Fo rleden da jeg færdigskrev min anmeldelse af Lone Hørslevs seneste bog Jeg ved ikke om den slags tanker er normale , som forhåbentlig snart dukker op på Sentura.dk, kom jeg til at tænke på, at Hørslev jo slet ikke tilhører en bekendelseslitteratur a la Vita Andersen. Dels fordi der jo ikke bekendes ret meget i hendes bog, så vidt jeg kan se, dels fordi der er tale om en helt anden og meget større formbevidsthed end knækprosaens – den knækkede jo nærmest bare for at ligne et digt ; - ) Hørslev derimod kalder sine digte for skilsmissedigte. Hun har opfundet en genre til den slags tekster. Det er immervæk en forskel, der vil noget. Men det som jeg tænkte på, og som måske er mere interessant, det er, at Hørslevs bog jo også er udtryk for nye grænser mellem det private og det offentlige. Det er der mange, der har sagt noget om før. Det er jeg udmærket klar over. Men …. Man kan spørge sig selv, hvad det er, der flytter disse grænser? Grænser er måske slet ikke det...

no time ago or else a life walking in the dark i met christ jesus) my heart flopped over and lay still while he passed (as close as i'm to you yes closer made of nothing except loneliness (fra e.e. cummings: Xaipe (1950)) (og hvorfor er han ikke oversat til dansk, øv?)

Tjek Merete Pryds Helles fine  klumme på Sentura. Måske er det mere en artikel end en klumme, men absolut værd at læse. Selv er jeg også tosset med det sted i Macbeth , sikke en poesi: Life´s but a walking shadow, a poor player. That struts and frets his hour upon the stage and then is heard no more: it is a tale Told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.

Jeg faldt over dette klip af en tysk dramatisering af Matias Faldbakkens roman Macht und Rebel på youtube. Det forunderlige og interessante er naturligvis den måde, som bogen er abstraktliggjort på i dramatiseringen, om man så kan sige. På den anden side: hvordan skal man kunne dramatisere den ironi, som er på spil imellem bogen og læseren? Hvis man blot, rent mimetisk, viser bogens handling, så misser man jo en hel del, og man vil i en sådan dramatisering kunne tillægge Faldbakken alskens grimme motiver. Det kan man muligvis også alligevel. Men bogens pointe er vel, at den balancerer mellem kunsten og vitsen på samme tid. Det ligger fx i fortælleformen, alle de lister bogen rummer og utidige betragtninger, både fra hovedpersonernes og fortællerens side. Så i det perspektiv er bogen også interessant, for lader den sig overhovedet remediere fra bog til drama?

Faldt over denne meget morsomme artikel på JPs hjemmeside. Heldigvis for mig har jeg faktisk læst Orwell, endog på engelsk, fantastisk bog ; - ) Men hvorfor er det netop den, man lyver om? Jeg mener, det ville da være bedre af at prale af Shakespeare eller Marcel Proust (og hvis man vil være helt ude i tovene Joyces Finnegans Wake ?) Men så sofistikerede er løgnerne nok ikke? Vi andre ved i det mindste, at FW findes, og det er alt nok. Det sætter resten i perspektiv.

I forbindelse med diskussionen af litteraturkritik og etc. på Martin Glaz Serups blog, så havde jeg en kommentar til Mikkel Zangenbergs kommentar. Man kan naturligvis læse den derovre , men også nedenfor her: For det første synes jeg, at Mikkels lidt onkelagtige høhø-måde at omtale bloggens litterære offentlighed på måske er lidt nedladende og passé. Naturligvis er anonymiteten et problem, men der udfolder sig rent FAKTISK en litterær offentlighed her (og jeg mener blogosfæren generelt, ikke nødvendigvis denne specifikke diskussion), som jeg mener, at man bør alvorligt (og som Information fx tager alvorligt, hvorved de udmærker sig fra andre danske aviser), og selvom de anonyme bemærkninger er studentikose, så er kritikken af Tue Andersen Nexøs fremhævning af Zangenbergs idiosynkrasier overfor Bukdahl jo på sin plads, synes jeg. Det har aldrig været interessant, så vidt jeg kan se. Dernæst kunne man sige, at litteraturtidsskrifterne jo også er begyndt at anmelde udvalgte ting, det gæl...

Midt i aftensmaden, eller rettere, midt imellem min laven aftensmad, tjekkede jeg lige de forskellige blogs og faldt over denne besynderlige diskussion på Glaz Serups blog. Jeg har tidligere ytret mig på Tue Nexø Andersens blog angående det her med at anmelde anmeldere, og at stille Zangenberg vs. Bukdahl op. Det er ikke interessant, men diskussionen på Glaz Serups blog går alligevel over eller under min forstand, eller hvad ved jeg? Måske er det rigtigt nok, at der ligesom mangler et egentlig alternativ til Lars Bukdahl på den danske anmelderscene, men den påtrængende anonymitet blandt de deltagende kombattanter forhindrer jo en ordentlig diskussion, desværre. Det mest interessante ved sådan noget er måske det, at det overhovedet kan lade sig gøre. Før bloggens tid var det umuligt. Og hvem husker ikke Ella Steehck der huserede på Informations hjemmeside for godt et års tid siden, og som jeg har hørt fra mere eller mindre pålidelige kilder, var selveste Jan Sonnergaard.

I cannot read Norwegian poetry, but if I were told that no more poetry was being written in the Norwegian language I should feel an alarm which would be much more than generous sympathy. I should regard it as a spot of malady which was likely to spread over the whole Continent; the beginning of a decline which would mean that people everywhere would cease to be able to express, and consequently be able to feel, the emotions of civilized beings. (T. S. Eliot i "The Social Function of Poetry" — On Poetry and Poets. London: Faber, pp. 15–25) Sådan sagde Eliot i en tale, som han holdt i 1943, og citatet fik mig til at gruble en smule over forholdet mellem poesi og globalisering, især hvordan poesien fx forholder sig til den måde, som globaliseringen på den ene side styrker nationalitetsfølelser og på den anden opløser dem. Poesien styrker på en måde en nations sammenhængskraft, også selvom denne er kritisk i forhold til en sådan. Alene det at poesien er poesi og dermed i princi...

Imens jeg sidder og læser Søren Ulrik Thomsens nye essays hører jeg U2s nye CD. Begge dele hører til blandt mine ungdomssværmerier, dengang i gymnasiet osv. Men hvor jeg heldigvis er blevet gammel nok til at synes, at Thomsens essays er hamrende gode, dér er jeg blevet for gammel til U2. Eller omvendt. Jeg fatter ikke, hvorfor U2 halser efter sig selv, hvorfor de tror, at de kan sætte standarden på en ungdommelig måde, suk, som de gjorde engang. Nå, den nye CD er dog, trods alt, måske et lille skridt fremad for dem efter at de skrabede bunden på deres forrige CD. Måske er jeg bare til U2 fra War til Pop , og så er den ikke længere. Fx nummeret "Magnificent" - et godt nummer, men man kommer knap nok ind i det, før Bono ikke længere kan nære sig og skriger ordet "Magnificent" (et pisord i øvrigt som jeg helt sikkert ville være faldet for dengang i 91, men som i dag klinger hult (måske er jeg bare træt af at høre, hvad jeg selv hørte og skrålede med på dengang i 91, e...

Den fyringsrunde på flere danske forlag som bl.a. omtales her , kan komme til at gøre ondt i dansk litteratur, er jeg bange for. Stakkels redaktører, der har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne og sikkert ikke for verdens højeste løn, og stakkels dansk litteratur. Jeg kender ikke de konkrete omstændigheder, men man kan sagtens forestille sig hvilke redaktører, der først ryger ud - dels de unge, dels dem der beskæftiger sig med smal litteratur - og hvad er der så tilbage? Især er det ærgerligt med Borgen, som ellers heroisk har forsøgt at fastholde en nogenlunde kurs, hvad eksperimenterende ny dansk litteratur angår. Nu er der så en masse arbejdsløse redaktører, men også en masse redaktørløse forfattere, og hvilket forlag skal de egentlig udgive deres litteratur på? Dichten - ein unbarmherziges Geschäft .

Ja, jeg ved det. Det bør jo handle om litteratur, men jeg er just snublet over dem her. Strengt taget er det jo meget poetisk ; - )