En aftale er en aftale er en aftale

En aftale er en aftale er en aftale her

i januar føles livet med et fuldstændigt retningsløst

og sneen har lagt sig som en dæmper på det skud

frosten sprænger din søvn med.

Trætheden er et krater ned i kroppen.

Et par nætter uden mørket får det hele til at melde sig

så tilfældigt og fuldstændigt uden betydning som det også er:

Blodpropper, eksamener, e-mails, smartphones, Facebook.

Fingrene på din bevidsthed fordelt i teknik

og den evindelige strøm af passiv socialitet

der trækker livet og lortet helt og aldeles ud af dig.

Der er så mange planer at det virker planløst.

Du er urolig og skammer dig over de aftaler,

som du af forskellige grunde åbenbart har glemt

og folk ringer og kalder og skriver – der gik tiden forbi dig igen

og enten er det stress eller hukommelsen der svigter

men herude, hvor tiden er gået af led, er udsigten sjældent særlig sjov.

Der er et eller andet skummelt med Mikkel Thykier

...og alder. I interviewet fra Information, der blev bragt den tiende januar, kan man læse, at han er 32 år. Men tjekker man Wikipedia, ser man, at han er født i 1977. Det giver ikke helt 32 i mit hoved, selvom jeg ikke er verdens bedste til hovedregning.

Jeg har altid vældig godt kunne lide Thykier som forfatter. De mange hemmelige litterære ting, han foretager sig, som nu fx det her med alderen, er jo grundlæggende fedt. Han har altid skrevet fremragende og er en god digter, men samtidig synes jeg jo, at det er lidt ærgerligt, at han gør en dyd ud af at befinde sig uden for rammen.

Han taler så meget om dialog i sine tekster og også i interviewet her, men man kunne klandre ham for kun at være i dialog med sig selv, Lars Bukdahl og af og til også en række fordomme om fx den danske litterære offentlighed. Den litterære offentlighed synes ifølge Thykier kun at strække sig til dagbladene, som jo naturligvis udfylder en vigtig funktion i forhold til litteraturens synlighed, forfatterens selvfremstilling osv. Men der findes også andre offentligheder, skulle jeg hilse og sige.

Ud fra interviewet kan man læse, at Thykier har været ude for nogle dårlige oplevelser med forlagsbranchen, og jeg er sikker på, at han har ret, når han påpeger, hvor meget den har ændret sig, men alligevel. Nå, jeg glæder mig til endeligt at møde ham til et seminar om lyrik den 10. april på KUA. Måske skulle jeg foreslå ham, at vi skriver en bog sammen? Vi er jo begge kun i starten af 30erne og har hele årtusindet foran os. Små blå breve om litteraturen nu.

Det skæg, der er på trapperne. ÅRETS SKÆG i 2013

Forleden havde Lars Bukdahl en Facebook-update, hvor han efterlyste året mest morsomme bøger. Umiddelbart faldt mine tanker på Claus Beck-Nielsens Mine møder med de danske forfattere, som jo stadigvæk er uhyre morsom, men skulle man pege på digtsamlinger, kunne man pege på Bue P. Peitersens Juice og It's. Som man måske allerede kan fornemme på titlerne er opfindsomheden stor, og det gælder generelt for Peitersens digte og digtsamlinger, hvor bogformatet også bliver udsat for nye og skægge prøvelser, som man fx kan se af billederne nedenfor. Bogens It's er således pakket ind i stribet slikpapir og plastfolie. Det første digt, efter udpaktningen af bogen, finder man bag et transparent og blåstribet stykke "madpapir", og det lyder: "Er du kæk?/ Er du kæk?/ Du kikker ind med/ kasseøjne./ Du er et spøgelse./ Er du et godt, lille spøgelse/ i dag./ Er du kæk?" Digtet ser man naturligvis først delvist gennem madpapiret, hvor det står med sine kækhed og spøger på den anden side. Sådanne kække detaljer finder man overalt i Peitersens finurlige digte, nedenfor ser man fx, hvordan jeg fremholder en "Rutevejledning til pindsvinet hvis det vil lidt rundt". Rutevejledningen ligger indfoldet i bogen i en blå lomme ligesom flere andre tekster i It's.

Juice er en digtsamling i fire suiter: "Buedigte", "Er det mig der er Afrika", "Skæg" og "Apocalypse Now". Peitersen indfører her på konceptuel vis en selvbiografisk underspillet vinkel. Buedigtene er alle skrevet på baggrund af et bue-ord, fx bueskydning elle albue, imens Afrika-suiten har digte, der hver især rummer deres igen ide, fx digtet "Bromotiver på pengesedler (50-1000 kr.)" der afsluttes således: "Dronning Alexandrines Bro forbinder/ Sjælland og Møn// på samme måde som// en 500-krone-seddel forbinder/ mig og tre pakker Summerbird Flødeboller.// Det er en meget vigtig forbindelse.// Storebæltsbroen forbinder/ Sjælland og Fyn// på samme måde som// en 1000-krone-seddel forbinder/ mig og den helt store Sportskage fra La Glace.// Det er en virkelig vigtig forbindelse." Broforbindelserne knyttes således til digterjegets forbindelser til en række lækkerier. Endnu skæggere er suiten "Skæg", der har et underliggende narrativ kørende omkring en ekspedient fra Valbys inspirationsbutik, som skægget skal være med til at forføre: "Det skæg, der er lige på trapperne, vil gøre mig mere maskulin/ Det skæg, der lige er på trapperne, vil fylde mig med selvtillid/ Det skæg, der lige er på trapperne, vil bjergtage en smuk, ung pige/ (som arbejder i Valbys inspirationsbutik)/ Det skæg, der er lige på trapperne, vil bane vejen for en familie/ Det skæg, der er lige på trapperne, vil gøre mig lykkelig".

Peitersen er ikke kun god, fordi han har mange gode ideer. Han er også god, fordi ideerne og den originale underfundighed lader sig både se og høre helt ned i og ind i sproget. Fundamentalt set er formuleringen "skæg på trapperne" bare utrolig morsom (synes denne læser i hvert fald). Jeg kan desuden vældig godt lide den måde, som Peitersen leger med det selvbiografiske, dvs. lader koncept og selvbiografi folde sig ind i og ud af hinanden, fx når han lige efter dette digt, der hedder "Udfald 2" lader siden pryde med et billede af forfatteren, hvor læseren kan se forfatteren se sig selv i næsten fuld person i et spejl: "At sende et nyanlagt skæg/ halvt ind til læseren// er ikke// som at sende vedkommende ud/ på dybt vand;// derimod vil det dreje forfatteren/ 180 grader rundt,/ så han nu står ansigt til ansigt/ med førstnævnte,/ lige her for eksempel:".

Summa summarum: Jeg er ikke så meget til award-shows og den slags (læs: folk der slikker sig selv og hinanden i r....) og synes generelt, at alle de nystiftede litteraturpriser, store som små, er en smule latterlige og symptomale for vores tid, men herregud, hvis det kan få flere til at læse (god) litteratur, så skal jeg ikke stå i vejen for en spontan en af slagsen: ÅRETS SKÆG i 2013 går for poesi-delen til Bue P. Peitersen, imens Beck-Nielsen får tildelt sit prosa-skæg i graven.

Om mørke

“Art is one thing that can go on mattering once it has stopped hurting.”

- Elizabeth Bowen

Det er ikke mørket, men en smerte i hendes prosa. Skitsen, det gentagne forsøg på at indfange den afstandsløse sansning. Men i sproget er den forstået, misforstået og forstået. Deri ligger smerten. At man skal begynde på ny. Sådan tøver hun. Begynder igen. Smerten, som en måde at røre ved verden på. Hun skriver her, men det er altid der. Smerten er en bro. En vindblæst kursiv. Smerten er den bro. Øjne er hænder. Blikket er famlende. Læberne højstemte. Næsten at have fat i noget. Et næsten der er mørket. Og vi hører hende der, disse deadlines, så gravalvorlig trutmund. Man får lyst til at sige prestigiøs. Det umulige i at være den prosa. Det poetiske. Det foruroligende. Et proverbe på sprogets knivspids, dets ubrugelige fang, poesiens døde anslag, ondt ind i verden. Prosaen ud igen. Og de blå mærker på huden. Verden, der skriver igen.