Lige en lille, rask nytårsreplik til Erik Skyum-Nielsens underlige "anmeldelse" af Simon Grotrians seneste salmesamlinger, for jeg sidder her med den flotte Frontalgalakser i hånden, og mener jo sådan set, at Grotrian kun er blevet bedre, mere sikker og desto mere original og uomgængelig som salmist. Det Skyum-Nielsen kalder "ujævnt" og "bimlende himmelvendt vås" kunne måske i første omgang oversættes som postmodernistisk og i næste som blot og bar poesi, men begge dele har trange kår i salmegenren, i hvert fald sådan som Skyum-Nielsen forstår denne. Det samme gælder, når han kritiserer Grotrian for ikke at lave ordentlige rim - men det er jo skriftrim, på skriftens (den postmodernistiske poesis) vilkår. Det gode ved Grotrians salmer er (i mine øjne og jeg er ingen ekspert, heller ikke på "teologisk soliditet" (hvad det så end betyder i 2009? I hvert fald noget jeg ikke giver fem flade ører for, set fra poesiens side)), at de ikke helmer. De s...

"Digtene er tilsyneladende henvist til og opsuget af internettet, dette globale, ja, universelle alting og ingenting, de er dele af denne luftige, ikke-materielle, denne ekstra-evaporerede helligånd, der lader vor gamle klode gynge som en bold i et boldnet af grænseløs poesi, en usynlig space-virkelighed. Men digte skal også have konkret eksistens, de skal være hørbar hvisken, rap, højtlæste ord, show, sang. Digte skal også findes på papir, de skal have den gamle skrifts tyngde og sendes ud i den lokale verden fra en scene, som Peter [Laugensen] gør det i dag, og som Dan [Turèll] gjorde det i sin tid. Med saft og rytme" (Henning Mortensen i det seneste og ganske fremragende nummer af Standart i en lille sjov artikel om forlagsvirksomheden Jorinde og Joringel. I øvrigt en kommentar til den fraværende poesi på bogmessen i år).

Åh Dan, hvor har du så evindelig ret.

InGUNn Økland beklager sig i norske Aftenposten over litteraturvidenskabens hang til teori og luftkasteller, den har selv stor andel i sin egen krise. Hun skriver: "Kanskje er det altså samtidslitteraturen som nå må endre litteraturvitenskapen. Det er litteraturen som nå kaller på nye lesemåter, der liv, historie og moral igjen blir noe mer enn estetiske størrelser. Ja, samtidslitteraturen blir stadig mer personlig og livsnær, i Norge demonstrert ved årets to kandidater til Nordisk Råds litteraturpris, Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal. Men selv om mange ønsker seg over i den nye tid, sitter den gamle tid i ryggmargen. Vi er redde for å virke moraliserende eller intimiderende. Det ser vi ikke minst i mottagelsen av Min kamp. Første bok, der et nærmest samlet anmelderkorps unnlot å ta stilling til de etiske problemene ved utgivelsen. Selv etter at forfatterens familie kalte prosjektet for judaslitteratur, valgte anmelderen i Bergens Tidende å snu ryggen til hele problemstillinge...

Faldt over denne artikel af Rasmus Bo Sørensen i Information . Faktisk vil jeg gerne rose Information for at finde ofte gode, sjove og perspektivrige vinkler på litteraturen og bogmarkedet. Godt gået. Imidlertid: Ser man nærmere på de digte, der har solgt godt fra Gyldendals side: Naja Marie Aidt, Ursula Andkjær Olsen og Mette Moestrup er der faktisk - i modsætning tror jeg til hvad Simon Pasternak hævder - en helt simpelt forklaring bag alle de tre digteres salgssucces. Det handler om deres eksponering i medierne, ikke andet (deres kvaliteter til trods). Helt specifikt for Aidt, at hun udgav Poesibog nærmest samtidig med, at hun vandt Nordisk Råds Litteraturpris, Andkjær Olsen kom på forsiden af Politiken , fordi Tøger Seidenfaden tilfældigvis havde læst Atlas over huller , og Mette Moestrup optrådte i talkshowet den 11. time, og hun vandt Montanas litteraturpris med kingsize . Ideelt set kunne man naturligvis have håbet på, at Pasternaks forklaring var rigtig - at netop disse digt...