Mattesen 2

Som Lars (Bukdahl) påpeger nedenfor så lavede jeg faktisk en fejl i min begejstrede læsning af Højholts efterladte roman. Det er ikke Elly Marcussen, som Mattesen dyrker heftig sex med sidst i romanen, men lærerens kone. Det komplicerer naturligvis sagerne og ikke mindst visse aspekter i min læsning. Fakta i den forbindelse skal naturligvis være i orden. Det ændrer dog ikke på, at det landskab som Mattesen bevæger sig rundt i, da han betragter Elly bade, i unægtelig grad minder om det landskab, man ser, når man glugger ind ad Marcel Duchamps Étant Donnés. Forbindelsen er der stadigvæk, så vidt jeg kan se. Hvordan det så lige skal forstås, er noget andet, udover at det i sig selv er bemærkelsesværdigt, at de to værker er efterladte.

Det er altid svært at finde ud af, hvor meget man skal lægge i sådanne detaljer, men det er sjovt for os, der sidder tilbage at overvurdere Højholt på det vildeste, hvis det ellers kan lade sig gøre. Hvad Højholt lærte af Duchamp handler ikke kun om det, man læser i værkerne. Der er mere, tror jeg. Han lærte også en masse om, hvordan man promoverer værket, lader det sive ud, hvor grænserne bliver diffuse. I den forstand er hverken Auricula eller bogen om Mattesen bare bøger - de er også begivenheder på et andet plan. Auricula er også historien om Auricula, hele optakten, anekdoterne osv. Begge er blindgyder, javel, i tråd med forfatterskabets poetik i øvrigt, oversavede grene, hvor forfatteren selv holder saven.

Men altså, min hovedpointe i læsningen er, at Højholt demonstrerer, hvordan lysten driver værket netop ved at vise, hvordan den holder op, og så er der ingen grund til at fortsætte, uanset om projektet har kørt på siden 1978, eller hvornår det nu er. Tidsudstrækningen er i sig selv med til at pointere den pointe, om man så kan sige - de bliver bare ved og ved. Værkerne ender i en form for frigiditet. Der er ingen orgasmer, hverken i Auricula eller Hans Henrik Mattesen, ingen kulmination. Heller ikke selvom ørerne knalder løs i øst og vest.

Noget andet, som jeg ikke fik nævnt i min anmeldelse, er, hvordan Mattesen-bogen, især det første kapitel, som uden sammenligning er det mest vanskelige at læse, minder en del om Thomas Hvid Kromanns Hr. Toksvig, som på sin vidunderlige vis også er kropumulig at læse. Det er måske nok et Kafka-trick, den her med at holde det hele hen, også syntaksen, indtil hovedet dunker, og man klokker i det hele, men når det virker, er det sjovt på sin egen udsyrede måde.

Og apropos ordspil på navne, hvad skal Elly så betyde? El-Ly? Eller ligger der et skummelt vink til filmklassikeren Elly Petersen fra 1944 med Bodil Kjer i hovedrollen, når nu vi hører, at Mattesen kender så meget til filmens verden. Nå, det er nok for langt ude. Jeg må hellere gå i seng, og mon ikke Mattesen lurer et sted i mine drømme ; - )

Hans Henrik Mattesen. En monografi

NU har jeg gennemlæst en række anmeldelser af Per Højholts Hans Henrik Mattesen. En monografi, men flere af anmelderne synes ikke helt at fatte alvoren bag bogen, tror jeg, ser den ikke i en sammenhæng med forfatterskabet. Der er mange flere spor og kommentarer til forfatterskabet end som sådan. Nøgler og nøglehuller, der afslører alt og især intet. Desværre er min egen kommentar eller anmeldelse, eller hvad man nu skal kalde det, endnu ikke på nettet i Sentura-sammenhæng, men den er efter sigende på vej. Dog kan jeg her sige, at bogens "slutning" naturligvis skal læses sammen med Marcel Duchamps efterladte værk Étant donnés. Lars Bukdahl er opmærksom på dette, men uden at gøre mere ved det. Men det ligner da et vink med en vognstang fra Højholts side, et efterladt værk afspejler et andet. Dermed ikke være sagt at Mattesen er hovedværket, slet ikke, men det er tænkt som et efterladt værk, en form for kryptisk testamente, der skal kommentere de tidligere, ingen tvivl om det. Læs mere, når min tekst trykkes på Sentura .

Ildspor

Efter lang tids arbejde udkommer min ph.d.-afhandling i en mere letlæselig form. Det er blevet til denne bog, der hedder Ildspor. Ordspillet og dets funktion i Per Højholts, Simon Grotrians og Peter Laugesens digtning.

Titlen er et anagram på ordet "ordspil", en idé som jeg har tyvstjålet fra Lars Bukdahl, tak for det Lars! Det skal dog siges, at forfatteren Henning Mankell allerede har brugt titlen til en af sine bøger, men jeg har ikke noget imod gentagelsen. Måske lover titlen mere end den holder, men det må titler gerne, især når det drejer sig om akademiske bøger, hvem er fx ikke trådt igennem Dæmonernes port!

Citroner til Vorherre

Jeg har just fået tilsendt dette lille bønne-hæfte fra Simon Grotrian. Her er forsiden og et par smagsprøver.

Man kan vistnok stadig anskaffe sig eksemplarer, hvis man er heldig og skriver til prk@km.dk

God efterårsferie!

Hvor er hovedstolen begravet? Efterlysning?

Alle kender til Per Højholts udsagn om, at man som forfatter ikke må tage af hovedstolen, men hvem ved, hvor udsagnet reelt kommer fra? Selvom jeg efterhånden har endevendt en hel del af dennes tekster, herunder også en del interviews, er det ikke lykkedes mig at finde STEDET, hvor det optræder. I et portrætinterview som Morten Sabroe laver med Pia Juul fra 1993, bruger Juul citatet, men naturligvis uden henvisning. Jeg har endda kontaktet min gode kollega, Carsten Madsen, der har skrevet doktorafhandling om Højholt, og han ved det desværre heller ikke.


Sådanne udsagn fra Højholts side, der lever sit helt eget liv og vandrer fra mund til mund, findes der naturligvis en del af, men dette er nu alligevel af særlig interesse, fordi det får så stor betydning for dansk litteratur efter Hesselholdts bog Hovedstolen i 1998.

Er der nogen, der ved noget?

Den tyske Purity lov

I går mens jeg sad og nød min tyske weissbier, Franziskaner-tingen med munken udenpå, slog det mig, da jeg læst etiketten bagpå, hvordan det tyske sprog stadigvæk har sine ar efter 2. Verdenskrig. Selskabet House of Beer havde i deres danske præsentation af øllen omdøbt det tyske Reinheitsgebot til den tyske Purity lov. Det forekom mig næsten komisk. Hvad skyldes denne erstatning af et tysk ord med et engelsk i en dansk tekst? Ølentusiaster er vel ikke så dumme, at de ikke kender til begrebet Reinheitsgebot! For mig selv, mens jeg sad der og funderede ovenpå en halv liter øl, tænkte jeg på, at det formentlig skyldes de konnotationer ordet har i danske ord. Renhed, så tænker man også udrenselse og på det styggeste ord af dem alle i det tyske sprog "Vernichtung".

Det tyske sprog bløder stadig, og selvom Paul Celan flere steder plastrede det til, ja skrev sine ar, så er det måske snarere til Rilke og Hölderlin, at man må gå for at standse blødningen.