg, og man må sikkert udsætte sine kriterier for en konstant revision, takket være litteraturens genreopbrud, dens brug af dokumentarisk stof osv. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg vurderer Kalak ud fra de rigtige kriterier og har sikkert misforstået meget undervejs, men uden en diskussion kommer man jo aldrig videre.

En gammel, humanistisk idé

Jeg holder ikke Weekendavisen, men på Infomedia faldt jeg over denne kommentar fra Klaus Wivel den 28/12-2007.

Wivel roser faglitteraturen for at være nyskabende og for at give sultne boglæsere det, de gerne vil have. Han støtter sig til Todorovs noget aparte og tvivlsomme anfald imod litteraturen og ser en tendens, der spejles i læsernes valg de seneste år i forhold til Weekendavisens litteraturpris. Faglitteraturen har været ringeagtet, mener han, i forhold til fx romanen, men nu sker der noget nyt. Lad mig citere lidt:

"Med Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden, Morten Sabroes Du som er i himlen og Kim Leines Kalak er det tvivlsomt, om den tendens bliver brudt i år.

Jo, både Knud Romer Jørgensen og Kim Leine kalder deres bøger romaner, men når de har omtalt dem i interviews, har de ikke ladet nogen i tvivl om, at det er deres eget livs historie, de har trukket på.

DET er en gammel, humanistisk ide, at det er inden for digterkunsten, at man skal søge sandheden. Kun fantasien kan udvirke virkeligheden. Faglitteratur derimod har man set på med veloplagt ringeagt. (...)

Men måske skulle man på en gang tage et forsigtigt opgør med den friedellske foragt for faglitteraturen og vise Todorov henimod det sted, hvor litteraturen lever og har det godt. Det kan være, at den gode faglitteratur mætter den sult, der er hos læserne efter bøger, som vil fortælle os noget, der går ud over den postmoderne romans ekstremistiske og øjenlågstyngende fokusering på formen. Og at den gør det med luksuriøs stilbevidsthed, folkelig generøsitet og alsidig originalitet som hos for eksempel Jørgen Leth og Hans Edvard Nørregaard-Nielsen."

Der er fantastisk mange ting, som man kunne have lyst til at kommentere her. Passer det virkelig, at faglitteraturen har været udsat for en ringeagt? Det har jeg meget, MEGET svært ved at se, og med hensyn til Todorov, så kritiserer han netop den nuværende litteratur for, ja faktisk, at være for faglitterær, præget af åndsformøket dekonstruktion bl.a.

Og hvad mener han mere præcist, når han siger faglitteratur? Er det til eksempel også kogebøger? Eller mener han med faglitteratur kun bøger, der mere snævert beskriver eller behandler et udsnit af mere eller mindre historiske detaljer, ting der er sket i virkeligheden? Mon ikke at han gør det? Men det udelukker i så fald fx bøger om litteratur som faglitteratur. Det giver sikkert god mening i det Wivelske univers, men ikke helt i mit.

Noget andet er det, som Wivel siger om Leine og Romer, men også her glemmer han, at romaner som disse netop er muliggjorte af teoretiske HUMANISTISKE bølger og om muligt "faglitterære" bøger, fx om det man kalder autofiktion i Frankrig. Autofiktionen har fra sin spæde begyndelse med bl.a. Serge Doubrovsky i spidsen, en tendens til netop at krydse mellem litteraturteori og roman. Seneste eksempel i Frankrig er Philippe Forest, som både er litterat og forfatter.

Jeg synes bestemt ikke, at vi kun skal have det, som Wivel nedsættende kalder ekstreme postmoderne bøger, men man skal nok passe på med at dømme dem helt ude ud fra personlige præferencer, idiosynkrasier og et stormende læserflertal i Weekendavisen, eller ud fra Todorovs gammelmandssnak, Todorov, som jeg ellers beundrer meget, og som i øvrigt mere end nogen anden har stået for en dyrkelse af litteraturens form igennem en lang forskerkarriere.

Og det er da for Auricula ikke faglitteraturen, som her trænger til apologier og beskyttelse, men de ekstreme postmoderne bøger, dem som ingen andre end mig og måske Lars Bukdahl gider at læse ; -)

Når Wivel i ovenstående skriver humanistisk, så fornemmer man næsten, hvordan der tales om noget overstået, antikveret "en gammel, humanistisk idé". Humanistisk, BVADR, det smager ikke godt, kan man høre, og hvem har brug for det? Og idé fornemmer man, er her lig med påfund, nykke, indfald, flyvetanke, sofisme. Næh, du, ud med humanismen, den er fuld af fikse ideer.

(og PS var det for øvrigt ikke netop Todorov, der kritiserede dekonstruktionen for manglende humanisme?).

Eksklusivt tilbud fra Spin Palace

Gad vide hvem eller hvilken maskine, der skriver denne spam-meddelelse, som jeg nu flere gange har fået ind af mailsprækken? Det er noget gebrokkent.... og ville gode gamle Gilles Deleuze bifalde en sådan minoritetsbrug af sproget? En til overmål stammende tekst ; - )

"Vi er bedrøvelig hen til på gensyn gå i stykker men vi kende jer lige disse nyhedsbrev altså her ovre er sig nemlig jeres gennemlæsning. Behage sende os hvilken som helst tilbagemelding du har angående disse hen til den email henvende nedenstående. Vi velkommen al tilbagemelding og en nok så interesseret i hørelse hvad du har hen til sige omkring vor produkter."

Apropos

"Den svaghed for at nævne tingene ved navne og tro, at det betyder noget, har forfulgt os siden paradisets tid og har i samme tidsrum holdt os borte fra vor egen virkelighed, vor ejendom, os selv. Det at tillægge ting betydning er en yderst betænkelig sag, hvis der ikke forud for vurderingen eller fortolkningen er gået en tilstand af afventen, hvis man ikke forholder sig aflæsende til dem først. At tillægge noget betydning vil jo sige det samme som at fratage det betydning, at afgrænse det, sætte det i forhold til andre ting. Man kan ikke uden at tage skade på sin sjæl begynde en sådan prioritering af virkeligheden.

Vi kan desværre ikke leve uden at gøre det, men vi skal gøre det med den bevidsthed, at det er en prioritering på et dybest set tilfældigt grundlag. Der vil altid af andre mennesker kunne opstilles andre, som er lige så gyldige. Vores vurdering bliver derved ikke nogen endegyldig og udtømmende vurdering, men et eksempel på en vurdering. Med en sådan ”indstilling” lader selv vor øjeblikkelige virkelighed sig opleve og vurdere og altså i en vis forstand forstå."

Per Højholt i ”Tag hul på virkeligheden” Aarhus Stiftstidende 9/2 - 1967