For en måneds tid siden modtog jeg via mail et link og en afhandling. Mailadressens navn var ”udgaaet” – en adresse der ellers plejer at relatere sig til forfatteren og performancekunstneren Nielsen. Men denne gang var det ikke Nielsens besked, der tikkede ind, men derimod Thomas Altheimers. (Eller Rasmussen. Eller Thomas Strøbech, eller Thomas Van Brunt?). Under alle omstændigheder satte jeg mig for at læse afhandlingen samt at se den film, som linket henviste til, nemlig dokumentarfilmen I am fiction eller Identitetstyveriet (instrueret af Max Kestner), som den skal hedde på dansk. Filmen og afhandlingen komplementerer hinanden og udgør samlet set, den ph.d-afhandling, som Altheimer har stået for. Begge dele er interessante, og man bør ikke tage sig synderligt af den temmelig misvisende anmeldelse, der blev bragt i Information . For det første handler den jo mere om Nielsen, end om Altheimer, og for det andet udtrykker den kun den lede eller forstoppelse, som man muligvis kan ...

I hvert fald hvis man tror på Jes Stein Pedersens nærmest kritikløse  anmeldelse af sjette bind af Min kamp . Måske er det alligevel tid til at minde Jes, mig selv og andre om Jan Kjærstads forbehold , når det gælder receptionen af Knausgård? Den som ligger med næsen i gruset, er blind (og patetisk). Hvis det virkelig er sandt, at Knausgårds bind seks er så stort et mesterværk, som Stein Pedersens anmeldelse forsøger at overbevise os om, så burde man holde op med at flæbe og skrive en god anmeldelse. På Politiken forsøger man tilsyneladende at overgå hinanden i gode anmeldelser til Knausgård. Først sammenligningen med Goethe og nu det her, hvor Goethe ikke længere er nok, men anmelderen må udstille sig ligeså "nøgen" som Knausgård i sin gråd. Stein Pedersen sammenligner selv med "Kejserens nye klæder", men den historie handler præcis om det, som Stein Pedersen her gør, nemlig eftersnakker, ser det nøgne som de fineste klæder, hvilket så må gøre mig til den lil...

Jeg har endelig fået læst Ursula Andkjær Olsens seneste bog,  Det 3. årtusindes hjerte,  fordi jeg er i gang med at opdatere en artikel om forfatterskabet, som skulle være udkommet i tidsskriftet Spring for et stykke tid siden, men som er på vej i trykken nu. Og jeg ville jo gerne have den med, for at artiklen var så aktuel som mulig.  Det er en form for sammenbrudsbog og en maveknugende læsning. Den er måske mere i familie med Skønheden hænger på træern e end Havet er en scene . Karakteristisk er det således også, at hvor Havet er en scene "handler om" svangerskab, når vandet går osv., dér "handler" den nye bog snarere om - ja om hvad? Jeg er i tvivl her, selvom jeg jo godt er klar over, at ordene "handler om" ikke er helt præcise i forhold til nogen af Andkjær Olsens bøger. Helt overordnet er det som om, at sammenbrud og adskillelse især er tydelige faktorer i første halvdel af bogen, imens de vendes til en form for politisk motor og drivkraft i d...

Knastørre hug til KOK og co. her .

Josefine gør det ret godt i det her klip og får faktisk flettet en del guldkorn ind om naturen, stedet, landskabet og forfatterskabet.

Hamlet på slaget: Jeg har just erfaret, at Peter Laugesen seminaret på Hald Hovedgaard den 23/11 desværre er aflyst, øv. Så er det godt, at jeg på torsdag får lejlighed til at præsentere forfatterskabet i en anden sammenhæng, men nedenstående noter holder jeg indtil videre for mig selv.                     

Efter sigende præsenterer cand.mag. osv. Stefan Kjærgaard Peter Laugesens forfatterskab på Åby Bibliotek den 15/11 kl. 19.30. Peter Laugesen vil i hvert fald være tilstede, hvilket er det vigtigste, og han vil læse sine digte op. Jeg vil også være der. Så må vi se, hvem Stefan Kjærgaard er.

Jeg er måske nok en paranoid jydetamp, indrømmet. Måske er det derfor, at jeg blev glad, da jeg læste Bent Vinn Nielsens klumme om litteraturlivets muligvis forsvundne Bermuda-trekant i Information . Klummen handler om forholdet mellem Gyldendal, Politiken og DR. Vinn Nielsen opridser en række gode og dårlige ting ved trekanten og spørger sig selv, om den findes endnu? Vinn Nielsen afslutter en smule sentimentalt med at konkludere, at litteraturen og kulturstoffet generelt har det skidt i medierne, og at trekanten til en vis grad er savnet, hvis det handler om at sætte litteratur på den kulturelle dagsorden. Heri er jeg naturligvis enig. Men klummen fik mig alligevel til at tænke på mine egne erfaringer udi Bermuda-trekanter og andre mærkelige fænomener inden for litteratursystemet. Nu taler Vinn Nielsen naturligvis som skønlitterær forfatter, og mit forhold til evt. Bermuda-trekanter i det litterære liv er naturligvis set fra et andet perspektiv, nemlig som litterat og forfatter ti...