Christian Bjoljahn, Glen Christian, Janus Kodal

Jeg sidder her med tre gode digtsamlinger: Christian Bjoljahns Til dig, Glen Christians Ruben og Janus Kodals Sabotage udgivet på hhv på Afterhand x 2 og på Nansensgades Antikvariat & Forlag. Mest begejstret er jeg om muligt for Christian Bjoljahns Til dig, hvor følgende digt sad lige i mit skab:

Forlad dit hus forlad din mark brænd fødegården ned

kravl brak i blinde

du skal vide

du ikke ved det hele om det sted, du ender. At du ikke ender

Måske er det bare en bonderøv som mig (der både har fødegård og har været med til brænde marker af), der føler sig ramt her, måske er det (og det er mere sandsynligt) et godt digt, blandt mange. Digtene i Til dig kryber sammen nede på siden, som om de skammer sig, men de har bestemt intet at skamme sig over. Du-formen, som anvendes i mange af digtene, fungerer paralyserende og appellerende på samme tid. En stærk og overbevisende digtsamling.

Glen Christians Ruben blev jeg opmærksom på, fordi den blev anbefalet i Femina (tror jeg det var og spørg mig ikke, hvor jeg ved det fra). Mærkværdigt. Bl.a. fordi Christians digtsamling er ret vanskelig tilgængelig, fx meget mere vanskelig end Bjoljahns. Det viser naturligvis det tilfældige i den slags. Glen Christians digte udfolder sig som et kors. Lange lodrette digte og digte på tværs af siderne. De forsøger at eksperimentere med rytmen via det visuelle udtryk, og det fungerer godt.

Janus Kodals Sabotage er en meget mærkelig sag. Men hatten af for Kodal, som er kompromisløs i sin digtning. Denne gang saboterer han sætningen / verset, måske fordi enhver sætning, ethvert vers (?) er første skridt mod noget narrativt. Men bogen er ligeledes en sabotage af kausalitet og mening. Den starter med et paradoks - et jeg er "sluppet levende/ ind i Paradis". Men det er et paradis, der snarere minder om Dantes inferno. Sætningerne er, tror jeg, baseret på en slags cut-up teknik, men man fornemmer alligvel modvilligt en fortælling bag disse splittede sætningers anti-fortælling:

Mørket når til livet. Fulgt af for eksempel

fakta. Person eller faldstamme. Også for

andre forhindringer af samme størrelse.

Angsten for at nyde med ligegyldighed.

Jeg skal starte et sted. Sådan er alting

hørt før. Forsvarligt behandlet. Holdt inde.

Helheden har en procedure. En energi.

Så kemisk og flad som en indstilling.

Notater absorberet i blodstrømmen.

Jeg begynder at fortryde begyndelsen.

Et misforhold af skygger. Lyset krydses

i pupillen og får op og ned til at skifte plads.

Gennemsigtig eller ikke. Som om historien

fandt sted uden hurtighed. Underjordisk.

Billedet sluger jorden pr. efterkrav.

Uden negativ eller yderligere kontrakt.

Læg mærke til alle de upoetiske ord. Igen en sabotage mod poesien? En underlig blanding mellem et essay på vers (fx findes der af og til fodnoter), en afpoetiseret poesi og en form, som binder, holder tingene sammen, idet de eksploderer. Alle strofer er på fire vers, og alle digte på fire strofer, ligesom digtsamlingen består af fire suiter. Man kunne naturligvis få mindelser til Simon Grotrian, ikke mindst dennes bog Fire, men Kodal vil noget andet, fornemmer man. Snarere end at tage det religiøse på sig, vil digtene være en bombe i fortællingen om et Paradis, en ny begyndelse, ja en anti-begyndelse, hvorfor digtsamlingen også bruger Johannes-evangeliets berømte begyndelse, som præambel: "I begyndelsen var ordet...". Eller som den allersidste strofe siger det, så er man henvist til "alt der aldrig er sagt":

Ordet skyld. En funktion beskrevet i manualer.

Uden forudsigelse. Adskilt fra det simultane.

Sol og måne på samme himmel. Ord til andet

uden virkning. Henvist til alt der aldrig er sagt.

***

Alle tre digtsamlinger er en sejr for poesien. Vi savner naturligvis de mange gode digtsamlinger fra forlaget Borgen, men hvis de små forlag kan holde en standart, som den der udvises i disse tre digtsamlinger, behøver man ikke at være så bekymret.

Danskere læser stadig flere bøger

Skrev JP forleden. Gad vide om det er rigtigt? Måske siger man bare (i sådan en undersøgelse), at man læser mere end tidligere, måske køber man bøgerne for at pryde sin selvforestillling og reolerne derhjemme. Og stadigvæk, selvom det skulle være rigtigt: Hvilke bøger drejer det mon sig om? Kvalitetslitteratur er det næppe (siger den lidt snobbede litterat).

Nå, argggh, inden dette bliver for negativt, så lad os glæde os over den gode nyhed. Flere læste bøger er formentlig bedre end færre læste bøger, uanset hvilke bøger det så end drejer sig om.

Heldagsseminar om dansk samtidslyrik – Københavns Universitet

Heldagsseminar om dansk samtidslyrik – Københavns Universitet

Danmarks eneste litteraturtillæg

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, lå der et nyt eksemplar af litteraturtidsskriftet Standart. Fantastisk. Jeg var endog så heldig, at min egen bog om Per Højholt, Hørbylundemanden, blev anmeldt i nummeret. Nu var det heldigvis en god anmeldelse (siger narcissisten), men jeg tror egentlig, at længden og grundigheden i sig selv ville være nok til, at jeg ville kunne glæde mig. Indtil videre har den kun modtaget overfladiske, halvstuderede anmeldelser - de har været positive, men er blevet skrevet af anmeldere, der enten har haft for travlt eller ikke har gidet at læse bogen ordentligt. Men sådan er det ikke i Standart. Her udsættes bogen for en fremragende læsning. Den gode anmeldelse giver mig også god grund til optimisme, trods alt, for i Information, Weekendavisen og Politiken er man åbenbart ligeglade med en introduktion til Per Højholt. Sådan noget litteraturfis fra en litterat fra provinsen finder ikke vej til deres spalter. Nuvel, vi overlever nok: Højholt og jeg ; - )

I det hele taget gjorde Standart mig glad. Jeg er glad for, at tidsskriftet regeres af en række unge og ihærdige, litteraturbegærlige mennesker. De har på mange måder ret, når de påberåber sig titlen som "Danmarks eneste litteraturtillæg". Kunne man kvalitetsteste anmeldelser, er jeg også sikker på, at man finder de bedste her. Udover dem var jeg i dette nummer særligt glad for Martin Glaz Serups indlæg om litteraturtidsskriftet Vinduet i Norge: Hvorfor har vi ikke et sådant vindue her i DK, spørger Martin? Ja, hvorfor ikke, spørger jeg også? Måske kunne det være med til at sparke en genuin litterær debat i gang, sådan som den ofte udspiller sig i Norge? Gøre god litteratur relevant, også for en offentlig debat. Hans Hauge skriver sjovt og provokerende (som altid) om det litterære systemskifte, fx påstår han, at dansk litteratur ikke har beskæftiget sig med emner som globalisering, terror, Irak og Afghanistan. Hauge har naturligvis ret i, at litteraturen hverken med politisk effekt eller offentlig relevans har spillet en synderlig stor rolle i forhold til en synlig debat om emner som disse, men mon ikke det skyldes litteraturens status i det kulturelle og mediale landskab, snarere end de bøger der udkommer? Man kunne jo ellers læse Ursula Andkjær Olsens Havet er en scene, eller hele Beckwerkets virke siden biografien, ja eller Peter Laugesen for den sags skyld, eller en hel del raptekster. Man kunne også læse titelnovellen fra Adda Djørups novellesamling Hvis man begyndte at spørge sig selv (2007), som jeg genlæste her til morgen, og som stadigvæk er rigtig god. Mon ikke også Lars Skinnebachs poesi kunne siges at rumme emner som disse? Anyways, et andet interessant indlæg er Søren Fauths velskrevne "Mnemosyne, Lethe og den dynamiske erindring", hvor Fauth beskriver den sørgelige situation for universiteterne i Tyskland, hvor man underviser 20 timer om ugen på hold på op til 300 studerende og eksamen foregår via multiple choice tests, Geistenswissenschaft, jawohl, eller måske snarere nein danke. Fauths kritik af danske universitetsforhold i forlængelse af dette skrækscenarie, dvs. hvordan de bedste hoveder på universiteterne bruger det meste af deres tid på ansøgningsprosa, er forstemmende og, ikke mindst, alt for sand.

Summa summarum: Som litterat kan man kun holde af Standart.

Knausgårds overmand

I Norge har man netop uddelt kritikerprisen, men overskrifterne taler deres tydelige sprog, især denne her "Knausgårds overmann" fra NRK. Selvom det er Tomas Espedal, der vinder, så er det Karl Ove Knausgård, som er i centrum. Det siger en hel del om temperaturen i norsk litteratur lige nu.

Nuvel, jeg har netop får læst Tomas Espedals Imot kunsten (notatbøkene), som er fremragende. Det er en yderst koncentreret roman, ja muligvis en roman om tilblivelsen af en roman (og tilblivelsen af en forfatter), en roman om at skrive og om at føle sig skrevet. Det er på en måde en postmoderne slægtsroman; den vil finde sin egen form, mellem poesi og prosa, mellem kønnene, mellem rollerne som far og søn. Den er skrevet med en stemme, som har svært ved at finde ro, men som alligevel er yderst overbevisende. Den veksler mellem metafysisk fortællen og nærmest ekstrem realisme. Og så finder man smukke, prægnante sætninger som denne her:

"Når man har gitt avkall på kjærligheten, kan man komme til å elske hvem som helst".

Læs den før din nabo.

Adda Djørup i Århus