Ængstelsens medalje og en hånd om hjertet så ørerne hviner. Jeg kan ikke få samling på mig selv. Heller ikke søvnen. Søvn og selv. Det hænger sådan sammen. Altid. Eller rettere: Det hænger ikke sammen. En kollega hjemsøger mine nerver. Hvem tror hun jeg er? Beskyldningerne svier. Også om natten. Jeg er et omsorgsfuldt menneske. Æder det hele råt. Jeg tror at ængstelsen ligger der. At jeg er uden filter. At jeg ikke kan sortere. Til gavn for mig selv. Så siver det i sprækkerne. Så piber det i nerverne. Så griber hånden hjertet og trykker til. Som om en bøn griber dig, men det gør den aldrig. Kun hjertet der hamrer blindt og fortvivlet i natten. Tid og tilfælde. Død fisse du fødes af. Lad dig suge af nattens bryst. Lad dig drikke nattens sorte mælk. Ikke falde i søvnen, når det blot handler om at falde i søvn.  Din browser understøtter ikke afspilning af lyd.

 Når jeg fører hånden op til højre kindben  mærker jeg stadig en lille smerte.  Som om styrtet fra i fjor stadig sidder  en smule i ansigtet og minder  mig om den nat foran Harmonien hvor mit hoved klaskede mod fortovet. Som om cyklen på forhånd  havde bestemt sig for et styrt.  Min debut på fortovet en foregribelse af det liv der skal komme  efter livet i midten  af livet.