Jeg skrev en anmeldelse forleden om to yngre danske digtere. De er begge gode, talentfulde osv., men jeg havde, efter mange gennemlæsninger, alligevel en fornemmelse af at noget manglede. Anmeldelsen sluttede med følgende ord: ”Begge digtere kan siges at mangle stof. Formen skal fodres med noget, noget mere, og lokummet skal brænde, hvis de helt åbenlyse formmæssige talenter hos disse to digtere skal bringes til endelig udfoldelse. I de to samlinger må formen ligesom gøre hele arbejdet. Det er ikke dårligt, men heller ikke helt godt nok, talentet taget i betragtning.” Da jeg skrev anmeldelsen, havde jeg endnu ikke læst Yahya Hassans bog. Heller ikke selvom jeg faktisk hilste på ham i Aarhus til Vild med ord , før medievirvaret, og han var en stille, måske lidt genert, men cool ung mand, der passede sit. Han havde lige været på Hald Hovedgård med alle de andre nystartede elever på forfatterskolen, og Pablo Llambías fortalte mig, at han beundrede Yahya for sin no bullshit attitude. ...

MIG JEG VÆRE LEKTOR HVER ENESTE DAG MIG JEG ELSKER MIN JOB MIG JEG ER BRÆNDT NED TIL ASK IFØLGE PSYKISK APV MEN MINISTER VIL HA JEG BÅDE FORSKE OG UNDERVISE MERE MIG JEG HAR EN MINISTER DER LAVER UDVALGT SOM ØREPROP MIG JEG HAR EN MINISTER DER VIL LAVE MERE ER BEDRE MIG JEG HAR EN MINISTER SOM IK TROR PÅ AT STUDERENDE KAN LÆRE NOGET VED AT LÆSE DERHJEMME MIG JEG MÅ UNDERVISE STUDERENDE MERE DER IKKE HAR TID TIL AT BLIVE UNDERVIST MIG JEG ELSKE MIN JOB MEN MINISTER ELSKER OGSÅ SIN REGNEARK OG SIN EMBEDSMÆND DERFOR HAN GØRE LIVET SURT FOR OS MIG JEG RÅBE MINISTER HELT IND I ØRE MEN MINISTER HAR STOPPET DET MED ØKONOMIUDVALG OG TAL MIG JEG HOLDE STUDERENDE I HÅND HVER DAG IFØLGE MINISTER HELT UDEN AT DUMP DEM MEN KUN VED AT DUMP NIVEAU MIG JEG SNART GØRE ALVOR AF PØLSEFABRIKMETAFOR HVER ENESTE DAG MIG JEG HØRER MINISTER KALDE DET NOGET LANGT OG GRIMT MIG JEG HAR EN MINISTER SOM KUN TROR AT ARBEJDE ER SYNLIGT NÅR DET FINDES SOM MERE TAL ...

Man kan jo godt blive træt af skandinaviske mænd, der skriver om deres far i en delvis selvfremstillende diskurs. Det er Pinocchio om og om igen. Jeg var således i Struer for at holde et foredrag om fædre og sønner i skandinaviske autofiktioner (og dem er der mange af) for et par uger siden og dér forsøgte jeg at nævne et par maternalske og muligvis matriarkalske alternativer, fx Josefine Klougart, Stine Pilgaard (det er godt nok ikke en autofiktion, men alligevel), Lone Hørslevs Fjerne galakser er kedelige . Der er uden tvivl mange flere. Men jeg burde jo også have nævnt den bog, som jeg just er blevet færdig med, nemlig Delphine de Vigans Alt må vige for natten , der har det helt fantastiske billede af moderen Lucile på omslaget. Det er klart, at det ikke er nemt at have sådan en kvinde som sin mor. Mørk og foruroligende smuk og, ikke mindst, psykisk ustabil og besat af døden. Bogen er vældig god og skildrer forfatterens forsøg på at forsone sig med moderens selvmord. De Vigans portr...

Tip: Tjek Christoffer Ugilt Jensen og Troels Ugilt Jensens i øjeblikket valgaktuelle m.m. robotdigte "Individ i fællesskab. Det er cool stuff.

Som litterær blogger sker det (eller i hvert fald som denne litterær blogger), at man får tilsendt bøger eller tidsskrifter, der er inciterende og mærkværdige på samme tid. Et eksempel på dette er Halfdan Pisket og Fryd Frydendahls mashup af af en bog – Vinter hedder den – der udover at være en sammenstilling af tegninger og billeder, ligeledes rummer vilde tekster af Bjørn Rasmussen og Christina Hagen. Bogen præsenteres lidt ironisk som endnu en samtalebog ”lige til gavebordet hos onkel Peter”, men det er den nok alligevel langt fra. Imidlertid må den meget gerne ligge under mit juletræ, selvom jeg stadig har svært ved helt at finde de rigtige ord for, hvilken type af bog, det så i grunden er. Ironien synes på den ene side at være bundløs samtidig med, at udtrykket forsøger at nærme sig det ærlige og ukompromitterede. Billederne er kornede, næsten grynede, af og til fyldte med ømhed og sensualitet, imens tegningerne er mere rå og fabulerende. De sidste er således ogs...

Jeg sidder og afsætter spor, ransager mit litterære liv, bliver kastet rundt i den ene sang efter den anden. Jeg tænker på alle dem jeg sætter pris på derude: Facebook er jo for fanden et sølle mødested, en roman ville være mere passende. Jeg tænker på, hvorfor jeg ikke er Walter Benjamin, på hvorfor mine nosser ikke var tunge nok til at veje en forfatter ud, på at jeg for fanden synes, at Asta Olivias digte er så åndssvagt og latterligt hudløse at jeg får gåsehud blot jeg tænker på dem. Det vil man aldrig kunne gøre. Skrælle det hele af, invitere alle ind, her er det liv. Men hvad er litteraturen uden netop det liv, uden dem, der kaster sig selv ind i det. Og det . Og det . Hellere poesien end Seinen. Sådan er det at blive slynget af kloden, ud i mørket til en sang af Neil Young, prikket ud af Grotrians stjerner, opløst til centrallyrik, imens jeg tænker på Stine, da vi drak øl en helt igennem øm tirsdag på Vesterbro. Der var intet tag, kun den blå farve at falde n...