Naturens ligegyldighed - Lars Brekke

Via Matias Faldbakken er jeg blevet opmærksom på Lars Brekkes hjemmeside, bl.a. denne her med titlen Naturens ligegyldighed. Tjek også de andre net-installationer.

Bork om Knausgård - Den nye ærlighed?

Opdagede lige denne lille fine artikel af Connie Bork om Karl Ove Knausgårds Min kamp 1.

Min eneste anke er sammenligningen med bekendelseslitteraturen (uden forbehold). Der er naturligvis visse paralleller, men den store forskel er, at Knausgård jo har valgt så fandens meget fra for netop at skrive direkte, råt, nogle vil kalde det realistisk. For mig at se er stilen derfor meget mere (stil)bevidst end megen af bekendelseslitteraturen i 70'erne, hvis kendetegn til tider var, at alle jo kan skrive poesi. Det er ikke alle, der kan gøre det, som Knausgård gør.

Naturligvis skriver han sig ind i den isme, som Jon Helt Haarder har kaldt performativ biografisme, og performancen er også en del af værket, kunne man sige. Performativ biografisme er et fænomen, som er forskelligt fra 70'ernes bekendelseslitteratur, bl.a. fordi der er kommet så mange nye medieformer i mellemtiden, der påvirker litteraturen og livet omkring denne. Fx kunne man jo hævde, at vi i en (medie)tid som vores, er blevet dårligere til at læse tekster uden at hæfte et ansigt på denne. Det er bl.a. en af grundene til, at anmeldelser fysisk set ofte fylder mindre end selve billederne af forfatterne i aviserne.

Når det er sagt, er det jo også sandt, at Knausgård med sin roman skriver sig ind i en bekendelsestradition, men den må nok betragtes som mere omfattende end 70'ernes bekendelseslitteratur, fx med forbindelser til Proust, Rousseau og Augustin.

Hvad samtidige tidstendenser angår, er det nok så vigtigt, at Knausgårds første roman jo blev udgivet ved hjælp af forlagsredaktør og forfatter Geir Gulliksens hjælp, der "opdagede" Knausgård og uden tvivl havde "virkelighed" på programmet i midten af 90'erne. Læser man således alle de fem første bind, bemærker man, hvordan Knausgård slutter med at beskrive kampen for at få udgivet sin første roman, kampen for at blive forfatter, som han næsten opgiver undervejs. Ute av verden udkommer i 1998 og ligner måske ikke noget i sin samtid, og man opdager således også (efter at man har læst Min kamp 1-5), at stort set alt i debutromanen bygger på selvbiografisk stof på den ene eller anden måde, men radikaliseret på forskellige måder, netop for at give romanen et narrativt drive.

Udover den performative biografisme, kan jeg desuden ikke lade være med at tænke Knausgård sammen med den nye ærlighed, som man fx også fornemmer inden for dansk popmusik, fra Rasmus Seebach til Medina. Råt for usødet, det er det de unge vil ha' ; - )

Seminar med og om Jørgen Leth

JØRGEN LETH

MELLEMVÆRENDER

Nobelsalen fredag d. 29. oktober kl. 9-16

Jørgen Leths værk nyder en hidtil uset bevågenhed. Op til premieren på hans nye film Det erotiske menneske den. 3. november afholder Nordisk Institut et seminar om Jørgen Leths værk. Det er et værk som er præget af mellemværender eller overskridelser imellem kunstarter, imellem populærkultur og kunst, imellem liv og kunst og imellem kulturer. Seminaret udforsker disse mellemværender, om formiddagen i en række oplæg, om eftermiddagen i en samtale med Jørgen Leth.

9-10:30

Per Stounbjerg: Tresserne. Modernisme, massekultur og avantgarde

Lars Morell: Leth, Kirkeby og de andre

Birgitte Rasmussen Hornbek: Eksilet

11-12:45

Mathias Bonde Korsgaard: Gentagelsen – om Amerika-filmene

Stefan Kjerkegaard: Den indre film i Ingenmandsland.

Om selvfremstillingen i Jørgen Leths 60'er-digte

Nora Simonhjell: En oplæsning

Peer Bundgaard: At oversætte Jørgen Leth

14-16

Jørgen Leth i samtale med Bodil Marie Thomsen og Dan Ringgaard

Før jeg brenner ned

Indslag her.

MEGA Litt. 6/11

Dansk forfatterforening arrangerer Danmarkshistoriens største litteraturoplæsning.

Himmelarkivet

Er just blevet færdig med norske Gaute Heivolls fine roman Himmelarkivet, som er fra 2008. Nu ved jeg, at hans seneste roman Før jeg brenner ned er på vej i dansk oversættelse, men det samme burde Himmelarkivet være. Det er via min interesse for litterær selvfremstilling, at jeg er blevet opmærksom på Heivoll. Det bemærkelsesværdige hos ham er i denne forbindelse, at han bearbejder dokumentarisk materiale og kombinerer dette med sin egen historie. Det dokumentariske og det selvbiografiske er to spor, der flettes sammen på original vis.

I Himmelarkivet handler det om kommunisten Louis Hogganviks (jf. billedet) historie, hvordan han under mystiske omstændigheder begår selvmord efter at være blevet taget til fange af Gestapo i Kristiansand 1945. Hogganvik kvæler sig selv ved at æde små stumper af madrassen i sin celle. Det mærkværdige er, hvorfor Hogganvik tilsyneladende bliver så opsat på at tage sit eget liv i løbet af de kun 9 dage, han opholder sig i fængslet. Året er jo 1945, og han har ikke gjort noget specielt ulovligt. Men måske er det for at slippe for torturen, måske fordi den har gjort ham vanvittig, hvem ved? Heivoll digter sin fortælling. Bl.a. får vi fortalt, hvordan Hogganviks kone Theodora må gå rundt og vente i ubærlig uvished. Men der er også en drømmeagtig scene i bogen, hvor det sidste møde mellem Theodora og Louis, som aldrig fandt sted, finder sted. Sådan noget kan man nemlig i en roman til forskel fra en ren dokumentarisk skildring. Det er gribende. Men endnu mere gribende er den sideløbende fortælling om Heivolls bliven far og hans forhold til bedsteforældrene. Slutningen på selve romanen, inden efterskriftet fik mig således til, rent ud sagt, at få gåsehud. Den kan man selv læse sig til.

Skal man sammenligne den med noget herhjemme, ville det mest nærliggende måske være Peter Øvigs bøger. Men ak og ve, forskellen er jo, at Heivoll er meget mere end en dygtig journalist. Han er forfatter og en vældig dygtig én af slagsen. En anden forskel er, at dette åbenlyst er en roman. Dette giver flere muligheder for at bearbejde stoffet kreativt og personligt, og dette er jo en stor fordel, især hvis man er god til det.

Og i øvrigt kan jeg ikke lade være med at sammenligne Heivolls roman med fx Christina Hagens nylige 71 breve til M. Hagen skriver også sig selv ind i fiktionen og tager en "næsten" dokumentarisk problemstilling op, nemlig den at flere kvinder rent faktisk er i brevkontakt med psykopater som Peter Lundin. Emnet er dog ikke så konkret som i Heivolls tilfælde. Det er mere en anledning end en afsøgning af stoffets muligheder.

Hagen er naturligvis dygtig og et stort talent. Men det ærgrer mig alligevel, at bogens potentielt set sprængfarlige stof kapsles inde i noget, der snarere end at være en eller bare i dialog ender som en monolog.

Nu ser jeg måske nok syner for tiden, men jeg kan jo ikke lade være med at tænke på det som en anelse symptomatisk for en del af ny dansk litteratur. At Hagen så med tiden nok skal få hul igennem til et større publikum (og blive vores svar på Sara Stridsberg), er jeg sikker på. Hendes selvfremstilling generelt mangler jo ikke noget, hvad angår direkte og pågående kommunikation (og sådan er det for flere af de nye forfattere. De kommunikerer på livet løs, men ikke i deres bøger).

Så Hagens bog ender klaustrofobisk, både for jeget og for den stakkels læser, som i dette tilfælde er mig; som om det er en kvalitet i sig selv ikke at kommunikere, ikke at fortælle. Det er det ikke, skulle jeg hilse at sige.

Som en lort på en tallerken

"Der er meget poesi i verden, som er dårligere end rock-tekster. En dårlig rocktekst kan du stadig synge med på til en melodi, og det betyder ikke så meget. Et stykke dårlig poesi ligger der bare, som en lort på en tallerken. Der er ikke noget, du kan stille op med den."

Nick Cave i et interview i Gaffa 09, September 2010.

Adda Djørup vinder pris

Adda Djørup vinder EUs litteraturpris. Tillykke Adda, det er fortjent, og vi hungrer alle efter et nyt udspil fra din side ; - )

Philip Roth on The 'Lost Cause' of Literature

What do you see as the role of a writer in our society?

Your role is to write as well as you can. You're not advancing social causes as far as I'm concerned; you're not addressing social problems. [...] What you're advancing is [...] the cause of literature, which is one of the great lost human causes. So you do your bit; you do your bit for fiction, for the novel.

Why do you think it's become one of the 'great lost causes' of our time?

Oh my goodness. [...] I don't think in twenty or twenty-five years people will read these things at all.

Not at all?

Not at all. [...] I think it's inevitable. I think there are other things for people to do, other ways for them to be occupied, other ways for them to be imaginatively engaged that are, I think, probably far more compelling than the novel. So, I think the novel's day has come and gone, really.

I would imagine you would think this is a great loss for society?

Yes, I do. There's a lot of brilliance locked up in all those books in the library. There's a lot of human understanding. And there's a lot of language. [...] There's a lot of imaginative genius. So, yes, it's a great shame.

And what happens for you?

Me?

You.

I'll keep doing it. Stubbornly.

Fundet her.