...og tænker, at det er besynderligt, hvorfor Kristian Lundberg er en slags forfatternes forfatter i Norge (og har inspireret bl.a. Geir Gulliksen og Tomas Espedal), men stadigvæk er forbløffende ukendt i DK. Yarden er en selvbiografisk fortælling om Lundbergs tid som timearbejder blandt samfundets, socialt og økonomisk set, laveste lag. Pga. gæld må Lundberg, til trods for sin forholdsvis stabile succes som forfatter, tage et job på "Yarden", der er et område i Malmø, hvor importbiler parkeres før videre transport. Gennem tiden på Yarden føres man så gennem erindringen tilbage til Lundbergs opvækst med en psykisk syg mor og en fraværende far, ungdomstiden med alkohol og stoffer, men man hører også om hans mere voksne og nutidige liv som forfatter, der dog til trods for anerkendelsen ikke giver de store penge. Forfatteren er fortsat inde i det svenske arbejedsformidlingssystem. Som det skildres så paradoksalt et sted i romanen: "Samme dag som Dagens Nyheter h...

Vi hører allesammen stemmer. Det gik op for mig igår, da jeg efter en lille uge til konference i Las Vegas, ikke kun sove. Stadigvæk The Strip in my ears. Stemmerne blev ved med at tale og tale, både dansk og engelsk, og jeg tænkte på, at det måske er disse stemmer, som Platon beskriver så inadækvat, når han taler om diegese og mimesis. Diegese er det, som Platon foretrækker, imens mimesis er det onde. I diegesen taler forfatteren med sin egen stemme, imens mimesis jo er efterligning: Her taler forfatteren med andres stemmer. Men Platon havde ikke sans for litteratur, for litteraturen er et forsøg på at skrive disse stemmer ned, at give dem et udtryk, om ikke andet så på papiret. Og der findes mange gradbøjninger af stemmerne, mellem diegese og mimesis i den forstand, som Platon beskriver det. Vi er en orkestrering af stemmer, og det samme er litteraturen. Det betyder dog ikke, at forfatteren ikke sætter sin signatur, sin streg, på alle de stemmer, man hører i litteraturen, dvs. uanse...

Forleden, da jeg underviste, kom jeg i tanke om en tanke, jeg havde haft tidligere. Det handler om litteraturens anledning. Alt for sjældent spørger vi os selv, når vi læser et stykke litteratur, hvorfor den stemme, man hører og læser, i første omgang overhovedet bryder ud i en fortælling, i et stykke lyrik osv.? Hvad er anledningen? Og til hvem fortælles der? Hvis der fortælles? At fortælle er på en måde at naturalisere det, der sker i litteraturen. Man efterligner en situation, som man genkender fra almindelig konversation og udbygger den så til en litterær fortælling. Men selvom der fortælles, kan man til tider alligevel undre sig over, hvorfor stemmen overhovedet begyndte på sin fortælling? Hvad er det kommunikative formål med det, vi hører? Er der et? Der findes de fortællinger, der ligesom har et indbygget set-up . Iscenesættelsen af fortællesituationen er en del af fiktionen, om man så kan sige: Fx Marlowe der i Heart of Darkness sidder på et skib på Themsen og fortæller histo...

Må jeg tillade mig at anbefale kommentarfeltet til denne blogpost, der i udgangspunktet handler om Pablo Llambías' Monte Lema , men så udvikler sig til en diskussion om ærlighed. Jeg tænker især på Jeppe Brixvolds meget fine kommentarer til sidst.