Aldrig i verdenshistorien, før nu, har man set et tv-program om litteratur, der som udgangspunkt handler om, at man ikke har tid til at læse bøger. Hvem mon dette tv-program henvender sig til? Alle dem der ikke har tid til at læse bøger? Eller alle os der faktisk læser bøger, men som føler os talt ned til, fordi vi, ja, læser bøger?
Noget tyder på, at man satser på dem, der ikke har tid til at læse bøger, men jeg er en anelse forvirret. Orker de monstro at stille op til en gang dårlig samvittighed om ugen? Måske? De kan muligvis dyrke litteraturen (på en skærm) uden at stikke næsen for langt ned i bøgerne. Lidt ligesom når vi er på besøg hos Frank Bonderøv, hvis simple og selvforsynende ideer vi sagtens kan beundre og finde hyggelige, men som i praksis forbliver verdensfjerne utopier og ikke et liv man hverken kan eller bør efterleve, blot den yderste luksus i et velfærdssamfund, hvor man også kan vælge dét at vælge fra.
Imidlertid altså og ok, det er jo første gang i verdenshistorien, og den første forfatter kender jeg tilfældigvis ret godt. Jeg tænder for apparatet med Great Expectations, så at sige. Det er en mægtig god forfatter. Han plejer at sige gode, sjove, skarpe ting, om livet og især døden, når vi mødes, men her kommer han slet ikke til orde. I hvert fald ikke til en start. Mikrofonen virker vist ikke. Han har ellers i sin seneste bog udstillet sine møder med en række danske forfattere, men det har man, viser det sig, da programmet for alvor starter, slet ikke forstået; dvs. at bogen faktisk handler om mislykkede møder og om at tage afstand fra netop de forfatteres måder at være forfattere på, men der lægger man så linjen, og det baserer man programmet på. Jesus Kristus. Litteraturen svæver over bøgerne som helligånden over bibelen. Det er ikke bare bonderøven i en sjofel blanding med litteratur, det er rent ud sagt bonderøvs-tv.
Noget tyder på, at man satser på dem, der ikke har tid til at læse bøger, men jeg er en anelse forvirret. Orker de monstro at stille op til en gang dårlig samvittighed om ugen? Måske? De kan muligvis dyrke litteraturen (på en skærm) uden at stikke næsen for langt ned i bøgerne. Lidt ligesom når vi er på besøg hos Frank Bonderøv, hvis simple og selvforsynende ideer vi sagtens kan beundre og finde hyggelige, men som i praksis forbliver verdensfjerne utopier og ikke et liv man hverken kan eller bør efterleve, blot den yderste luksus i et velfærdssamfund, hvor man også kan vælge dét at vælge fra.
Imidlertid altså og ok, det er jo første gang i verdenshistorien, og den første forfatter kender jeg tilfældigvis ret godt. Jeg tænder for apparatet med Great Expectations, så at sige. Det er en mægtig god forfatter. Han plejer at sige gode, sjove, skarpe ting, om livet og især døden, når vi mødes, men her kommer han slet ikke til orde. I hvert fald ikke til en start. Mikrofonen virker vist ikke. Han har ellers i sin seneste bog udstillet sine møder med en række danske forfattere, men det har man, viser det sig, da programmet for alvor starter, slet ikke forstået; dvs. at bogen faktisk handler om mislykkede møder og om at tage afstand fra netop de forfatteres måder at være forfattere på, men der lægger man så linjen, og det baserer man programmet på. Jesus Kristus. Litteraturen svæver over bøgerne som helligånden over bibelen. Det er ikke bare bonderøven i en sjofel blanding med litteratur, det er rent ud sagt bonderøvs-tv.
Kommentarer
Har netop set programmet fra 15. oktober 2013 og er ret skuffet. Jeg synes det dybe filosofiske problem med udsendelsen er at det ikke respekterer os som de særlinge vi litteraturelskere er, ment i positiv betydning. Litteraturen er en dejlig verden som bebos af mærkelige halvt-om-halvt modsætningsinteresserede og delvist modsætningstolerante mennesker. Programmet er for hurtigt og smart. Det skal ned i tempo og der må gerne komme en anden studievært på og en anden producer bag. Kulturradikalisme, ja. Den har ikke meget at byde på ud over lidt forkrøblet eye-candy.
Gode hilsner
Morten Hjerl-Hansen
This post is made in the knowledge that I can very easily be exposed to insult, slander, libel, being ignored and the like. I expect a friendly and original reply. I use www.derbuttle.com as my legal authority.
Intet i verden er så deprimerende som bogprogrammer. Hvis hun så gerne vil have tid til at læse bøger, kunne hun så ikke have læst en masse i stedet for at spilde alles tid på at lave programmet? Og burde et bogprogram ikke handle om, hvad man ville kunne få ud af rent faktisk at TAGE sig tid til at læse? Alle mennesker har jo tid, hvis de forstår at prioritere.
Det er godt nok lang tid siden, jeg har set et kulturprogram med så defaitistisk en præmis.
Mvh.
Else Andersen
www.derbuttle.com
http://www.information.dk/320967
Ville gerne svare mere fyldestgørende og kommer nok til dette, men ellers læs teksten til linket.
Heldigvis har jeg agenter ude i landet, folk der mener det samme som jeg og som arbejder inden for DR og andre steder. De skal nok få lavet et ordetnligt tv-program på et tidspunkt. Men det har dælme været sølle de seneste mange forsøg.
Kort: Det handler nok om ressourcer, men også prioritering og om viden. Vi har brug for at forene journalisme med litteratur. Vi har brug for journalister der også ved noget om litteratur!
KH
SK
Tak for svar. Kan godt huske din glimrende og mindeværdige artikel på Information og har netop genlæst den. Skal love for at den satte tankerne i gang.
Jeg må sige at mine tanker angående et litteraturprogram går i en lidt anden retning. Jeg kunne godt tænke mig at lave et program der hedder Litteraturvenner hvor man præsenterer seerne for gamle litterære venner med masser af udlevede og uudlevede ambitioner der sidder og snakker. Jeg mener folk som snakker ofte sammen og holder meget af hinanden og af litteratur. Det andet bliver for showpræget og DR-popsmart, med dit koncept går folk enten i ekstase over sig selv eller bliver underlige på anden vis. Folk skal ikke længere have litteraturen i hovedet. De skal have kærligheden lige i hovedet og trakteres med kryptiske indforståetheder som seeren selv opmærksomt må afkode i sit hjerte. Seerne skal ikke trakteres med galanterier og x-factor stilen er out of the question.
Programmet bliver fyldt med kærlighed, kan jeg næsten garantere. Og litteraturvenners måde at snakke på sammen, måde at respektere hinanden og se op til hinanden og køre sjove ting af sammen vil virke enormt inspirerende på seerne.
Det bilaterale venskab er under beskydning fra tendenser i tiden som tv-serien Friends, som jeg synes er enormt ubehagelig, fra ønsker om at gå ud med "pigerne" og "drengene" og lave ulykker.
Som Lasse Winther Jensen er inde på kan man til nød optage den slags med en almindelig mobiltelefon og lægge det på YouTube.
Mvh.
Morten Hjerl-Hansen
Mvh.
Else Andersen
www.derbuttle.com
Og hvis du ellers kigger rundt og ser, hvor meget jeg ellers har svaret på kommentarer, så forekommer tonen i dit indlæg mig en anelse på uretfærdigt.
Når det er sagt, vil jeg gerne svare Morten, men jeg skal lige lave aftensmad først.
(kokkkkettteri)
Okay, nu er det overstået. Måske du har ret i, at det er for popsmart, men jeg synes jo at Babel på SVT2 fungerer. Når du taler venner, så orker jeg jo ikke at se eller høre på nogens venner, uanset hvilke drømme de måtte have eller have haft om litteratur, men jeg vil mægtig gerne høre på kvalificerede samtaler med og mellem forfattere. Din ide fjerner jo så vidt jeg kan se igen fokus fra litteraturen til emnet venskab, og det er ikke min mission, heller ikke selvom Booth omtalte bøger som venner i The company we keep.
Jeg sidder ikke inde med løsningen, men igen: Finder man det rigtige hold, den rigtige vært måske, finder man også den rigtige ide, og jeg tænker, at dem der skal gøre det, er nogen der er yngre end mig.Måske udstyret med en mobiltelefon, måske på YouTube, hvorfor ikke? Det skal nok komme. Jeg tror på litteraturens fremtid...
Mange hilsener
Stefan