Gå videre til hovedindholdet

Danmarks eneste litteraturtillæg


Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, lå der et nyt eksemplar af litteraturtidsskriftet Standart. Fantastisk. Jeg var endog så heldig, at min egen bog om Per Højholt, Hørbylundemanden, blev anmeldt i nummeret. Nu var det heldigvis en god anmeldelse (siger narcissisten), men jeg tror egentlig, at længden og grundigheden i sig selv ville være nok til, at jeg ville kunne glæde mig. Indtil videre har den kun modtaget overfladiske, halvstuderede anmeldelser - de har været positive, men er blevet skrevet af anmeldere, der enten har haft for travlt eller ikke har gidet at læse bogen ordentligt. Men sådan er det ikke i Standart. Her udsættes bogen for en fremragende læsning. Den gode anmeldelse giver mig også god grund til optimisme, trods alt, for i Information, Weekendavisen og Politiken er man åbenbart ligeglade med en introduktion til Per Højholt. Sådan noget litteraturfis fra en litterat fra provinsen finder ikke vej til deres spalter. Nuvel, vi overlever nok: Højholt og jeg ; - )

I det hele taget gjorde Standart mig glad. Jeg er glad for, at tidsskriftet regeres af en række unge og ihærdige, litteraturbegærlige mennesker. De har på mange måder ret, når de påberåber sig titlen som "Danmarks eneste litteraturtillæg". Kunne man kvalitetsteste anmeldelser, er jeg også sikker på, at man finder de bedste her. Udover dem var jeg i dette nummer særligt glad for Martin Glaz Serups indlæg om litteraturtidsskriftet Vinduet i Norge: Hvorfor har vi ikke et sådant vindue her i DK, spørger Martin? Ja, hvorfor ikke, spørger jeg også? Måske kunne det være med til at sparke en genuin litterær debat i gang, sådan som den ofte udspiller sig i Norge? Gøre god litteratur relevant, også for en offentlig debat. Hans Hauge skriver sjovt og provokerende (som altid) om det litterære systemskifte, fx påstår han, at dansk litteratur ikke har beskæftiget sig med emner som globalisering, terror, Irak og Afghanistan. Hauge har naturligvis ret i, at litteraturen hverken med politisk effekt eller offentlig relevans har spillet en synderlig stor rolle i forhold til en synlig debat om emner som disse, men mon ikke det skyldes litteraturens status i det kulturelle og mediale landskab, snarere end de bøger der udkommer? Man kunne jo ellers læse Ursula Andkjær Olsens Havet er en scene, eller hele Beckwerkets virke siden biografien, ja eller Peter Laugesen for den sags skyld, eller en hel del raptekster. Man kunne også læse titelnovellen fra Adda Djørups novellesamling Hvis man begyndte at spørge sig selv (2007), som jeg genlæste her til morgen, og som stadigvæk er rigtig god. Mon ikke også Lars Skinnebachs poesi kunne siges at rumme emner som disse? Anyways, et andet interessant indlæg er Søren Fauths velskrevne "Mnemosyne, Lethe og den dynamiske erindring", hvor Fauth beskriver den sørgelige situation for universiteterne i Tyskland, hvor man underviser 20 timer om ugen på hold på op til 300 studerende og eksamen foregår via multiple choice tests, Geistenswissenschaft, jawohl, eller måske snarere nein danke. Fauths kritik af danske universitetsforhold i forlængelse af dette skrækscenarie, dvs. hvordan de bedste hoveder på universiteterne bruger det meste af deres tid på ansøgningsprosa, er forstemmende og, ikke mindst, alt for sand.

Summa summarum: Som litterat kan man kun holde af Standart.

Etiketter

Etiketter:

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Send en kommentar
Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...
45 kommentarer
Læs mere

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
42 kommentarer
Læs mere