"Det var både interessant og opmuntrende her i avisen forleden at læse, hvorfor Else Frost i Grindsted mener, at Katrine Marie Guldagers 'Lille Hjerte' bør have Politikens Litteraturpris: »Jeg blev så berørt af hendes måde at beskrive en barndom på. Det er fuldstændig, som jeg selv har haft det; hvor moderen lever igennem datteren. Hun kvæler hende nærmest ved ikke at interessere sig for andet. Det er for tung en byrde at skulle opfylde moderens drømme. Det ramte mig sådan, at nogen kunne formulere det, jeg selv havde følt, men ikke kunne udtrykke«. Denne oplevelse af at genkende sig selv i noget, man har læst, at blive ramt i hjertekulen af fiktion, er en af de store belønninger ved at læse romaner. Men hvor ramt skal man i rollen som litteraturkritiker indrømme, at man er blevet? Hvordan doserer man som boganmelder sig selv, så læserne ikke udsættes for anmassende ekshibitionisme? TILLAD MIG AT være specifik: Jeg anmeldte for nogle måneder siden det afsluttende bind i Karl Ove Knausgårds storværk ' Min Kamp'. Jeg roste romanen for at gengive virkeligheden, som den fremstår, når man skræller alt det, vi normalt sparer hinanden for, væk, og så skrev jeg: »Jeg har følt mig løftet, beriget, tryllebundet. Knausgård har igen og igen ramt mig lige i hjertekulen. Jeg har grint og grædt. (...) Med Knausgårds værk har en ny tids omsorgsfulde fader endelig fundet sin plads i litteraturen«. Kort efter kunne jeg i en anden avis læse en skarp kritik af den meget positive modtagelse, Knausgårds gigantepos generelt har fået i Danmark. Den var forfattet af en yngre litterat, der ud over at skrive i avisen har sin egen blog. Han bebrejdede mig begge steder, at jeg havde blottet mig i min anmeldelse.
Ja, tænkte jeg. Det var en meget personlig anmeldelse. Når en forfatter smider det syvende slør, kan man som kritiker føle sig inviteret til at løfte på det tredje eller fjerde. Ja, jeg blottede mig, men blottede jeg mig virkelig for meget? Hvad er der galt i at vedstå, at man har haft en læseoplevelse af den dybt anfægtende slags? Så gik der et stykke tid, hvorefter jeg gjorde noget, jeg aldrig har gjort før. Jeg sendte litteraten en mail, hvori jeg skrev, at jeg fandt det interessant, at han var blevet så voldsomt provokeret.
Jeg spurgte ham direkte, om han virkelig mener, at man som kritiker ikke skal turde stå ved, at man er blevet personligt berørt af det man læser? Jeg fik et pænt svar fra litteraten med en undskyldning for, at han i sine indlæg »havde gået for meget efter manden og for lidt efter bolden«, men jeg fik ikke et svar på spørgsmålet om, hvor personligt man bør skrive. Til gengæld fik jeg inspiration til at rejse spørgsmålet her."
Ja, tænkte jeg. Det var en meget personlig anmeldelse. Når en forfatter smider det syvende slør, kan man som kritiker føle sig inviteret til at løfte på det tredje eller fjerde. Ja, jeg blottede mig, men blottede jeg mig virkelig for meget? Hvad er der galt i at vedstå, at man har haft en læseoplevelse af den dybt anfægtende slags? Så gik der et stykke tid, hvorefter jeg gjorde noget, jeg aldrig har gjort før. Jeg sendte litteraten en mail, hvori jeg skrev, at jeg fandt det interessant, at han var blevet så voldsomt provokeret.
Jeg spurgte ham direkte, om han virkelig mener, at man som kritiker ikke skal turde stå ved, at man er blevet personligt berørt af det man læser? Jeg fik et pænt svar fra litteraten med en undskyldning for, at han i sine indlæg »havde gået for meget efter manden og for lidt efter bolden«, men jeg fik ikke et svar på spørgsmålet om, hvor personligt man bør skrive. Til gengæld fik jeg inspiration til at rejse spørgsmålet her."
Sådan skrev Jes Stein Pedersen i lørdagens bogtillæg i Politiken under titlen "Ramt af fiktion". Den yngre (tak for det, Jes) litterat, som Stein Pedersen omtaler, er undertegnede. Og det er ganske rigtigt, at vi skrev sammen, og at jeg delvist fortrød mit udfald, fordi det, som der står, gik for meget efter manden og for lidt efter bolden. Men lad mig netop derfor spille bolden videre, for egentlig synes jeg, at Stein Pedersen takler det cool, og at det er superfint at bringe diskussionen ind på et mere overordnet niveau. Jeg skrev derfor fluks en mail til ham, der lød sådan her:
"Kære Jes
Fint at bringe denne disput videre i næste level, så at sige. Jeg tror ikke, at vi er helt uenige: Hvis man ikke kan blive anfægtet, bør man ikke være hverken litterat, litteraturkritiker eller litteraturredaktør. Men man har vel også en forpligtelse overfor læseren om, som Johannes Ewald skrev det, at være "nogenledes kold for at kunne skildre sin ild"? Man er jo en formidler af den litteratur, man har læst, og ikke (blot) en formidler af sine personlige følelser. Det sidste er man også som kritiker, men hvis man kun er dette, bør man måske overveje at blive digter.
Desuden kunne man mene at denne kritiske kulde i særlig grad må gælde værker som Knausgårds, der netop abonnerer så stærkt på autenticitet og dermed en læsekontrakt, der indbefatter det personlige/ private, ansigtet, stemmen etc.. Dette gælder i øvrigt også Llambias' projekt og hans Monte Lema, som jeg (som Mikkel Zangenberg) også fandt fremragende.
Dertil kommer, i Knausgårds tilfælde, den hype, som hans værker har foranlediget, og som man som læser deltager i, om man vil det eller ej. Ofte kan jeg være bange for, at man ikke objektivt kan skelne mellem hype og personlig litterær oplevelse. Derfor mener jeg, at det er ekstremt vigtigt at være opmærksom på det performance-aspekt, der ligger i læsningen af / deltagelsen i "eventen" Min kamp. Genfortryllelsen af verden, også din og min, som performanceteoretikeren Fischer-Lichte ville sige det. Alt dette betyder ikke, at bogen er dårlig, eller at man ikke må blive anfægtet - det betyder blot at desto mere anfægtet du bliver, jo større grund er der til at være "nogenledes kold".
Bedste hilsener
Stefan"
Kommentarer