Gå videre til hovedindholdet

Getting people wrong

Jeg sad og så dokumentaren Roth: Unmasked igår. Den var ikke noget særligt. Men Roth er noget særligt og et af de citater, som han læser op i filmen, er nedenstående fra American Pastoral, der som en række af de andre senere romaner i Roths forfatterskab, er et mesterværk. Efter fire romaner, hvor Roth leger med det selvbiografiske i forskellige genrer, The Facts, Deception, Patrimony og Operation Shylock (som jeg er ved at forberede et paper om for tiden) skriver han pludselig to fantastiske, store romaner: Sabbath's Theater og så denne American Pastoral (bagefter følger romaner som The Human Stain, en serie med små romaner, bl.a. Nemesis, Everyman etc.). Det fik mig til at tænke på: Mange selvfremstillende skandinaviske forfattere er sådan cirka 15 år bagefter Roth, og hvis man gerne vil se, hvad der kan komme efter selvfremstilling, autofiktion, selvbiografi osv. i litteraturen, er Roths sene forfatterskab måske værd at undersøge. 

“And yet what are we to do about this terribly significant business of other people, which gets bled of the significance we think it has and takes instead a significance that is ludicrous, so illequpped are we to envision one another’s interior workings and invisible aims? Is everyone to go off and lock the door and sit secluded like the lonely writers do, in a soundproof cell, summoning people out of words and then proposing that these word people are closer to the real thing than the real people that we mangle with our ignorance every day? The fact remains that getting people right is not what living is all about anyway. It’s getting them wrong that is living, getting them wrong and wrong and wrong and then, on careful reconsideration, getting them wrong again. That’s how we know we’re alive: we’re wrong. Maybe the best thing would be to forget being right or wrong about people and just go along for the ride. But if you can do that – well, lucky you.”

Philip Roth: American Pastoral (1997).


Kommentarer

Anonym sagde…
Sig til, når du har skrevet noget om Operation Shylock. Den er godt sindssygt, den bog. Roths Moby-Dick hvad angår ambitionsniveau, egensind og kraft.
1. juni 2013 kl. 10.44
Stefan K sagde…
Hej Lasse. Jeg er glad for at vi også er enige om, at Roth er god. Det vildeste er, at han nærmest bliver bedre og bedre med alderen. Hvor mange forfattere gælder det for?. Nemesis, hans indtil videre sidste værk, er helt igennem fantastisk. Jeg faldt lige over den her, som er ret fin, hvis man er nogenlunde velbevandret i forfatterskabet:

http://www.themillions.com/2012/11/philip-roth-retires-10-lessons-from-the-professor-of-desire.html.
3. juni 2013 kl. 12.47
Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...
42 kommentarer
Læs mere

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...
45 kommentarer
Læs mere

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...
Send en kommentar
Læs mere