… og jeg husker at jeg strejfede rundt i gaderne, gik dem tynde, i håbet om at få det der glimt af dig. At du pludselig skulle komme dumpende ud af en opgang, svinge rundt om gaden eller sidde på en cafe. Det var formålsløst og smukt. Det gjorde ondt at tænke på dig. For hver en sene, hver en muskel og knogle længtes efter at være sammen med det, der er dig. At røre dig. Og hvis ikke med andet så med mit blik. Jeg cirklede rundt. Forsvandt ned af gyder og dukkede op i lyset igen. Hvor kunne du være? Hvor kunne man være, hvis man var een som dig? Bare tanken om at den og den stol kunne være een du tidligere havde siddet på. At   din   krop havde blandet sig med luften. Din duft, ja din duft. Vil jeg kunne leve uden den? Fødderne er ømme. Jeg vandrer videre. Vandrer hvileløst. Destinationen er dig, men hvem er du, når jeg dør og dør, hvis jeg ikke ser dig nu og nu som i nu ikke senere eller aldrig. Jeg bliver et genfærd af al den vandren, bliver usynlig og nådesløs som so...

Ængstelsens medalje og en hånd om hjertet så ørerne hviner. Jeg kan ikke få samling på mig selv. Heller ikke søvnen. Søvn og selv. Det hænger sådan sammen. Altid. Eller rettere: Det hænger ikke sammen. En kollega hjemsøger mine nerver. Hvem tror hun jeg er? Beskyldningerne svier. Også om natten. Jeg er et omsorgsfuldt menneske. Æder det hele råt. Jeg tror at ængstelsen ligger der. At jeg er uden filter. At jeg ikke kan sortere. Til gavn for mig selv. Så siver det i sprækkerne. Så piber det i nerverne. Så griber hånden hjertet og trykker til. Som om en bøn griber dig, men det gør den aldrig. Kun hjertet der hamrer blindt og fortvivlet i natten. Tid og tilfælde. Død fisse du fødes af. Lad dig suge af nattens bryst. Lad dig drikke nattens sorte mælk. Ikke falde i søvnen, når det blot handler om at falde i søvn.  Din browser understøtter ikke afspilning af lyd.

 Når jeg fører hånden op til højre kindben  mærker jeg stadig en lille smerte.  Som om styrtet fra i fjor stadig sidder  en smule i ansigtet og minder  mig om den nat foran Harmonien hvor mit hoved klaskede mod fortovet. Som om cyklen på forhånd  havde bestemt sig for et styrt.  Min debut på fortovet en foregribelse af det liv der skal komme  efter livet i midten  af livet.