Tænk engang, hvis man var en mand i begyndelsen af trediverne, stod på en scene og sang følgende tekst, imens man mente hvert eneste ord: "Take my hand and never let go/ Side by side we walk an open road/ Unbreakable with hope in our hearts/ Step by step we'll make a new start/ Let's be soldiers of love, soldiers of love/ Soldiers of love for life/ Take my hand and never let go/ Never let go and let's be soldiers of love/ What's the meaning of a world on fire?/ And a heart without a soul". Det er næsten til at græde over.
Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
Kommentarer