ingenting er hemmeligt her

Forleden da jeg færdigskrev min anmeldelse af Lone Hørslevs seneste bog Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, som forhåbentlig snart dukker op på Sentura.dk, kom jeg til at tænke på, at Hørslev jo slet ikke tilhører en bekendelseslitteratur a la Vita Andersen. Dels fordi der jo ikke bekendes ret meget i hendes bog, så vidt jeg kan se, dels fordi der er tale om en helt anden og meget større formbevidsthed end knækprosaens – den knækkede jo nærmest bare for at ligne et digt ; - )

Hørslev derimod kalder sine digte for skilsmissedigte. Hun har opfundet en genre til den slags tekster. Det er immervæk en forskel, der vil noget.

Men det som jeg tænkte på, og som måske er mere interessant, det er, at Hørslevs bog jo også er udtryk for nye grænser mellem det private og det offentlige. Det er der mange, der har sagt noget om før. Det er jeg udmærket klar over. Men….

Man kan spørge sig selv, hvad det er, der flytter disse grænser? Grænser er måske slet ikke det rigtige ord. Der er snarere tale om brudflader. Og der er det, at jeg kom til at tænke på, at sådan noget som SMSer jo flytter noget privat ind i det offentlige rum, helt konkret. Man kan være meget mere privat i SMSer, end man kan være i en samtale, lad os til eksempel sige i en bus, men pointen er, at man jo kan være begge dele på samme tid i dag, og at vi netop er det, hele tiden.

Det betyder, at modsætningsforholdet mellem det private og det offentlige ikke eksisterer, eller det eksisterer i hvert fald ikke på samme måde som tidligere. Vi opererer med mange brudflader udadtil.

Samtidig med at vi snakker om vejret med en ældre dame, vi ikke kender i forvejen, fx ved et stoppested, kan vi modtage en SMS, fx fra kæresten, hvori der står, at i nat skal vi dyrke hed sex (undskyld mit dårlige eksempel!). Netop i en sådan situation må man jo finde en grimasse, der kan passe, og det er det, som vi er ved at vænne os til i dag, tror jeg: At være private og offentlige på én gang. Vi er ofte mere nærværende et andet sted end dér, hvor vi konkret befinder os, paradoksalt nok. Skriften i det offentlige rum gør altså noget ved os, ved vores identitet, tror jeg.

Disse pointer gælder naturligvis ikke kun, hvad angår SMSer, det gælder også Facebook og andre internet-relaterede identitetsfremvisninger, også her skal vi vænne os til, ikke bare en balancegang mellem offentligt og privat, men at være private og offentlige på én gang så at sige.

Forskellen mellem Vita Andersen (nej Andersen er måske alligevel for god, lad os tage Lola Baidel i stedet) og Lone Hørslev er derfor den bevidsthed om selviscenesættelse, der er hos Hørslev. Hun ved lige præcis, hvad det er hun bekender og især ikke bekender. Hendes digte er ikke mere bekendende end, lad os sige, Søren Ulrik Thomsens, måske tværtimod!

...lavet af ingenting/ på nær ensomhed

no time ago
or else a life
walking in the dark
i met christ

jesus) my heart
flopped over
and lay still
while he passed (as

close as i'm to you
yes closer
made of nothing
except loneliness

(fra e.e. cummings: Xaipe (1950))

(og hvorfor er han ikke oversat til dansk, øv?)

Tomorrow, and tomorrow and tomorrow

Tjek Merete Pryds Helles fine klumme på Sentura. Måske er det mere en artikel end en klumme, men absolut værd at læse. Selv er jeg også tosset med det sted i Macbeth, sikke en poesi:

Life´s but a walking shadow, a poor player.
That struts and frets his hour upon the stage
and then is heard no more: it is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
signifying nothing.

Macht und Remediering?

Hvad har du (ikke) læst?

Faldt over denne meget morsomme artikel på JPs hjemmeside. Heldigvis for mig har jeg faktisk læst Orwell, endog på engelsk, fantastisk bog ; - )

Men hvorfor er det netop den, man lyver om? Jeg mener, det ville da være bedre af at prale af Shakespeare eller Marcel Proust (og hvis man vil være helt ude i tovene Joyces Finnegans Wake?) Men så sofistikerede er løgnerne nok ikke? Vi andre ved i det mindste, at FW findes, og det er alt nok. Det sætter resten i perspektiv.

Brændende kærlighed 2

I forbindelse med diskussionen af litteraturkritik og etc. på Martin Glaz Serups blog, så havde jeg en kommentar til Mikkel Zangenbergs kommentar. Man kan naturligvis læse den derovre, men også nedenfor her:

For det første synes jeg, at Mikkels lidt onkelagtige høhø-måde at omtale bloggens litterære offentlighed på måske er lidt nedladende og passé. Naturligvis er anonymiteten et problem, men der udfolder sig rent FAKTISK en litterær offentlighed her (og jeg mener blogosfæren generelt, ikke nødvendigvis denne specifikke diskussion), som jeg mener, at man bør alvorligt (og som Information fx tager alvorligt, hvorved de udmærker sig fra andre danske aviser), og selvom de anonyme bemærkninger er studentikose, så er kritikken af Tue Andersen Nexøs fremhævning af Zangenbergs idiosynkrasier overfor Bukdahl jo på sin plads, synes jeg. Det har aldrig været interessant, så vidt jeg kan se.

Dernæst kunne man sige, at litteraturtidsskrifterne jo også er begyndt at anmelde udvalgte ting, det gælder både Kritik, K&K og andre. Dertil kommer Standart (som faktisk har en høj standard hvad anmeldelser angår), men som sjældent tages alvorlig - guderne må vide hvorfor? Og sidst, men ikke mindst, de sites på nettet bl.a. Sentura, hvor jeg selv af og til anmelder, som faktisk også leverer ganske pæne ting, skal jeg sige det selv (og det kan jeg vel næppe, men alligevel). Man kunne også nævne LitLive som et sted med, ja af og til, fremragende anmeldelser og på tværs af nordiske landegrænser, hvilket er inspirerende i sig selv.

Den bedste litteraturkritik i mine øjne foregår derfor ikke nødvendigvis i de store dagblade, hvor man ofte støder ind i halvdårlige og sjuskede anmeldelser, men ja, naturligvis også mange gode ting af Zangenberg og de andre han nævner. Der er jo ingen, der er i tvivl om deres kompetencer, tror jeg ikke- jeg er i hvert fald ikke - men de skal så at sige bruges på bedste, krtiske vis.

Brændende kærlighed

Midt i aftensmaden, eller rettere, midt imellem min laven aftensmad, tjekkede jeg lige de forskellige blogs og faldt over denne besynderlige diskussion på Glaz Serups blog. Jeg har tidligere ytret mig på Tue Nexø Andersens blog angående det her med at anmelde anmeldere, og at stille Zangenberg vs. Bukdahl op. Det er ikke interessant, men diskussionen på Glaz Serups blog går alligevel over eller under min forstand, eller hvad ved jeg?

Måske er det rigtigt nok, at der ligesom mangler et egentlig alternativ til Lars Bukdahl på den danske anmelderscene, men den påtrængende anonymitet blandt de deltagende kombattanter forhindrer jo en ordentlig diskussion, desværre. Det mest interessante ved sådan noget er måske det, at det overhovedet kan lade sig gøre. Før bloggens tid var det umuligt. Og hvem husker ikke Ella Steehck der huserede på Informations hjemmeside for godt et års tid siden, og som jeg har hørt fra mere eller mindre pålidelige kilder, var selveste Jan Sonnergaard.

Poesi og globalisering

I cannot read Norwegian poetry, but if I were told that no more poetry was being written in the Norwegian language I should feel an alarm which would be much more than generous sympathy. I should regard it as a spot of malady which was likely to spread over the whole Continent; the beginning of a decline which would mean that people everywhere would cease to be able to express, and consequently be able to feel, the emotions of civilized beings.

(T. S. Eliot i "The Social Function of Poetry" — On Poetry and Poets. London: Faber, pp. 15–25)

Sådan sagde Eliot i en tale, som han holdt i 1943, og citatet fik mig til at gruble en smule over forholdet mellem poesi og globalisering, især hvordan poesien fx forholder sig til den måde, som globaliseringen på den ene side styrker nationalitetsfølelser og på den anden opløser dem. Poesien styrker på en måde en nations sammenhængskraft, også selvom denne er kritisk i forhold til en sådan. Alene det at poesien er poesi og dermed i princippet uoversættelig, binder den til et bestemt lands sprog - på godt og ondt.

Naturligvis findes der universal-engelsk, men tænker man lokalt, er den eneste "danske poesi" på engelsk nærmest kun sang- og raptekster, og dér er det dæleme svært at gøre sig gældende, bare spørg Kim Larsen, hvis danskhed ikke kunnne oversættes til engelsk, eller The Storm (uden nogen som helst sammenligning i øvrigt), hvor afgrunden mellem de himmelråbende naive tekster og den storladne patos i musikken allerhøjest får een til at trække på smilebåndet eller bare skrue ned.

Men kunne man forestille sig danske digtere skrive direkte på engelsk? Det ville da være forsøget værd og får mig til at tænke på det digt af Mette Moestrup "My Language", hvor hun netop påviser uoversætteligheder, lakuner i sproget.

U2 & Thomsen

Imens jeg sidder og læser Søren Ulrik Thomsens nye essays hører jeg U2s nye CD. Begge dele hører til blandt mine ungdomssværmerier, dengang i gymnasiet osv. Men hvor jeg heldigvis er blevet gammel nok til at synes, at Thomsens essays er hamrende gode, dér er jeg blevet for gammel til U2. Eller omvendt. Jeg fatter ikke, hvorfor U2 halser efter sig selv, hvorfor de tror, at de kan sætte standarden på en ungdommelig måde, suk, som de gjorde engang.

Nå, den nye CD er dog, trods alt, måske et lille skridt fremad for dem efter at de skrabede bunden på deres forrige CD. Måske er jeg bare til U2 fra War til Pop, og så er den ikke længere. Fx nummeret "Magnificent" - et godt nummer, men man kommer knap nok ind i det, før Bono ikke længere kan nære sig og skriger ordet "Magnificent" (et pisord i øvrigt som jeg helt sikkert ville være faldet for dengang i 91, men som i dag klinger hult (måske er jeg bare træt af at høre, hvad jeg selv hørte og skrålede med på dengang i 91, eller hvad ved jeg?)).

Man kan altid teste kvaliteten af U2s sange ved at lytte til deres C-stykker: Er de gode, så er U2 på toppen. Som dengang med Achtung Baby, hvor nummeret "So Cruel" består af vers på een akkord, et omkvæd og så det fantastiske C-stykke:

She wears my love like a see-through dress
Her lips say one thing, her movements something else
Oh, love, like a screaming flower
Love - dying every hour

Lyt fx til "I´ll go crazy if I don't go crazy tonight" på den nye plade. Et ok nummer med et omkvæd tilpasset U2 stadion-rock-maskinen, hvor Bono synger stærkt, verset er også til at leve med, men så kommer C-stykket, der er direkte pinligt: "Baby, baby..." og bla bla bla. Det er der udelukkende for at være der og ikke andet, imens situationen i "So Cruel" er omvendt: der er alt bygget op omkring C-stykket.

Nå, jeg er måske bare en sur gammel mand, træt af at U2 handler om firmaet U2 frem for at handle om musikken, halvvejs i livet og alt det der. God weekend ; - )

Forlagskrise

Den fyringsrunde på flere danske forlag som bl.a. omtales her, kan komme til at gøre ondt i dansk litteratur, er jeg bange for. Stakkels redaktører, der har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne og sikkert ikke for verdens højeste løn, og stakkels dansk litteratur. Jeg kender ikke de konkrete omstændigheder, men man kan sagtens forestille sig hvilke redaktører, der først ryger ud - dels de unge, dels dem der beskæftiger sig med smal litteratur - og hvad er der så tilbage?

Især er det ærgerligt med Borgen, som ellers heroisk har forsøgt at fastholde en nogenlunde kurs, hvad eksperimenterende ny dansk litteratur angår. Nu er der så en masse arbejdsløse redaktører, men også en masse redaktørløse forfattere, og hvilket forlag skal de egentlig udgive deres litteratur på?

Dichten - ein unbarmherziges Geschäft.

Fleet Foxes

Ja, jeg ved det. Det bør jo handle om litteratur, men jeg er just snublet over dem her. Strengt taget er det jo meget poetisk ; - )