Louis Jensen, Eske K Mathiesen og Carsten René Nielsen på Åby Bibliotek

Pressemeddelelse:

Tre af Danmarks bedste prosalyrikere, heraf de to fra Aarhus - indtager scenen og læser op i LitteraturStedet på Åby Bibliotek. I forbindelse med arrangementet etableres der i oktober måned en udstilling i LitteraturStedet, hvor de tre forfatteres værker, der også rummer billeder, bogværk og performance, præsenteres.

Man kommer i godt selskab, når Åby Bibliotek modtager hele tre digtere, der alle har høstet anerkendelse for deres forfatterskaber, herunder fra Statens Kunstfond. Arrangementet, hvor de tre digtere kommer og læser op af deres værker, løber af stablen tirsdag den 8.oktober kl.19.00, Åby Bibliotek, Ludvig Feilbergs Vej 7, 8230 Åbyhøj.

Aarhusforfatteren Louis Jensen var oprindelig arkitekt, men er mest kendt for sine mange fantastiske og finurlige børnebøger og ikke mindst for de firkantede historier. Louis Jensen har også skrevet digte og romaner, og i forfatterskabets første år var det især digte. Louis Jensen debuterede tilbage i 1980.

Eske K. Mathiesen er uddannet folkemindeforsker og har siden debuten i 1973 skrevet over 20 digtsamlinger, hvor enkelhed og sproglig ligefremhed er karakteristisk. Eske K. Mathiesen digtning består endvidere af lyriske gendigtninger, historier, eventyr, essays samt udgivelser om folkeminder.

Carsten René Nielsen har en kandidatgrad i dansk og kunsthistorie og skriver hovedsageligt digte, men tillige fine prosahistorier og essays. Carsten Rene Jensen, der debuterede i 1989, er blevet kaldt ”hverdagsmodernist", blandt andet fordi han skriver fra et jordnært perspektiv i et sanseligt og udtryksfuldt billedsprog.

Vær med til en spændende aften på Åby Bibliotek.

Arrangør: Åby Bibliotek og Åby Biblioteks Venner

Tilmelding via hjemmesiden fra mandag den 23. september

Pris: kr. 25

Det nødvendige og det svære

Kære Asta Olivia,

Jeg læser ikke så megen poesi for tiden, indrømmet, men jeg har gennem de senere år haft, tror jeg, en underlig fornemmelse af, at megen af den nyere poesi, jeg så alligevel har fået læst undervejs, snarere er ungdom, talent, opfindsomhed, god stil, retorik, mode, måske skrevet for at kunne blive læst op på den helt rigtige, performative måde, en lyd, nej sgu, en sound som en af de trendsættende lærere, det være sig Moestrup, Skinnebach, hvad ved jeg? Ikke at der er noget i vejen med dem. Men det virker nogle gangs så fattigt. Var det ikke Rilke, der skrev om følelsen af at være en rose? Det er noget andet. Men jeg skammer mig naturligvis en smule over mine fordomme, for jeg har jo hele tiden bare tænkt, at det er mig, der er blevet gammel, en slags 40 års poesikrise. Det er det sikkert også. De unges musik lyder altid dårligt i de gamles ører og bla bla bla. Men nu fik jeg så fingrene i din nye bog det nemme og det ensomme og på en underlig måde bliver jeg bekræftet i mine fordomme, men på omvendt vis. Dine digte er alt det modsatte af den unge poesipop. De handler egentlig slet ikke om det ensomme og det nemme, men om det nødvendige og det svære. Den nødvendighed, som du skriver din poesi med, er der vist ingen lige nu i DK, der kan matche. Det er som om, at du har skruet ned for volumen i forhold til fx teksterne på din blog og også din tidligere bog et ansigt til emily, som jeg dog stadig holder af. Sproget virker ikke så kolerisk i din nye bog, udsigelsen ikke så flerstemmig, ikke så stiliseret måske? Lavmælt muligvis, hvis man ellers kan sige det, om noget af de du laver, men noget der i hvert fald får nødvendigheden til at lyse desto mere ud af hvert eneste vers. Kan man tale om bekendelsespoesi med stort P? Du fortæller i dine digte masser af historier, og man når omkring mange personer i dine anekdotiske og private historier, som man som læser egentlig ikke rigtig kan forholde sig til i første omgang, men som bliver vedkommende i den næste og vigtigere, fordi det er, ja, poesi. En redaktør på et stort forlag vil sikkert afvise digtene, fordi de er indforståede. Men jeg får til gengæld gåsehud af den indforståethed og lyst til at vide, hvad der foregår derinde. Det er som om, at du har åbnet en dør ind til et litterært rum, og det er en følelse, man kun kender fra omgang med de store digtere. Det er på en måde noget mere end litteratur og naturligvis en slags fortælling om dit liv. et ansigt til emily havde på en måde stadigvæk ambitioner om at skille liv og værk, rum fra litteratur, men de ambitioner har du overvundet i det nemme og det ensomme, der er mere tilgængelig og, ja, inviterende end sin forgænger - i hvert fald for mig, måske ikke for alle? Men fuck alle, det er alligevel aldrig dem, man skriver poesi for. Knausgård render jo fx rundt og citerer Hölderlin for at sige "kom ud i det åbne, min ven" og kobler forståelsen af digte til et større poetisk liv, hvor digtene, eller forståelsen af dem, er som et password til det rum. Man siger fx Schibboleth og bliver lukket ind. Forsiden læser jeg også som en sådan invitation. Der er ikke noget bullshit omkring udsigelsen, et jeg er et jeg er et jeg, og det jeg er dig på godt og ondt. Du skriver "gør hvad der ligger lige for. jeg skriver og du lever mens jeg skriver". Det er sådan, det er for mig. Jeg lever, mens du skriver, men forbliv skrivende, min ven. Tag mig med ud i det åbne. KH Stefan

Skriveriets mangel på ansigt

"Sig mig engang, forestiller I jer at jeg ville lægge så megen møje og så megen nydelse i mit skriveri, tror I at jeg ville sidde så stædigt bøjet over mit forehavende hvis jeg ikke - med temmelig rystende hånd - var i færd med at forberede en labyrint at vove mig ind i, at forskyde min tale til for at åbne underjordiske passager for den, lade den styrte ned og komme langt væk fra sig selv, lade den finde fremspring som sammentrænger og deformerer dens vej, hvor jeg fortaber mig og til sidst kommer til syne for øjne som jeg aldrig skal møde igen. Jeg er uden tvivl ikke den eneste som skriver for ikke længere at have et ansigt. Spørg mig ikke hvem jeg er, og forlang ikke af mig at jeg skal forblive den samme: det er bureaukrat-moral; den forvalter vore papirer. Lad os være fri for den når vi skriver."

Michel Foucault: L'archéologie du savoir (her citeret fra Ellen Kroghs fine gennemgang af hans skrivefilosofi i hendes afhandling om danskfaget Et fag i moderniteten)