Sådan lyder overskriften på en artikel om det nye bogprogram på DR2, Tekst-TV. Der er ingen fine fornemmelser, ingen højpandethed, lyder det sammesteds. Jeg sad lige og småkiggede programmet på nettet. Det er underholdende og for så vidt ganske fint, altså som underholdning. Det her med at sætte læseoplevelsen i centrum er sådan set godt og relevant, ikke mindst læseoplevelsen hos alle, store og små, meget læsende og lidt læsende. MEN MEN MEN jeg synes jo stadigvæk, at programmet i sin usnobbede stil behandler alle, der faktisk  har  forstand på litteratur, på en ganske snobbet måde. Man snobber opad fra neden. Iøjnefaldende er således det fravær af professionel viden, det man sikkert fra programredaktionens side forbinder med støv, højpandethed og den slags - eller kort sagt: forfattere og litterater. Mere interessant er det åbenbart at høre aktuelle kendisser og deres "dybt interessante" oplevelser af bøger. Hvem og hvad er det lige, dette program definerer sig i forhol...

Faldt over denne anmeldelse af Jonas Hassen Khemiris roman Montecore. En unik tiger i New York Times. Det er altid interessant, at se bøger, man kender så godt i en lokal kontekst, her forstået som skandinavisk, i en ny og fremmed kontekst.

Uden for (litteratur)nummer: Citat fra et mailfællesskab, som jeg er medlem af. Jeg kunne ikke være mere enig: "Personligt forstår jeg ikke, at man fra rød bloks side ikke klandrer blå blok for at have ført uansvarlig økonomisk politik? Ikke Løkke, men Fogh. Hvorfor investerede man ikke pengene fornuftigt, dengang vi med en fjollet ministers ord kunne købe hele verden? Hvorfor gav man grønt lys for stadigt mere risikable lånetyper? Hvorfor løb regningerne til det offentlige løbsk på trods af intentionerne om det modsatte? Jeg hørte en økonom tale om to store succeshistorier, hvad økonomi angår i nyere tid: Det er Schlüter og Nyrups regeringer. Imens Foghs tid var en fiasko. Økonomisk ansvarlighed er ikke nødvendigvis knyttet til partifarve. Først surfede Fogh på den økonomiske bølge, som viste sig at være en boble, og så løb han fra regningen. Måske var det i virkeligheden Henrik Qvortrup, der var ansvarlig for den økonomiske politik, som Fogh-regeringen førte. Dvs. den blev før...

ESSAY efter genlæsning af Karl Ove Knausgårds  Min kamp 1:  Når man læser Knausgård føles det først og fremmest som om, at man læser et andet menneskes bevidsthed. Forskydningerne, associationerne, tankerækker, essays osv. foldes ind i de få centrale, men stærkt udvalgte ”scener”, som forfatteren har valgt ud for os. Fortælleren er det meste af tiden tro mod det nu, der fortælles om, eller måske snarere fortælles i. Og på trods af digressionen i første bind, fx til Stockholm eller til det skrivende nu i Malmø, hvor familien ligger og sover, imens Knausgård taler direkte og intimt til os læsere, så er dette nu ikke styrende for vores oplevelse af de begivenheder, der fortælles om. Når Knausgård fortæller om sin rejse ned til farmorens hus i Kristiansand, hvor faren dagen forinden er fundet død, fortæller han det ikke med erfaringen in mente, eller med en afstand til begivenhederne, heller ikke selvom det er fortalt i datid. Men han fortæller det sådan, at vi genneml...

Måske er det bare mig - sandsynligheden er stor - men sker der ikke forbavsende lidt i dansk litteratur for tiden? Måske holder forlagene på skønlitteraturen? Måske venter der en tsunami af gode bøger lige inden bogmessen i Forum, hvor al god litteratur alligevel drukner? Måske holder vi alle vejret, indtil Karl Ove Knausgård udgiver bind seks af Min kamp? Selv sidder jeg nok engang tilbage med min gode ven Philip Roth. En ældre bog: Forfatterspire . Måske er det valget? Vi venter i spænding. Et systemskifte på vej?

Lone Munksgaard Nielsens digt fra den fantastiske digtsamling: Skæbnen og mig. Digte for børn (2000), som jeg tilfældigvis fandt på hylden, da jeg rodede efter noget andet.

"Selvfølgelig kunne jeg være gået ind i denne roman og have skrevet den ned. Det ville have krævet meget arbejde at finde den frem, men til sidst ville den være blevet komponeret på den måde, den har været fra begyndelsen. Kan jeg sige sådan? Hvad så, når alle mine romaner er blevet anderledes, end jeg havde regnet med, da jeg begyndte? Romanen bliver med andre ord til lidt efter lidt, men behøver det at være i modstrid med, at den har ligget der fra begyndelsen? Gemt. Slumrende. Nedgravet. Uanset hvor meget jeg dementerer, at romanen har ligget der fra begyndelsen, kan jeg ikke se bort fra, at det i hvert fald godt kan forholde sig på den måde alligevel. Ja, jo mere jeg modsiger mig selv, des mere sikker bliver jeg på, at jeg ikke modsiger mig selv, men at det at skrive en roman er at opfinde den, og finde den frem." Dag Solstad, Armand V. Fodnoter til en uudgravet roman , Rosinante 2007, side 180.

Arrangement. Læs mere her .