We are fiction?

For en måneds tid siden modtog jeg via mail et link og en afhandling. Mailadressens navn var ”udgaaet” – en adresse der ellers plejer at relatere sig til forfatteren og performancekunstneren Nielsen. Men denne gang var det ikke Nielsens besked, der tikkede ind, men derimod Thomas Altheimers. (Eller Rasmussen. Eller Thomas Strøbech, eller Thomas Van Brunt?).

Under alle omstændigheder satte jeg mig for at læse afhandlingen samt at se den film, som linket henviste til, nemlig dokumentarfilmen I am fiction eller Identitetstyveriet (instrueret af Max Kestner), som den skal hedde på dansk. Filmen og afhandlingen komplementerer hinanden og udgør samlet set, den ph.d-afhandling, som Altheimer har stået for. Begge dele er interessante, og man bør ikke tage sig synderligt af den temmelig misvisende anmeldelse, der blev bragt i Information. For det første handler den jo mere om Nielsen, end om Altheimer, og for det andet udtrykker den kun den lede eller forstoppelse, som man muligvis kan have i forhold til Nielsen og Rasmussen som sådan.

Men sagen er, at Thomas Altheimer har været forsvundet siden, han tabte sagen mod Danske Bank. En sag der fulgte i kølvandet på den mere berømte retssag om brugen af Thomas’ liv i Nielsens roman Suverænen. Da Thomas (ifølge sig selv) har fået berøvet sit liv, og nu har rettens ord for, at han er fiktion, kan han ikke stilles ansvarlig for dækningen af omkostningerne. Det bør derfor være denne fiktions ejermænd, nemlig Nielsen og Gyldendal, som skal sørge for omkostningerne ved det hele. Men sådan skulle det ikke være, og Thomas har siden nederlaget været forsvundet. Han er sidst set på Ladywell, Lewisham Hospital’s psychiatric Facility den 3. maj. Det betyder, at han ikke selv har stået for indleveringen af sin afhandling, men at en medstuderende fra Goldsmiths (University of London) Vemund Thoe har gjort det. Desuden har denne Thoe samlet delene sammen og skrevet en slags udgiverens noter til afhandlingen. Om Thomas (Altheimer?) så møder op, når afhandlingen skal forsvares nu her den 3. december, må vi jo få at se.

Afhandlingen består af en heteronom samling skrifter, der spænder fra løse dagbogsnotater, mails mellem Thomas og en række involverede personer, både akademikere og venner, oversættelse af avisartikler, reportager fra retssagen, hvor Altheimer sagsøgte Helge Bille Nielsen for identitetstyveri. Dertil kommer citater fra en kongerække af tænkere, især tænkere over forholdet mellem liv og kunst: Nietzsche, Bataille, Agamben (som de tre væsentligste). Afhandlingen har suverænitet som sit emne, eller som Thoe afslutter sin intro med:  

In the beginning he thought he could compete with state sovereignty. His understanding of sovereignty was Hobbesian. But he failed and as he failed he shifted gradually to a different understanding of sovereignty – a type he first resented – from the point of view of action – but learned to embrace – in writing, in the journal: the sovereignty of inner experience that also Georges Bataille was forced to embrace. If the mountain won't come to Muhammad then Muhammad must go to the mountain.

That Thomas has now gone; that he has fallen silent is an indication that he finally succeeded attaining real, unadulterated sovereignty.

Passagen henviser til, at Thomas Strøbech i 2002 blev berømt og berygtet for sit Ticket to Denmark projekt. Som studentermedhjælp i Integrationsministeriet etablerede en hjemmeside, hvor danskere, der er utilfredse med landets stramme udlændingepolitik, kunne melde sig til at indgå et proformaægteskab med en udlænding, der på den måde kunne få opholdstilladelse i Danmark.

Men hvilken uforfalsket suverænitet, Thoe taler om i citatet, som Thomas skulle have opnået, er en anden sag. Og om Batailles ide om suverænitet, knyttet til en indre erfaring, er en efterlevelsesværdig løsning, er – også efter afhandlingen – højest tvivlsom. Det er afhandlingen naturligvis bevidst om. Bl.a. citeres der fra Sartres over 60 år gamle anmeldelse af Batailles bog Den indre erfaring, hvor Sartre stiller sig yderst kritisk overfor et projekt, hvor en ”videnskabsmand” både vil være sit subjekt og objekt på samme tid, dvs. genstand og undersøger af den genstand. Det kan formentlig ikke undgå at føre til enten galskab eller suveræn latter. Således også i afhandlingen, hvor Thomas i en sekvens, som man ikke utvetydigt kan afgøre, om den er drøm eller virkelighed (og dermed om den er fiktion eller ikke-fiktion), vifter med en bankudskrift, der viser, at Helge Bille Nielsen har overført et eller andet beløb, men formentlig ikke helt svarende til de udgifter, som retssagerne har kostet Altheimer. Nuvel havde dette kun været skrift, ville man være mindre urolig, men da afhandlingen tillige viser et (dog meget utydeligt) billede af bankudskriften, bliver man (som ved alt der vedrører koalitionen Nielsen og Rasmussen) direkte paranoid.

Og det er på en måde også den paranoide fornemmelse, som jeg gik ud af iografen med, efter at have set den praktiske del af afhandlingen, filmen I am fiction. Langt størstedelen af det filmede materiale er filmet af Thomas selv med et amatørkamera. Max Kestner og en lyddesigner har så efterbehandlet materialet og lavet denne film ud af det. Den er virkelig god. Men naturligvis kan man, som nogle af mine studerende gjorde det (og anmelderen i Information), godt blive forarget over uafgørligheden. Hvornår er det iscenesat, hvornår er det alvor, humor, fiktion, ikke-fiktion? Og er det bare den helt store satan, blodsugeren Nielsen, som i virkeligheden trækker i alle trådene?

Alt dette er måske i virkeligheden også den pris, som både Thomas Altheimer og Nielsen må betale for deres værker. De bliver aldrig igen pålidelige, hverken hver for sig, eller (da slet ikke) når de er sammen, og man tænker som tilskuer: Gad vide, om de selv skelner mellem fiktion og løgn? Fiktionalisering er jo i mine (og en række af mine kollegers øjne) noget, der adskiller sig fra den sande talehandling ved ikke at omtale virkeligheden, som den er, og fra løgnen ved ikke at skjule, men tværtimod signalere, at virkeligheden ikke omtales, som den er.

Men måske det er et forsvindingspunkt mellem fiktion og ikke-fiktion, som de eftersøger? Hvis man forestiller sig en gråzone mellem fiktion og ikke-fiktion – at der i denne gråzone (og med en metafor) eksisterer en line, og at denne line kan forstørres i det uendelige uden at blive helt skarp, så nærmer man sig det, som I am fiction balancerer på. Mange vil hævde, at det er naivt at tænke sådan, at der ikke findes noget sådant, at distinktionen er forældet – at det performative udraderer den. Kunsten er så at gøre linen til et forsvindingspunkt mellem fiktion og ikke-fiktion, at trække grænsen så skarpt op, at vi ikke længere magter at skelne, at man med linen så at sige eftersøger lækager i eller ligefrem skærer i virkeligheden (og til sidst falder ned og tramper rundt, måske?). Jeg taler ikke om faktion (gråzonen som sådan) her, som er alt godt fra havet, men om at lade tingene ernære sig ved forsvindingspunktet.

Filmen har en fantastisk scene, hvor Thomas møder digteren Morten Søndergaard i et tog. De sidder og taler om hele sagen, om Nielsen, identitetstyveriet osv. Det er lykkedes Thomas at filme ind i vinduet overfor, hvorfor man ser passagerne i den modsatte side af toget, samtidig med at man i vinduet ser Thomas og Morten tale. Under hele seancen hører man deres samtale. En uforvarende passager sidder med åben mund og polypper, fatter tilsyneladende intet af samtalen, men er fanget mellem lyd, billede og en refleksion af de samtalende. Præcis sådan en måbende tilstand ønsker filmen formentlig at bringe sin tilskuer ind i, men måske netop derfor forsøger jeg at samle mine kæber op her. Vi kan ikke vide, om filmen lader som om, at den ikke ved, at hele retssagen er en iscenesættelse, eller om den spiller på, at mange har troet, at den var en iscenesættelse. At den er en performance brought to court, så at sige, kan man imidlertid ikke være i tvivl om, og selv hvis man betragter den som ren konstruktion og/eller fiktion, vil jeg stadigvæk hævde, at den er god.

Framegrab fra I am fiction

Tidligere har jeg måske ikke haft så meget fidus til denne Thomas Altheimer i forbindelse med min læsning af Nielsens værker, men hvis der er noget, som afhandlingen i sin helhed demonstrerer, både den skriftlige og filmiske del, så er det, at Altheimers tankegods og virke har udgjort ikke så lille en del af Das Beckwerk. Den balancegang mellem storladen patos og suveræn latter på grænsen til galskab, som projekterne i sin helhed er udtryk for, er i høj grad også Altheimers (og Rasmussens) fortjeneste. Gad vide om Nielsen nogensinde ville have taget på selvmordsaktion til Irak uden Rasmussen? Hvordan ville Das Beckwerk have set ud, hvis ikke projektet var blevet ført over i den ”verdenshistorie”, som Beckwerket ynder at påberåbe sig adgangen til? Måske havde den hjemløse Nielsen stadigvæk løbet rundt på gaderne i København? 

Knausgård er Supermand og kan gå på vandet. Lad os allesammen græde i kor

I hvert fald hvis man tror på Jes Stein Pedersens nærmest kritikløse anmeldelse af sjette bind af Min kamp. Måske er det alligevel tid til at minde Jes, mig selv og andre om Jan Kjærstads forbehold, når det gælder receptionen af Knausgård? Den som ligger med næsen i gruset, er blind (og patetisk). Hvis det virkelig er sandt, at Knausgårds bind seks er så stort et mesterværk, som Stein Pedersens anmeldelse forsøger at overbevise os om, så burde man holde op med at flæbe og skrive en god anmeldelse.

På Politiken forsøger man tilsyneladende at overgå hinanden i gode anmeldelser til Knausgård. Først sammenligningen med Goethe og nu det her, hvor Goethe ikke længere er nok, men anmelderen må udstille sig ligeså "nøgen" som Knausgård i sin gråd. Stein Pedersen sammenligner selv med "Kejserens nye klæder", men den historie handler præcis om det, som Stein Pedersen her gør, nemlig eftersnakker, ser det nøgne som de fineste klæder, hvilket så må gøre mig til den lille dreng, der siger: Jamen han har jo ikke noget tøj på. Det passer ikke helt. Knausgårds værker har masser af tøj på. Som han selv skriver, så vil han bekæmpe fiktion med fiktion, hvilket nok skal opfattes som litteratur mod konstruktion af visse virkelighedsbilleder. Mao. er den nøgenhed, som Stein Pedersen falder for og i, også en slags konstruktion, noget litterært, skabt, en autenticitetsfølelse som Knausgård kan skabe, fordi han er en god forfatter.

Det virkelighedsbillede, som anmeldelserne på Politiken derimod skaber omkring Min kamp, er en sær hypnotisk fiktion, som vi andre så må bekæmpe.

Dissensus i Det 3. årtusindes hjerte

Jeg har endelig fået læst Ursula Andkjær Olsens seneste bog, Det 3. årtusindes hjerte, fordi jeg er i gang med at opdatere en artikel om forfatterskabet, som skulle være udkommet i tidsskriftet Spring for et stykke tid siden, men som er på vej i trykken nu. Og jeg ville jo gerne have den med, for at artiklen var så aktuel som mulig. 

Det er en form for sammenbrudsbog og en maveknugende læsning. Den er måske mere i familie med Skønheden hænger på træerne end Havet er en scene. Karakteristisk er det således også, at hvor Havet er en scene "handler om" svangerskab, når vandet går osv., dér "handler" den nye bog snarere om - ja om hvad? Jeg er i tvivl her, selvom jeg jo godt er klar over, at ordene "handler om" ikke er helt præcise i forhold til nogen af Andkjær Olsens bøger. Helt overordnet er det som om, at sammenbrud og adskillelse især er tydelige faktorer i første halvdel af bogen, imens de vendes til en form for politisk motor og drivkraft i den anden del.

Fornemmelsen af sammenbrud gælder især jegets immersion med tingene og sproget. Fx i forbindelse med hjertemetaforen, der udvides og bruges i en række forbindelser. Fx når der tales om hjertekamre som venterum, ligesom det med et omkvæd hedder, at ”Alle kar er forbundne”, hvilket korrigeres i bogens allersidste linje: ”ALLE OG INGEN KAR ER FORBUNDNE”. Hvis kar ellers er en metafor for jeget, som det antydes i linjerne ”Står jeg ikke her som/ et risikovilligt kar?”, bliver udgangen en smule forstemmende: Lykkes udsigelsen, forandrer den verden? Her bør man måske huske på Per Højholts ord om poesi og politik; at poesiens hensigt ikke er at stifte fællesskaber eller at splitte dem ad. Dette gælder også for de mange jeger i Andkjær Olsens forfatterskab, der ikke samler sig om en konkretpolitisk udsigelse eller ligefrem en fælles holdning. Men det er en maveknugende fornemmelse, man får, af at læse bogen. Det skyldes måske, som  Tue Andersen Nexø antyder i sin anmeldelse, at bogen (igen til forskel fra Havet er en scenes svangre stil) muligvis "handler om" abort. Det skyldes dog også, tror jeg, i ligeså høj grad, at jeget i denne bog virker mere tvivlende, frustreret og tøvende omkring (ikke sin, for jeget har netop ikke ejerskab her) udsigelsen:

Jeg er ikke et subjekt.

Jeg har ingen kendetegn.

Jeg har ikke følelser.

Måske er jeg sværere at afgrænse, også for mig

selv, men så er jeg er jeg mindre følsom over for den ensomhed, som

alle (alle andre) er udsat for.

Så stor er jeg, at min smerte ikke har noget med mig at gøre.

                                                                                                        

Fornemmer man ikke her en fed ironi? Altså at digtet faktisk skal læses, som at jeget er et subjekt, jeget har følelser og ikke mindst, den smerte der følger af dette, har i høj grad med jeget at gøre? Linjerne kan læses som en kommentar til den måde, mange traditionelt har opfattet Andkjær Olsens udsigelse på, dvs. som legende, befriet og befriende, ja nærmest som en art humoristisk teflon, hvor intet hænger fast. 

Sådan har det aldrig været, tror jeg, og Det 3. årtusindes hjerte er et kraftigt dementi imod en sådan opfattelse. Hvis første del af bogen bevæger sig indad i en knugende, men samtidig adskillende bevægelse, så vendes denne langsomt til en samlet bevægelse udad, der manifesteres som en stadig knuget, men nu politisk udsigelse, hvor alt ”skal blive til én”. Smerten ved adskillelsen, om det er mor og barn eller ej, bliver til et ”våben”, en politisk udsigelse, der laver sprækker i den sansede orden og konfronterer det etablerede (konsensus) med det afviste. Det barn der aldrig bliver født, taler på en måde videre i moderstemmen, moderskab sammenlignes med markedet, svangerskabet er en slags terrorbombe osv. Med den franske filosof Jacques Rancières term ville man kunne kalde denne bevægelse for dissensus. Selvom man således kan tale om dissensus generelt i forfatterskabet, bliver den desto mere synlig i Det 3. årtusindes hjerte. 

Men det viser sig måske også at være en dissensus i forhold til den konsensus, der er ved at danne sig omkring forfatterskabet, ikke mindst omkring Havet er en scene. Flere steder i Det 3. årtusindes hjerte hører man om havets ironi, eller man finder et digt som nedenstående, der kan siges at give et anderledes billede af baggrunden for den meget vandmetaforik i Havet er en scene:

Når jeg ligger på ryggen og græder, løber tårerne via tindingen ind i

øregangene. Når trykket bliver højt nok, vil væsken presses tilbage op i

tårekanalen, og jeg kan ligge sådan, som et lukket kredsløb, lydløs jubel,

springvand, i flere tusind år.

                                                                                       

Uanset hvad, så har Andkjær Olsen igen skrevet en helt igennem fantastisk bog. Hendes tekster er, tror jeg,  bevidst ikke-samtidige. De er fx ikke udtryk for poesi i 00erne eller 10erne, og de er heller ikke fremtidsmusik. De er snarere utidig musik – det 3. årtusindes poesi.

Kuk-kunsten

Knastørre hug til KOK og co. her.

Mit yndlingssted

Josefine gør det ret godt i det her klip og får faktisk flettet en del guldkorn ind om naturen, stedet, landskabet og forfatterskabet.

Hamlet howling

Hamlet på slaget: Jeg har just erfaret, at Peter Laugesen seminaret på Hald Hovedgaard den 23/11 desværre er aflyst, øv. Så er det godt, at jeg på torsdag får lejlighed til at præsentere forfatterskabet i en anden sammenhæng, men nedenstående noter holder jeg indtil videre for mig selv.

                    

Jeg håber at det er mig...

Efter sigende præsenterer cand.mag. osv. Stefan Kjærgaard Peter Laugesens forfatterskab på Åby Bibliotek den 15/11 kl. 19.30. Peter Laugesen vil i hvert fald være tilstede, hvilket er det vigtigste, og han vil læse sine digte op. Jeg vil også være der. Så må vi se, hvem Stefan Kjærgaard er.

Litteraturlivets Bermuda-trekanter

Jeg er måske nok en paranoid jydetamp, indrømmet. Måske er det derfor, at jeg blev glad, da jeg læste Bent Vinn Nielsens klumme om litteraturlivets muligvis forsvundne Bermuda-trekant i Information. Klummen handler om forholdet mellem Gyldendal, Politiken og DR. Vinn Nielsen opridser en række gode og dårlige ting ved trekanten og spørger sig selv, om den findes endnu? Vinn Nielsen afslutter en smule sentimentalt med at konkludere, at litteraturen og kulturstoffet generelt har det skidt i medierne, og at trekanten til en vis grad er savnet, hvis det handler om at sætte litteratur på den kulturelle dagsorden. Heri er jeg naturligvis enig. Men klummen fik mig alligevel til at tænke på mine egne erfaringer udi Bermuda-trekanter og andre mærkelige fænomener inden for litteratursystemet.

Nu taler Vinn Nielsen naturligvis som skønlitterær forfatter, og mit forhold til evt. Bermuda-trekanter i det litterære liv er naturligvis set fra et andet perspektiv, nemlig som litterat og forfatter til fortrinsvis akademiske bøger. Men set herfra oplever man ofte besynderlige ting. For os der fx udgiver bøger på Aarhus Universitetsforlag, skal der en god portion held til, førend man får en omtale eller anmeldelse i et af de store dagblade. Bøgerne bliver sendt til redaktionerne, lister over indkomne bøger kan fx tjekkes i Politikens spalter, men hvor de forsvinder hen må guderne vide? Jeg forestiller mig naturligvis en form for refugium, lige før den litterære himmel, hvor de gode af slagsen naturligvis får adgang, imens resten bliver sendt til skærsilden.

Man kan naturligvis være heldig og kende en, der kender en, som arbejder på Politiken og derigennem sørge for, at en bog ikke drukner helt, men der skal held, netværk og en vis portion nepotisme til, hvis bogens tilsynekomst ligefrem skal nå frem til spalterne. Dertil kommer, at Gyldendal stort set ikke udgiver bøger af litterater fra Aarhus Universitet. Det er så sikkert som amen i kirken, at man får et afslag, hvis man som århusiansk litterat henvender sig til Gyldendal. Heldigvis har vi så vores eget formidable universitetsforlag, men igen, at udgive dér betyder ofte ingen omtale. O refugie - here we come.

Findes der københavnersnuder? Ja, ligefrem snuderi? Det tror jeg ikke. Snarere er det sådan, at man kører "same procedure as last year". Man er slet ikke klar over, at man sender de århusianske litteraters bøger til refugiet. Man tænker vel: Det klarer de selv derovre. Goddag mand, økseskaft.

Her kan jeg desværre kun tale for mig selv, selvom det er noget, som jeg har diskuteret med flere kolleger. Lad mig derfor afrunde med en af mine egne bøger som eksempel: Da jeg udgav bogen Hørbylundemanden om Per Højholt (en form for Gyldendal-forfatter måtte man vel mene i øvrigt) blev den anmeldt fint i Jyllands-Posten og blev kaldt den hidtil bedste introduktion til forfatterskabet, men det var ikke nok til, at den fandt vej til spalterne andre steder. Jeg priste mig imidlertid lykkelig for, at den overhovedet havde fået den ene anmeldelse, men det var jo ikke en anmeldelse i Information, det var ikke Weekendavisen og det var ikke Politiken. Ak ja, en gang jyde, altid jyde.