I Norge har man netop uddelt kritikerprisen, men overskrifterne taler deres tydelige sprog, især denne her "Knausgårds overmann" fra NRK. Selvom det er Tomas Espedal, der vinder, så er det Karl Ove Knausgård, som er i centrum. Det siger en hel del om temperaturen i norsk litteratur lige nu.
Nuvel, jeg har netop får læst Tomas Espedals Imot kunsten (notatbøkene), som er fremragende. Det er en yderst koncentreret roman, ja muligvis en roman om tilblivelsen af en roman (og tilblivelsen af en forfatter), en roman om at skrive og om at føle sig skrevet. Det er på en måde en postmoderne slægtsroman; den vil finde sin egen form, mellem poesi og prosa, mellem kønnene, mellem rollerne som far og søn. Den er skrevet med en stemme, som har svært ved at finde ro, men som alligevel er yderst overbevisende. Den veksler mellem metafysisk fortællen og nærmest ekstrem realisme. Og så finder man smukke, prægnante sætninger som denne her:
"Når man har gitt avkall på kjærligheten, kan man komme til å elske hvem som helst".
Læs den før din nabo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar