Jeg har kommenteret den løseligt før, men jeg kunne godt tænke mig at følge en smule mere seriøst op på
den diskussion, som Mikkel Zangenberg og Tue Andersen Nexø havde i oktober måned omkring kriterier for litteraturkritikken. Positionerne er for mig at se ikke helt optegnede, som Tue ellers hævder.
Det startede med, at Zangenberg i en klumme i Politiken beklagede sig over, at kriterierne for, hvad der er godt eller skidt, nu er blevet så vilkårlige, at man burde nedlægge anmelderiet og smagsdommeriet. Dette underskud på kriterier udmønter sig i en fremturing af kritikerens personlighed på bekostning af kritikkens seriøsitet, som det fx sker i programmet ”Smagsdommerne” på DR2, hvor folk fra vidt forskellige fagområder anstiller domme over værker, som de ikke nødvendigvis har megen forstand på, i hvert fald ikke på værkernes rent faglige tilhørsforhold, om det så er litteratur, film, billedkunst osv.
Dette medførte et verbalt angreb fra Andersen Nexøs side, som mente, at der var tale om varm luft fra Zangenbergs side. Det er for nemt at give efter og at kritisere kritikken, fx for at favorisere personligheder frem for at udføre saglig kritik, uden at komme med mere konstruktive forslag til, hvilke kriterier der gælder for kritikkens vurdering, ifølge Andersen Nexø. Han fremkom således med et andet bud i sin blog, ”Sandkassen”, mandag den 9. oktober, 2006, hvor han opstiller fire krav til kritikeren.
Der er tale om udmærkede kriterier, synes jeg, som man naturligvis kan diskutere og tage op på forskellig vis. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre her. I stedet vil jeg hellere fokusere på noget andet. For det besynderlige og karakteristiske ved Andersen Nexøs krav er, at de går på kritikeren og ikke på værkerne som sådan. Naturligvis giver det god mening at opstille krav til kritikeren, men det er jo ikke ham, der er værket, eller hvad? Andersen Nexø falder for mig at se i en lumsk fælde, som Zangenbergs klumme til en vis grad opstiller, idet Zangenberg sammenblander tingene ved både at kritisere kritikerne og kriterierne for kritikken som sådan. Man kunne måske tale om en misforståelse mellem de to parter, for Zangenbergs svar, som man kan læse optrykt dagen efter på Andersen Nexøs blog ”Sandkassen”, tager igen ikke højde for denne skelnen.
Men man kunne også tale om fortalelse eller forskrivning fra Andersen Nexøs side, hvilket kunne få én eller anden til at tænke, at Zangenberg faktisk har ret, når han påstår, at kriterierne for kritik forsvinder til fordel for en promovering af kritikerne selv. I hvert fald tror jeg ikke, at gode gamle Kant udelukkende tænkte på kritikerne, når han forsøgte at adskille smagsdomme fra analytiske udsagn. Det er naturligvis kritikeren, der udfører den handling at bedømme et værks kvalitet, men kvaliteterne selv må jo i første omgang udspringe fra værket selv. Eller hvad? Man kunne anskue det anderledes ved at sige, at Tues udmærkede opstilling af kriterier præcis er et udtryk for underskuddet af kriterier. Goddag mand økseskaft. Vi dropper altså at diskutere værkets kvaliteter til fordel for kritikerens, for det første kan vi alligevel ikke blive enige om. Måske er diskussionen mere symptomal, end den umiddelbart udgiver sig for at være.
Men det kunne jo også være, at Tues krav til kritikerne faktisk er det rigtige sted at begynde, og at det giver mere mening at starte med en diskussion af kritikernes kvaliteter end af værkets. Således kunne man gå til Norge, hvor der de seneste år har været en større seriøsitet omkring litteraturvidenskabens behandling af litteraturkritikken. Et af de vigtigste bidrag til denne debat har Erik Bjerck Hagen stået for med sin bog Litteraturkritikk. En introduksjon (Oslo 2004). I kapitel 1 opstiller han bl.a. 7 symptomer på litterær kvalitet. Han mener generelt, at litterær kvalitet er noget, som hverken er udenfor eller inden i os, men en hændelse som vi deltager i. Han mener ikke, at der findes et smagsprincip, noget der kan beskrive overgangen mellem princip og enkelttilfælde. Derfor må vi nøjes med symptomerne, der dog, pr. definition er forræderiske, ifølge Hagen (26). Men de er desværre det eneste, vi har at gå efter. For der findes ingen bevisbarhed (31), når det kommer til litterær kvalitet og heller ingen egentlig objektivitet.
De 7 symptomer er, som følger:
1: De fysiske reaktioner. Måden vi reagerer på, når vi læser et værk, der er godt. Om det så vækker afsky eller glæde. Om der er tale om følelser eller fornemmelser, om de befinder sig i maven, i hovedet eller andre steder.
Vi må altså have en bestemt litterær sans eller intuition og evnen til at introspektion og selvanalyse, for at finde ud af, om vores intuition er rigtig eller forkert.
2: Det værk er godt, som lader sig beskrive godt. Hvis værket bliver ved med at kaste noget af sig, når man beskæftiger sig med det, så må det have nogle særlige kvaliteter
3: Kritikken er i dialog og er ingen privatsag. Man kan tage fejl. Hvis andre ikke bryder sig om det, man selv godt kan lide, kan det jo være, at man tager fejl
4: Et værks varighed over tid er et symptom på kvalitet, at det tåler en genlæsning. Det har med kulturel autoritet at gøre. Traditionen får det, som den vil, skriver Hagen (29)
5: De gode værker konstituerer vores horisont, sætter en dagsorden, afstikker en ny (dis)kurs.
6: Sproglig kvalitet: Vi læser for at få sprogoplevelser og sprogerfaring. Hvis vi læser minutiøst og er ængstelige for at gå glip af et eneste ord, er det formentlig et tegn på kvalitet.
7: Litteraturen er noget andet, et chok af anderleshed. En behagelig fornemmelse af at være mindre end værket
Men måske burde Bjerck Hagen have taget konsekvensen af, at der netop er tale om symptomer og dermed have vendt udgangspunktet for sin bog på hovedet. Godt nok har Bjerck Hagen et kapitel om kritikeren senere i sin bog, der bl.a. indeholder en udredning af forskellige former for kritik, herunder det han kalder impressionistisk (hvor afstanden mellem kritiker og værk bliver minimal) og ekspressiv kritik (der er præget af en modstand mod at lade sig influere af værket), men det ændrer ikke ved, at det er værkets kvalitet, som er i centrum for Bjerck Hagens bog.
Skal man således drage en konklusion på denne debat mellem Zangenberg og Andersen Nexø (med Bjerck Hagens bog in mente), så kunne den være, at der faktisk kan være tale om en frugtbar misforståelse mellem de to. Før vi overhovedet går i gang med at diskutere litterær kvalitet, skal vi som et minimum gøre os klart, om kvalitetskriterierne går på kritikeren eller litteraturen selv. Begge dele er for mig at se fornuftigt, imens en sammenblanding kun medfører mudderkastning og mundsvejr.
