torsdag den 2. februar 2012

Der er ingen der gider at læse det her

Der er ingen der gider at læse det her. Det er sådan set meget behageligt. Tallene afslører jo alt. Men så kan man skrive for sig selv og i fred. Kun indslaget omkring advokaterne Pound, Trakl og Benn trækker en masse hits. Det mest populære indlæg endnu. Wow. Men det er jo pga. Steen Jørgensens åndssvage hat, og fordi folk ikke aner, hvem fanden de tre navne er. Gad vide om Jørgensen selv har læst Pound, Trakl og Benn? Gad vide om der er mange, der gerne vil have en hat magen til? Manden med den åndssvage hat.

Nå, men det er helt forståeligt at folk ikke gider høre mit bavl. Der er ikke meget at komme efter. Måske skulle man sætte gang i en litterær debat igen?

7 kommentarer:

Carsten Sestoft sagde ...

Hej Stefan,

jeg gider godt læse det her - følger stadig med interesse og glæde din blog - og synes, at det er et interessant eksperiment, du har kastet dig ud i efter nytår. Om det fører nogen steder hen, ved jeg ikke. Om det har nogen langtidsholdbarhed? Ved jeg heller ikke. Men eksperimenter med skrivning er da altid godt - om ikke andet tør jeg vædde på, at du selv bliver klogere på, hvad det er at sætte ord på sig selv, som hos vores ven Knausgård. Og i forsøget på at sætte ord på og blive klogere gør du også en forhenværende professionel litterat som mig lidt klogere - også på mit eget forskningsopblandede og efter forskningsophør genfundne kærlighedsforhold til litteratur som eksistensforskning. Og det er jo det rene Proust - det med at læseren læser sig selv under læsningen. Tak for det.

Stefan K sagde ...

Kære Carsten

Tusinde tak for din kommentar, der gør denne råkolde fredag meget mere tålelig. Det er fantastisk at vide at man i hvert fald har een superkvalificeret læser derude ; - ) og det er faktisk også nok. Mere kan man ikke forlange. "Litteratur som eksistensforskning": Det er præcis det, som det handler om, det her, tror jeg.

Mange hilsener
SK

Anonym sagde ...

Kære Stefan

Jeg synes du skal tænke over

1) hvis det alligevel er "meget behageligt" at "ingen gider læse det her" og du selv synes det er noget "bavl" – hvorfor det så skal ud på en blog (hvor du samtidig lægger dig i forlængelse af dit professionelle virke)?

2) er det stadig drømmen om at blive forfatter, der får dig til at offentliggøre disse tekster? I så fald bør du gøre dig meget nøgterne og ikke-sentimentale overvejelser om dine motivationer til at 'bryde ud' på denne måde.

Det jeg måske efterspørger er minimum af selvindsigt. Grunden til at jeg ikke lader mig overbevise af dine gendrivelser, der postulerer denne selvindsigt ('det er alligevel noget bavl', 'jeg ved godt der ikke er noget at komme efter') er netop at du ikke tager konsekvensen af dem, og det gør dit projekt forfængeligt – du har ikke overbevist mig, tværtimod, om at du ikke er ude efter anerkendelsen som skønlitterær (og/eller Knausgård-agtig) skribent, og præcis det, er den vognstang der vinker til det hele..

Stefan K sagde ...

Ups, godt læst.

Jeg mangler ganske givet en masse selvindsigt. Hvem gør ikke det? Gendrivelsen var spontan og ikke specielt velovervejet, sorry. Det er måske en del af projektet? Jeg tænker måske, at bloggen sådan set ikke behøver at være for nogen, heller ikke dig... det tillader mediet på en måde, eller hvordan?

Jeg tror ikke, at jeg er ude efter anerkendelsen som skønlitterær forfatter, men måske efter anerkendelsen som forfatter. Hvis det ellers giver mening at sige det sådan? Dvs. at det jeg foretager mig, også i mit professionelle liv har rødder i alt muligt andet måske?

Projektet er naturligvis dybt inspireret af, hvad der foregår i litteraturen lige nu - det indrømmer jeg blankt - fra Monte Lema til Knausgård.

Men måske jeg bør påpege, at langt størstedelen af min tid lægges i arbejdet på universitetet og ikke her. Men derfor hænger kan tingene godt hænge sammen alligevel, tror jeg.

Det hele handler måske bare helt simpelt om: Hvorfor læse litteratur?

Mvh.
Vognstangen

Carsten Sestoft sagde ...

Bare som fodnote: Ordet 'eksistensforskning' har jeg fra min gamle kollega Lilian Munk Rösing - mere præcist hendes artikel i Standart 2-2009. Det ramte ind i et eller andet blødt punkt hos mig, fordi jeg efter at have opgivet forskning som profession i 2004, fandt en ny menig i at læse litteratur som netop eksistensforskning (dvs. en form for erkendelse) og samtidig en beskæftigelse af ledige stunder (som nu også pludselig eksisterede), som - når bogen var god - ikke fandtes bedre. Men det passer også sammen med de første sætninger i en af mine gamle yndlingsbøger (i 80erne, vel), The Sense of an Ending (1966), hvor Frank Kermode, en art engelsk Barthes, skriver: It is not expected of critics as it is of poets that they should help us make sense of our lives; they are bound only to the lesser feat of making sense of the ways we try to make sense of our lives. Det er så den skelnen, Lilian anfægter - og som også du her på bloggen anfægter i praksis, Stefan - hvad man måske kan gøre med større ret nu til dags, hvor der også er en del litteratur, som nærmer sig eller inkorporerer mere essayistiske (dvs. ikke-fiktive, jf dit seneste indlæg om dagbogen) former - som i sidste bind Knausgård. Det gælder faktisk en del af mine franske yndlingsforfattere - den nyere trio, Bergounioux, Bon, Michon, men også nogle af mest interessante dele af Perec (fx Espèces d'espaces) eller Michel Leiris i hans mærkværdige og spændende selvbiografiske projekt La Règle du jeu (1948-1976!) - og selvfølgelig Proust, forfatter af verdens længste essay.

Anonym sagde ...

Til den wannabe-konsulent ovenfor, der "kærer" sig for Stefans blogskriveri:

Din kommentar til Stefan er perfid fordi 1) den er anonym 2) har en rigtig irriterende, nedladende tone "Jeg synes du skal tænke over". Hvor bliver DIN selvindsigt af, kunne man spørge? Den fortaber sig i fejhed, selvom du jo åbenbart sidder og læser det, som Stefan skriver - ja du kommenterer det og tillader dig endda at skrive en slags konsulentudtalelse til ham. Hvis du ikke bryder dig om det, kan du jo bare læse noget andet! JEG synes du skal tænke over din egen perfiditet, som selv kan vinke med en vognstang.

mvh
TANkødhakkeren

Stefan K sagde ...

Ro på nu. Jeg klarer det nok ; - ) Men tak for forsvaret og tak til Carsten for dine / dit / Lilians ord igen. Man aner jo Lilian bag ordet, som bestemt er et forbillede for mig og sikkert mange andre fordi hun ligesom mærker efter inde i sig selv, når hun læser.

Mange hilsener
Stefan