Aldrig i verdenshistorien har vi troet, at vi er så forskellige, imens vi faktisk bliver mere og mere ens. Dér sidder han med sin skaldede isse og sit velplejede skæg, sine strategisk slidte Converse-sko, sin Christiania cykel og den dampende caffe latte. Han læser Politiken, piller ved sin iPhone 5 og jeg får kvalme. Jeg tænker, at de solbriller dér, de er sgu da for meget. Dem må han længere ud på landet med. Jeg tænker, at han sikkert har haft alle valgmuligheder her i verden, forældre med lange uddannelser, der gik op i hans fritidsinteresser, en tryg opvækst i et forstadshjem med ægte kunst på væggene, forældrelejlighed, bugnende bogreoler. Den største modstand, han møder i livet, er at finde sin egen stil. Det er svært: Han er jo til mere end Ilva og Matinique. Men hævnen er sød. Han cykler hjem. Han kigger på sine Hay-puder og sine P2 Caravaggio Pendel lamper. De er lige ham, men det er præcis sådan, mit hjem også ser ud.
Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
Kommentarer