Jeg sidder her med tre gode digtsamlinger: Christian Bjoljahns Til dig , Glen Christians Ruben og Janus Kodals Sabotage udgivet på hhv på Afterhand x 2 og på Nansensgades Antikvariat & Forlag. Mest begejstret er jeg om muligt for Christian Bjoljahns Til dig , hvor følgende digt sad lige i mit skab: Forlad dit hus forlad din mark brænd fødegården ned kravl brak i blinde du skal vide du ikke ved det hele om det sted, du ender. At du ikke ender Måske er det bare en bonderøv som mig (der både har fødegård og har været med til brænde marker af), der føler sig ramt her, måske er det (og det er mere sandsynligt) et godt digt, blandt mange. Digtene i Til dig kryber sammen nede på siden, som om de skammer sig, men de har bestemt intet at skamme sig over. Du-formen, som anvendes i mange af digtene, fungerer paralyserende og appellerende på samme tid. En stærk og overbevisende digtsamling. Glen Christians Ruben blev jeg opmærksom på, fordi den blev anbefalet i Femina (tror jeg det var og s...

Skrev JP forleden. Gad vide om det er rigtigt? Måske siger man bare (i sådan en undersøgelse), at man læser mere end tidligere, måske køber man bøgerne for at pryde sin selvforestillling og reolerne derhjemme. Og stadigvæk, selvom det skulle være rigtigt: Hvilke bøger drejer det mon sig om? Kvalitetslitteratur er det næppe (siger den lidt snobbede litterat). Nå, argggh, inden dette bliver for negativt, så lad os glæde os over den gode nyhed. Flere læste bøger er formentlig bedre end færre læste bøger, uanset hvilke bøger det så end drejer sig om.

Heldagsseminar om dansk samtidslyrik – Københavns Universitet

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, lå der et nyt eksemplar af litteraturtidsskriftet Standart. Fantastisk. Jeg var endog så heldig, at min egen bog om Per Højholt, Hørbylundemanden , blev anmeldt i nummeret. Nu var det heldigvis en god anmeldelse (siger narcissisten), men jeg tror egentlig, at længden og grundigheden i sig selv ville være nok til, at jeg ville kunne glæde mig. Indtil videre har den kun modtaget overfladiske, halvstuderede anmeldelser - de har været positive, men er blevet skrevet af anmeldere, der enten har haft for travlt eller ikke har gidet at læse bogen ordentligt. Men sådan er det ikke i Standart. Her udsættes bogen for en fremragende læsning. Den gode anmeldelse giver mig også god grund til optimisme, trods alt, for i Information, Weekendavisen og Politiken er man åbenbart ligeglade med en introduktion til Per Højholt. Sådan noget litteraturfis fra en litterat fra provinsen finder ikke vej til deres spalter. Nuvel, vi overlever nok: Højholt og jeg ; - ) I det hel...

I Norge har man netop uddelt kritikerprisen, men overskrifterne taler deres tydelige sprog, især denne her " Knausgårds overmann " fra NRK. Selvom det er Tomas Espedal, der vinder, så er det Karl Ove Knausgård, som er i centrum. Det siger en hel del om temperaturen i norsk litteratur lige nu. Nuvel, jeg har netop får læst Tomas Espedals Imot kunsten (notatbøkene) , som er fremragende. Det er en yderst koncentreret roman, ja muligvis en roman om tilblivelsen af en roman (og tilblivelsen af en forfatter), en roman om at skrive og om at føle sig skrevet. Det er på en måde en postmoderne slægtsroman; den vil finde sin egen form, mellem poesi og prosa, mellem kønnene, mellem rollerne som far og søn. Den er skrevet med en stemme, som har svært ved at finde ro, men som alligevel er yderst overbevisende. Den veksler mellem metafysisk fortællen og nærmest ekstrem realisme. Og så finder man smukke, prægnante sætninger som denne her: "Når man har gitt avkall på kjærligheten, kan ma...