Jeg læser Yarden

...og tænker, at det er besynderligt, hvorfor Kristian Lundberg er en slags forfatternes forfatter i Norge (og har inspireret bl.a. Geir Gulliksen og Tomas Espedal), men stadigvæk er forbløffende ukendt i DK.

Yarden er en selvbiografisk fortælling om Lundbergs tid som timearbejder blandt samfundets, socialt og økonomisk set, laveste lag. Pga. gæld må Lundberg, til trods for sin forholdsvis stabile succes som forfatter, tage et job på "Yarden", der er et område i Malmø, hvor importbiler parkeres før videre transport. Gennem tiden på Yarden føres man så gennem erindringen tilbage til Lundbergs opvækst med en psykisk syg mor og en fraværende far, ungdomstiden med alkohol og stoffer, men man hører også om hans mere voksne og nutidige liv som forfatter, der dog til trods for anerkendelsen ikke giver de store penge. Forfatteren er fortsat inde i det svenske arbejedsformidlingssystem. Som det skildres så paradoksalt et sted i romanen:

"Samme dag som Dagens Nyheter hade en större recension av en af mina prosaböcker satt jag på arbetsförmedlingen och forsökte tigga mig till en utbildning som busschaufför

- Du förstår vel att vi inte kan kosta på dig en sådan utbildning.

- Varför inte?

- Du har ju ingen tidigare erfarenhet.

- Men hur skall jag få det då?

- Du kan bekosta ett eget körkort.

- Jag har inte råd.

- Inte vi heller."

Forfatteren ender med at få et kursus i at skrive CV, som han efter sit eget ironiske udsagn får stor glæde af, da han hjælper flere af arbejdskammeraterne på Yarden med at få skrevet et sådant - til trods for at deres chancer for at skifte arbejdsplads er lig nul (og til trods for at flere af dem faktisk allerede har en uddannelse, men fra andre lande end Sverige).

Lundberg er en usædvanlig og alsidig forfatter. Mestendels skriver han digte, ofte selvbiografiske med et kristent islæt. Han har desuden udgivet Malmø-krimierne. Han skriver stort set altid med udgangspunkt i Malmø, hvor han fortsat bor. I sin tid var han en del af Malmöligan, der var inspirerede af bl.a. Michael Strunge, og som fx talte forfatter og filminstruktør Lukas Moodyson. Yarden er blevet såkaldt "kurslitteratur" hos Arbetsmiljöverket i Sverige.

Stemmens streg

Vi hører allesammen stemmer. Det gik op for mig igår, da jeg efter en lille uge til konference i Las Vegas, ikke kun sove. Stadigvæk The Strip in my ears. Stemmerne blev ved med at tale og tale, både dansk og engelsk, og jeg tænkte på, at det måske er disse stemmer, som Platon beskriver så inadækvat, når han taler om diegese og mimesis. Diegese er det, som Platon foretrækker, imens mimesis er det onde. I diegesen taler forfatteren med sin egen stemme, imens mimesis jo er efterligning: Her taler forfatteren med andres stemmer. Men Platon havde ikke sans for litteratur, for litteraturen er et forsøg på at skrive disse stemmer ned, at give dem et udtryk, om ikke andet så på papiret. Og der findes mange gradbøjninger af stemmerne, mellem diegese og mimesis i den forstand, som Platon beskriver det. Vi er en orkestrering af stemmer, og det samme er litteraturen. Det betyder dog ikke, at forfatteren ikke sætter sin signatur, sin streg, på alle de stemmer, man hører i litteraturen, dvs. uanset hvor polyfonisk et værk måtte være, så er stemmerne på en måde altid også forfatterens. Læs blot Asta Olivia Nordenhof. Jeg tror ikke på de personer, der står bag stemmerne hos hende - de forbliver konturløse - men jeg tror på stemmerne, deres henvendelse kan man ikke uden videre ignorere, og de er på den ene side alle sammen forskellige og på den anden alle umiskendeligt Nordenhofs.

(Er det bare mig, der lider af jetlag?)

Selvbiografen

Litteraturens anledning

Forleden, da jeg underviste, kom jeg i tanke om en tanke, jeg havde haft tidligere. Det handler om litteraturens anledning. Alt for sjældent spørger vi os selv, når vi læser et stykke litteratur, hvorfor den stemme, man hører og læser, i første omgang overhovedet bryder ud i en fortælling, i et stykke lyrik osv.? Hvad er anledningen? Og til hvem fortælles der? Hvis der fortælles? At fortælle er på en måde at naturalisere det, der sker i litteraturen. Man efterligner en situation, som man genkender fra almindelig konversation og udbygger den så til en litterær fortælling. Men selvom der fortælles, kan man til tider alligevel undre sig over, hvorfor stemmen overhovedet begyndte på sin fortælling? Hvad er det kommunikative formål med det, vi hører? Er der et?

Der findes de fortællinger, der ligesom har et indbygget set-up. Iscenesættelsen af fortællesituationen er en del af fiktionen, om man så kan sige: Fx Marlowe der i Heart of Darkness sidder på et skib på Themsen og fortæller historien om Kurtz. Eller en udgiver der finder en eller andens dagbog: Kierkegaard og Blicher. Men en sådan mere eller mindre iscenesat fortællesituation er ofte fraværende i megen litteratur, måske allermest i lyrikken. Derfor handler lyrik først og sidst om litterær nødvendighed. Nødvendigheden fremtræder usminket i lyrik. Snarere end kommunikation er lyrikken et brøl, eller ja, med Allen Ginsberg, et hyl. HOWL. Sådan er det ikke altid i prosaen. Især ikke når fortællingen er et stativ, der skjuler nødvendigheden. Eller den kan være et sådant stativ og dermed dårlig litteratur. I visse fortællinger fornemmer man naturligvis også nødvendigheden af at fortælle - jeg tænker her især på vidnesbyrd og deslige. Det er noget andet.

Så findes der naturligvis også lyrisk prosa, fx Josefine Klougarts En af os sover, der ligger på mit natbord for tiden, her er der ikke noget stativ, her skyller sætningerne ind, med sproget, med rytmen, med billederne. Nogle gange stopper det bare. Der er ikke flere bølger. Ikke før det begynder igen. Det regner, og litteraturen, ja, den sker.

Måske er litteraturens anledning så naturlig, at vi ikke har ord for det? Men dens manifeste form er i bund og grund unaturlig. Vi må finde på metaforer for det, vi ikke kan forklare årsagen til. Vi hidkalder det guddommelige, vi kalder det inspiration, vi kigger intenst på forfatteren - hun må være en gåde - vi tror på sådan noget som litteraritet, sprogets poetiske funktion, det autonome kunstværk, sprogets forskel, vi mister tiltroen til litteraturen, den bliver underholdning, den bliver selvfremstilling, den bliver dagbog, den overlever. Noget skal vi jo finde på, når vi ikke har ord for det.

Anledningen er åbent sår. Litteraturen er et plaster.

Den satans ærlighed

Må jeg tillade mig at anbefale kommentarfeltet til denne blogpost, der i udgangspunktet handler om Pablo Llambías' Monte Lema, men så udvikler sig til en diskussion om ærlighed. Jeg tænker især på Jeppe Brixvolds meget fine kommentarer til sidst.