Jeg lader denne her salme fra Simon Grotrians nyudkomne Myrrapollen tale for sig selv: Jeg føler mig dømt til at leve bag højspændingsmasternes nerver derfor må jeg sende dig breve som engleflokke server. Og kablerne trækker i baner mit liv med den flossede sele når mulden slår 11 ganer et cirkus af øjne at mele. Og Gud løfter øjnene over hvor hænder kan bunde i luften jeg ligger bag døden og sover med engle spredt ud i fornuften. Bogen er udkommet på forlaget Alfa. Det flotte omslag er af Carsten von Würden. Læs også interviewet med Grotrian i Information i anledning af udgivelsen. Det findes her .

HALLO: Faldt lige over dette citat af Frank O'Hara. Det er der vist flere af de yngre, danske digtere, der sagtens kan skrive under på fra Lone Hørslev til Theis Ørntoft: ”Personism has nothing to do with philosophy, it’s all art. It does not have to do with personality or intimacy, far from it! But to give you a vague idea, one of it’s minimal aspects is to address itself to one person (other than the poet himself), thus evoking overtones of love without destroying love’s life-giving vulgarity […] It was founded by me after lunch with LeRoi Jones on August 27, 1959, a day in which I was in love with someone (not Roi, by the way, a blond). I went back to work and wrote a poem for this person. While I was writing it I was realizing that if I wanted to I could use the telephone instead of writing the poem, and so Personism was born” (xiv) Fra Personism: A Manifesto Frank O’Hara (1974): The Selected Poems of Frank O’Hara , Edited by Donald Allen, New York : Random House Og ...

Jeg læser Inn af Thure Erik Lund (da. udgave Ind ). Det er en vanskelig, men interessant roman, ikke mindst dens undersøgelser af litteraturens sted. Det er ikke sådanne steder, som min kollega Dan Ringgaard taler om, dvs. steder der er refereret til i bøgerne, men selve stedet. Åstedet, om man vil. Bogens eget spor. Hovedpersonen rejser godt nok rundt i Europa og ender ud i et antikvariat i Amsterdam. Ingunn Økland har en udmærket og opklarende anmeldelse , hvor hun fortæller os, hvad bogen ”handler” om, hvis det er. Men spørgsmålet er, om de steder, som der refereres til, er ligeså vigtige som det sted, hvor litteraturen konkret finder sted: Udsigelsens sted. Romanen er tæt på Becketts romaner. Via vores mere eller mindre store trang til at gøre alle fortællinger mimetiske, forsøger vi at genkende personer og steder i det fortalte univers, når vi læser litteratur. Men spørgsmålet er, om det ofte ikke er en uinteressant manøvre, fx i forbindelse med denne her roman (men også flere a...

I The New York Review of Books fejrer man poesien ved at bringe et digt hver dag i hele april måned. Sådan!

Debatten fortsætter. Nu med det (i mine øjne) fine indlæg af Birgit Bundesen .