Aldrig i verdenshistorien har han skrevet en så god digtsamling, og jeg får lyst til at råbe: Hey Martin, dine digte er fanme gode, men jeg siger ikke noget, for jeg ved, at han ikke kan høre mig her fra Malling-marken. Og hvad gør man så med sin dårlige samvittighed? Jeg talte jo med ham i Ridehuset til VMO og havde ikke fået læst bogen. Men hallo, så er der jer jo denne mulighed. At indskrive mit udråb i en af disse ubestemmelige tekster, der for tiden altid starter med "aldrig i verdenshistorien".
Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
Kommentarer
SK