Geir Gulliksen

I min undervisning forleden talte vi om dette fine digt af Geir Gulliksen, som jeg til dagens lejlighed fluks havde "oversat" til dansk. Digtet er fra digtsamlingen Se på meg nå (2005):

Alt er stille, skriver jeg

men det er aldrig stille

det er aften, skriver jeg også

men det kan ligeså godt være morgen

mens jeg skriver at det er aften

og akkurat nu er det eftermiddag

du er ikke her, skriver jeg

selv om du sidder i rummet ved siden af

eller jeg skriver at du tager strømperne på

selv om du allerede sidder på arbejdet

og at det er stille er bare noget jeg skriver

for at sproget skal falde til ro

som det flade vand i en flad vandpyt

eller som det lyse gulv lyset falder på

akkurat nu (eller bare for en time siden)

det som er stille er aldrig helt stille

det forstår enhver, måske bortset fra mig

som tror på alt som begynder at ske

eller alt som begynder at dø

under mine hænder

ingen dør her

jeg forstår ikke hvorfor

jeg altid må tale om de døde

som om de var her

det er kun i digtene at de døde

færdes levende blandt de levende

det sker ikke så ofte ellers

i hvert fald ikke i dette rum

jeg ved ikke om nogen er død her

men jeg har tænkt at jeg måske

kommer til at gøre det selv en gang, altså her:

jeg håber jeg bor her den dag det endelig sker

og jeg siger ikke endelig fordi jeg længes efter at dø

længe synes jeg der var alt for længe til,

der var for meget som skulle udholdes først

men nu er jeg kommet over en slags bakketop

for der virker så åben omkring mig og jeg tænker

at jeg vil gå ud en tur

jeg vil gå ud til skovstykket og se

om alt som virkede dødt i vinter er begyndt at leve

og digtet kan sikkert passe sig selv imens jeg er ude

og det kan det:

se på dette digt

hvor lyset glider tænksomt fra gulvet og opover væggen

hvor et digitalt ur fejlfrit tæller sig gennem talrækkerne

hvor ingen taler og ingen hører

hvor alt er stille

helt til døren bliver åbnet

og det bliver den

for nu er jeg kommet tilbage

jeg sætter mig i køkkenet

og der er ingen andre her

end køleskabet og jeg

og køleskabet siger ingenting

engang skrev jeg at køleskabet

dirrer ængstelig i køkkenet

men det var et andet køleskab

og det stod i et andet køkken

køleskabet dirrer ikke her

og det eneste som er ængstelig

akkurat nu er isstykkerne der klirrer nervøst

i glassene hver gang vi har gæster

(men vi har vel ikke gæster nu?)

når ængstelsen ikke kommer ind i sproget

er det fordi den lægger sig og summer i lysrøret

og jeg sidder med hænderne på bordet

jeg kan bedst lide at være hjemme

ingen af dem jeg plejer at tale med er her

men jeg kan snakke med mig selv

eller med glasset hvor vandet er blevet gammelt

siden jeg drak af det da jeg stod op i dag

vandet står stille og venter, og hvad er det jeg skal frem til

og hvorfor begynder linjerne pludselig at blive så lange

det burde hellere blive kortere

men når jeg lader køleskabsdøren stå åben for længe

det vil sige hvis jeg lader den stå åben mere end tre minutter

begynder skabet at bippe med en elektronisk bipning

som fra et enormt metallisk vækkeur

eller som fra en lille lastbil der advarer om at den bakker

og hvis jeg fx dør en morgen mens jeg finder morgenmaden frem

vil tomaterne (som også er døde) rulle ud over gulvet

og efter tre minutter vil køleskabet begynde at bippe

jeg ved ikke om det holder med at bippe hvis det står åbent længe nok

antageligvis ikke, men jeg tænker mig at bipningen efter et stykke tid vil

lyde anderledes, som om den bliver skræmt af at ingen bryder sig

om at en nøgen mand ligger på gulvet blandt alle de døde tomater

lyset vil måske krybe beskedent nedover væggen

men at en elektronisk lyd vil lyde skræmmende

er noget et menneske kun kan finde på

og hvis der ikke er nogen andre her når jeg ligger død på gulvet

og hvis køleskabet ikke kan høre sig selv

hvor skal ængstelsen da gøre af sig