Christian Bjoljahn, Glen Christian, Janus Kodal

Jeg sidder her med tre gode digtsamlinger: Christian Bjoljahns Til dig, Glen Christians Ruben og Janus Kodals Sabotage udgivet på hhv på Afterhand x 2 og på Nansensgades Antikvariat & Forlag. Mest begejstret er jeg om muligt for Christian Bjoljahns Til dig, hvor følgende digt sad lige i mit skab:

Forlad dit hus forlad din mark brænd fødegården ned

kravl brak i blinde

du skal vide

du ikke ved det hele om det sted, du ender. At du ikke ender

Måske er det bare en bonderøv som mig (der både har fødegård og har været med til brænde marker af), der føler sig ramt her, måske er det (og det er mere sandsynligt) et godt digt, blandt mange. Digtene i Til dig kryber sammen nede på siden, som om de skammer sig, men de har bestemt intet at skamme sig over. Du-formen, som anvendes i mange af digtene, fungerer paralyserende og appellerende på samme tid. En stærk og overbevisende digtsamling.

Glen Christians Ruben blev jeg opmærksom på, fordi den blev anbefalet i Femina (tror jeg det var og spørg mig ikke, hvor jeg ved det fra). Mærkværdigt. Bl.a. fordi Christians digtsamling er ret vanskelig tilgængelig, fx meget mere vanskelig end Bjoljahns. Det viser naturligvis det tilfældige i den slags. Glen Christians digte udfolder sig som et kors. Lange lodrette digte og digte på tværs af siderne. De forsøger at eksperimentere med rytmen via det visuelle udtryk, og det fungerer godt.

Janus Kodals Sabotage er en meget mærkelig sag. Men hatten af for Kodal, som er kompromisløs i sin digtning. Denne gang saboterer han sætningen / verset, måske fordi enhver sætning, ethvert vers (?) er første skridt mod noget narrativt. Men bogen er ligeledes en sabotage af kausalitet og mening. Den starter med et paradoks - et jeg er "sluppet levende/ ind i Paradis". Men det er et paradis, der snarere minder om Dantes inferno. Sætningerne er, tror jeg, baseret på en slags cut-up teknik, men man fornemmer alligvel modvilligt en fortælling bag disse splittede sætningers anti-fortælling:

Mørket når til livet. Fulgt af for eksempel

fakta. Person eller faldstamme. Også for

andre forhindringer af samme størrelse.

Angsten for at nyde med ligegyldighed.

Jeg skal starte et sted. Sådan er alting

hørt før. Forsvarligt behandlet. Holdt inde.

Helheden har en procedure. En energi.

Så kemisk og flad som en indstilling.

Notater absorberet i blodstrømmen.

Jeg begynder at fortryde begyndelsen.

Et misforhold af skygger. Lyset krydses

i pupillen og får op og ned til at skifte plads.

Gennemsigtig eller ikke. Som om historien

fandt sted uden hurtighed. Underjordisk.

Billedet sluger jorden pr. efterkrav.

Uden negativ eller yderligere kontrakt.

Læg mærke til alle de upoetiske ord. Igen en sabotage mod poesien? En underlig blanding mellem et essay på vers (fx findes der af og til fodnoter), en afpoetiseret poesi og en form, som binder, holder tingene sammen, idet de eksploderer. Alle strofer er på fire vers, og alle digte på fire strofer, ligesom digtsamlingen består af fire suiter. Man kunne naturligvis få mindelser til Simon Grotrian, ikke mindst dennes bog Fire, men Kodal vil noget andet, fornemmer man. Snarere end at tage det religiøse på sig, vil digtene være en bombe i fortællingen om et Paradis, en ny begyndelse, ja en anti-begyndelse, hvorfor digtsamlingen også bruger Johannes-evangeliets berømte begyndelse, som præambel: "I begyndelsen var ordet...". Eller som den allersidste strofe siger det, så er man henvist til "alt der aldrig er sagt":

Ordet skyld. En funktion beskrevet i manualer.

Uden forudsigelse. Adskilt fra det simultane.

Sol og måne på samme himmel. Ord til andet

uden virkning. Henvist til alt der aldrig er sagt.

***

Alle tre digtsamlinger er en sejr for poesien. Vi savner naturligvis de mange gode digtsamlinger fra forlaget Borgen, men hvis de små forlag kan holde en standart, som den der udvises i disse tre digtsamlinger, behøver man ikke at være så bekymret.