Så forskellige, så ens

Aldrig i verdenshistorien har vi troet, at vi er så forskellige, imens vi faktisk bliver mere og mere ens. Dér sidder han med sin skaldede isse og sit velplejede skæg, sine strategisk slidte Converse-sko, sin Christiania cykel og den dampende caffe latte. Han læser Politiken, piller ved sin iPhone 5 og jeg får kvalme. Jeg tænker, at de solbriller dér, de er sgu da for meget. Dem må han længere ud på landet med. Jeg tænker, at han sikkert har haft alle valgmuligheder her i verden, forældre med lange uddannelser, der gik op i hans fritidsinteresser, en tryg opvækst i et forstadshjem med ægte kunst på væggene, forældrelejlighed, bugnende bogreoler. Den største modstand, han møder i livet, er at finde sin egen stil. Det er svært: Han er jo til mere end Ilva og Matinique. Men hævnen er sød. Han cykler hjem. Han kigger på sine Hay-puder og sine P2 Caravaggio Pendel lamper. De er lige ham, men det er præcis sådan, mit hjem også ser ud.