Gå videre til hovedindholdet

Fordele og ulemper ved at udvikle vinger

Lige et par ord om Morten Søndergaards fine, Fordele og ulemper ved at udvikle vinger. Først skulle jeg jo lige finde ud af at tage omslaget af for at finde ud af, at indersiden bestod af en flot collage, bl.a. indeholdende et billede af forfatteren selv (med vinger). Collage-agtig er bogens indhold sådan set også. Tue Andersen Nexø var ikke begejstret for dette i sin anmeldelse i Information, men jeg kan egentlig godt lide kontrasterne - at der er plads til både det høje og det lave, nogle gange endog på samme tid, som i de ordspil Søndergaard ofte benytter sig af. Måske kunne man læse bogen som en art Greatest Hits. Der er således digte, der peger i retninger af hele forfatterskabet, men de peger som et pindsvin, havde jeg nær sagt. Dvs. de peger på encyklopædisk og fragmenteret vis. Søndergaard skriver ikke, som fx Peter Laugesen, på et beat, han bliver mere og mere fortrolig med. Han skriver snarere på en rastløs, uformuleret nysgerrighed, der stritter i mange retninger på samme tid. Han snubler over ordene, ideerne, fraserne, traditionen, sig selv på sin vej videre, fremad i sproget.

Og så er han en stærk erotisk digter, har jeg fundet ud af. Mine favorit-digte i den nye bog er uden tvivl de, der figurerer i afsnittet "Erosrose". Fx dette:

Erosrosen drypper
sin tyngdesaft i os.

Vi vidste ikke at vi
kunne siges så enkelt.

Erato er os.
Eros er eros er eros

er os på sin måde.
Men se et bryst emmer

drejer græsbittert
og det er umuligt

nej, det er muligt:
Her er vi her er vi

med hver sin rose.

Rastløsheden er noget, der findes helt ned på udtryksniveau, hvor ordene altid er på vej videre, et skridt i den rigtige eller forkerte retning. Søndergaard tripper rundt i sproget, men der findes egentlig ingen fast grund under fødderne. Imidlertid, når digtene går hen og bliver decideret liderlige, så sker der noget andet, noget nyt, noget bundløst:

Vi vindes op på viljesspoler
og gnides ind i honning og olie.

Lystslyngen som et sukkerslag
giv mere af det bløde vi vælger

hårde kys på de mærkeligste måder.
Lemmerne løsner sig tungerne giver sig

de er ufuldkomne dyr i takt og vi smiler
mysterier og regnskyl på kroppens mark

synker vi tømmer vi
tæmmer vi en hudflod

mens en klitoris brænder
sit ja i mørket.

Kommentarer

Anonym sagde…
Utroligt så forskelligt man kan opleve poesi. Jeg må sige, jeg synes det her er to virkelig dårlige digte. For mig indeholder de ingen modstand, ingen hemmeligheder, intet mørke og dermed egentlig heller ikke noget lys. Minder om Pia Tafdrups erotiske senfirserting, da hun begyndte at gentage sig selv (hendes første samlinger var rigtig gode).
Stefan K sagde…
Kære Anonym
Tak for kommentaren. Men Tafdrup ville næppe skrive om en klitoris, der brænder i mørket, trods alt ; - )

BH
SK

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...