J eg er netop blevet færdig med Herta Müllers roman Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig . Det er en stærk og kontroversiel roman om lejren (måske ikke så god som Levis, Sempruns, Kertesz' eller Borowskis romaner og beretninger, men det er en anden sag). For et stykke tid siden bragte Information et interview med Müller, som især - ja faktisk kun fokuserede - på Müllers forhold til sin ven, den nu afdøde forfatter Oskar Pastior. Pastior hjalp Müller med at skrive romanen, idet han selv var udsat for deportation til en sovjetisk fangelejr lige efter 2. verdenskrig. På baggrund af noter og samtaler med Pastior har Müller konstrueret sin fiktive jegfortælling om og af Leopold Augberg, som lige efter krigen bliver deporteret. Senere er det så kommet frem, at Pastior muligvis var spion. Det der undrede mig, dengang interviewet blev bragt, og det blev bragt i forbindelse med at Herta Müller modtog Nobelprisen i litteratur, var, at det udelukkende var fokuseret på historien om Pastior o...

Først og fremmest mener jeg jo, at det på en måde er synd for Josefine Klougart, at hun sådan bliver inddraget i denne virak omkring nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris. Det risikerer at devaluere hendes forfatterskab mere, end det gavner. Selv mener jeg jo også, at det er forkert at nominere hende. Dels fordi det konventionelt set ofte er en pris, der går til mere garvede forfattere, og dels fordi der er en del andre bøger fra Danmark, som burde være kandidater. Hendes bog emmer naturligvis af talent, og den er først og fremmest fantastisk godt skrevet (omend i sin stil meget tæt på Hans Otto Jørgensen, der ligner en lærermester for Klougart og godt det samme), men man har som kritiker den fornemmelse i maven, at den langt hen ad vejen også er en stiløvelse; stoffet yder ikke helt talentet nok modstand, for hvor meget er der egentlig på spil, når det kommer til stykket - de har det jo alle sammen rart deroppe på Djursland. Selvfølgelig er det yderst sjældent, at de forfatter...

Tjah, nyt design. Hvad skal jeg sige? Forhåbentlig mere læsevenligt.

Det er meget morsomt at følge opfølgningen på kulturminister Per Stig Møllers bemærkninger i et interview i Information forleden. Per Stig Møller pegede på, hvordan man i forbindelse med COP15 i København var på udkig efter en forfatter, der kunne indlede mødet med en original og eftertænksom vinkel på klimaproblemet, men man kunne ikke komme på en sådan forfatter. Nu kender vi naturligvis ikke til de personer, der sad i det udvalg, der skulle udvælge en sådan forfatter, eller til deres litterære kompetencer i det hele taget. Interessant kunne det være at vide, hvem de overhovedet overvejede? Men Information har efterfølgende kørt en mindre enquete, hvor en række forfattere (Henrik Nordbrandt, Jens Blendstrup, Suzanne Brøgger) bliver spurgt, om de ville have sagt ja til en invitation – det vil de jo alle sammen. Jeg er ikke sikker på, at den sag kun siger noget om forfatterens lidt usynlige rolle i dag i det samlede kulturelle landskab. Den siger formentlig også noget om, hvor ...