Aldrig i verdenshistorien har vi troet, at vi er så forskellige, imens vi faktisk bliver mere og mere ens. Dér sidder han med sin skaldede isse og sit velplejede skæg, sine strategisk slidte Converse-sko, sin Christiania cykel og den dampende caffe latte. Han læser Politiken, piller ved sin iPhone 5 og jeg får kvalme. Jeg tænker, at de solbriller dér, de er sgu da for meget. Dem må han længere ud på landet med. Jeg tænker, at han sikkert har haft alle valgmuligheder her i verden, forældre med lange uddannelser, der gik op i hans fritidsinteresser, en tryg opvækst i et forstadshjem med ægte kunst på væggene, forældrelejlighed, bugnende bogreoler. Den største modstand, han møder i livet, er at finde sin egen stil. Det er svært: Han er jo til mere end Ilva og Matinique. Men hævnen er sød. Han cykler hjem. Han kigger på sine Hay-puder og sine P2 Caravaggio Pendel lamper. De er lige ham, men det er præcis sådan, mit hjem også ser ud.
For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Kommentarer