Jeg læser Inn af Thure Erik Lund (da. udgave Ind). Det er en vanskelig, men interessant roman, ikke mindst dens undersøgelser af litteraturens sted. Det er ikke sådanne steder, som min kollega Dan Ringgaard taler om, dvs. steder der er refereret til i bøgerne, men selve stedet. Åstedet, om man vil. Bogens eget spor. Hovedpersonen rejser godt nok rundt i Europa og ender ud i et antikvariat i Amsterdam. Ingunn Økland har en udmærket og opklarende anmeldelse, hvor hun fortæller os, hvad bogen ”handler” om, hvis det er. Men spørgsmålet er, om de steder, som der refereres til, er ligeså vigtige som det sted, hvor litteraturen konkret finder sted: Udsigelsens sted. Romanen er tæt på Becketts romaner. Via vores mere eller mindre store trang til at gøre alle fortællinger mimetiske, forsøger vi at genkende personer og steder i det fortalte univers, når vi læser litteratur. Men spørgsmålet er, om det ofte ikke er en uinteressant manøvre, fx i forbindelse med denne her roman (men også flere af Becketts).
På et tidspunkt siger jegfortælleren følgende i Inn:
”Men alt det er nok som det skal være, og derfor tak til de vilkår der gør det muligt, uden at de på nogen måde blander sig i hvad jeg siger og hvordan jeg ytrer mig, og hvad jeg mener og tænker. Allerhelst bør jeg takke vedkommende der dækker mig med sit navn, en skrivende fyr der hedder T. E. Lund, der eller har meget at lave, og meget andet at tænke på, end at måtte forholde sig til mine holdninger og meninger, og mine hemmeligheder, som nu er det eneste jeg har at leve for, noget andet har jeg ikke, og disse omstændigheder her, som Lund nu, formodentlig af undfaldenhed og fej opportunisme, har fået klareret for mig, gør det hele lidt enklere for mig.” (98)
Sådanne lange, kværnende passager er bogen fyldt med. Det kører lidt op og ned for denne kværn, ligesom sproget både kan være fortællende i forhold til ydre og indre begivenheder, men også kamme over i den rene nonsens. Det gælder ifølge bogen hovedperson om at holde prosaen i gang. Det lyder afsindigt, men i virkeligheden er det et værn imod det afsindige, for som det lyder
”Det eneste er det der raser gennem mit hoved, og som nogen måske forstår gennem disse linjer. Det er tilstrækkeligt, jeg prøver ikke andet end at lade denne prosa glide fremad så lidt opsigtsvækkende som muligt, netop for at holde det skred stangen som til enhver tid farer gennem hovedet, eller, som måske snarere er reminiscenser af noget forgangent sprøjtende noget, som jeg ikke længere magter eller orker at sige hvad er, så bliver jeg jo gal, har jeg fundet ud af, ja, jeg har i rigtig mange år været af den opfattelse. Alligevel gør jeg alt hvad jeg kan for at holde prosaen i live, det vil sige være lige præcis lidt over og forbi det helt flade, så prosaen ikke skal glide ud, og efterlade tomrum i hovedet, noget der kan føre til at ”det gale” og afsindige” kunne opstå via smutveje herinde i mit sind […].” (180)
Prosaens spor gør, at jeget holder skruen i vandet. Det kan ligne et vildspor, men han kommer hele tiden ”back on track” på den ene eller anden måde. Det, der imidlertid bør få os til at blive mistroiske i forhold til en mimetisk læsning, er kommunikationssituationen i det fortalte univers:
”Og det er først nu jeg er i stand til at skrive det her. Det vil sige at ”jeg” lige nu er en digital version, skjult inde i det mikroskopiske, i en dyb overvintringssøvn, dvale, teknisk set død, som i et nedfrosset hjerte, et downloadet jeg, med bevidstheden i kode, af et jeg der blev født nogle år efter midten af det tyvende århundrede, og som dermed kan afspilles, som ”menneske”, næsten i det uendelige, ligesom alle andre nutidsmennesker, som da I transhumane og posthumane skikkelser nu kan lytte til eller aflæse på de måder I finder hensigtsmæssige” (78)
Måske henvendelsen slet ikke gælder os. Det burde være almindelig lærdom for enhver litteraturlæser. Vi er jo hverken trans- eller posthumane, eller er vi? Er vi det, når vi læser eller ”afspiller” bogens spor? Er det os læsere, der tænder jeget?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på det, som Per Højholt siger i Cézannes metode:
”Digtet er ikke information. Det er snarere en sproglig situation som giver læseren forudsætning for at opleve intetheden, det forskelsløse eller hvad man nu vælger at kalde det, gennem sit eget liv, gennem de omgivende aktuelle ting. Og de fleste af os er nu engang sådan indrettede at vi bedst opfatter stilheden når den har form som musik, et lærred når det fremtræder som maleri og en tom side når den er forklædt som digt”.
Eller ren og skær prosa, når den er forklædt som ”roman”.
Jeg lader denne her salme fra Simon Grotrians nyudkomne Myrrapollen tale for sig selv:
