En aftale er en aftale er en aftale her i januar føles livet med et fuldstændigt retningsløst og sneen har lagt sig som en dæmper på det skud frosten sprænger din søvn med. Trætheden er et krater ned i kroppen. Et par nætter uden mørket får det hele til at melde sig så tilfældigt og fuldstændigt uden betydning som det også er: Blodpropper, eksamener, e-mails, smartphones, Facebook. Fingrene på din bevidsthed fordelt i teknik og den evindelige strøm af passiv socialitet der trækker livet og lortet helt og aldeles ud af dig. Der er så mange planer at det virker planløst. Du er urolig og skammer dig over de aftaler, som du af forskellige grunde åbenbart har glemt og folk ringer og kalder og skriver – der gik tiden forbi dig igen og enten er det stress eller hukommelsen der svigter men herude, hvor tiden er gået af led, er udsigten sjældent særlig sjov.

...og alder. I interviewet fra Information , der blev bragt den tiende januar, kan man læse, at han er 32 år. Men tjekker man Wikipedia, ser man, at han er født i 1977. Det giver ikke helt 32 i mit hoved, selvom jeg ikke er verdens bedste til hovedregning. Jeg har altid vældig godt kunne lide Thykier som forfatter. De mange hemmelige litterære ting, han foretager sig, som nu fx det her med alderen, er jo grundlæggende fedt. Han har altid skrevet fremragende og er en god digter, men samtidig synes jeg jo, at det er lidt ærgerligt, at han gør en dyd ud af at befinde sig uden for rammen. Han taler så meget om dialog i sine tekster og også i interviewet her, men man kunne klandre ham for kun at være i dialog med sig selv, Lars Bukdahl og af og til også en række fordomme om fx den danske litterære offentlighed. Den litterære offentlighed synes ifølge Thykier kun at strække sig til dagbladene, som jo naturligvis udfylder en vigtig funktion i forhold til litteraturens synlighed, forfatt...

Forleden havde Lars Bukdahl en Facebook-update, hvor han efterlyste året mest morsomme bøger. Umiddelbart faldt mine tanker på Claus Beck-Nielsens Mine møder med de danske forfattere , som jo stadigvæk er uhyre morsom, men skulle man pege på digtsamlinger, kunne man pege på Bue P. Peitersens Juice og It's . Som man måske allerede kan fornemme på titlerne er opfindsomheden stor, og det gælder generelt for Peitersens digte og digtsamlinger, hvor bogformatet også bliver udsat for nye og skægge prøvelser, som man fx kan se af billederne nedenfor. Bogens It's er således pakket ind i stribet slikpapir og plastfolie. Det første digt, efter udpaktningen af bogen, finder man bag et transparent og blåstribet stykke "madpapir", og det lyder: "Er du kæk?/ Er du kæk?/ Du kikker ind med/ kasseøjne./ Du er et spøgelse./ Er du et godt, lille spøgelse/ i dag./ Er du kæk?" Digtet ser man naturligvis først delvist gennem madpapiret, hvor det står med sine kækhed og spøg...

“Art is one thing that can go on mattering once it has stopped hurting.” - Elizabeth Bowen Det er ikke mørket, men en smerte i hendes prosa. Skitsen, det gentagne forsøg på at indfange den afstandsløse sansning. Men i sproget er den forstået, misforstået og forstået. Deri ligger smerten. At man skal begynde på ny. Sådan tøver hun. Begynder igen. Smerten, som en måde at røre ved verden på. Hun skriver her , men det er altid der . Smerten er en bro. En vindblæst kursiv. Smerten er den bro. Øjne er hænder. Blikket er famlende.  Læberne højstemte. Næsten at have fat i noget. Et næsten der  er  mørket. Og vi hører hende der , disse deadlines, så gravalvorlig trutmund. Man får lyst til at sige prestigiøs. Det umulige i at være den prosa. Det poetiske. Det foruroligende. Et proverbe på sprogets knivspids, dets ubrugelige fang, poesiens døde anslag, ondt ind i verden. Prosaen ud igen. Og de blå mærker på huden. Verden, der skriver igen.