Fremmed

Fremmed er alting, fremmed

selv Stilheden. Øret fortumles

af Bjergbækkens Nabotale:

Derfor døber den mig.

Vender mig, hvis jeg lytter,

mildt mod min glemte Indgang,

mit Menneskevæsens Port.

Gør dig til Sten og Bølge

udhold det stummes Taalmod,

bliv til en Ting blandt Tingene,

da skal Bølger og Stene

vaagne menneskeblevne,

Samtidighed nedstrømme

fra Bjergene, Havet, Middagens

mægtige Horisont.

Paul la Cour, Efterladte Digte, 1957

Bruce fylder 60 år, tillykke

Now we went walking in the rain talking about the pain from the world we hid
Now there ain't nobody nowhere nohow gonna ever understand me the way you did
Maybe you'll be out there on that road somewhere
In some bus or train traveling along
In some motel room there'll be a radio playing
And you'll hear me sing this song
Well if you do you'll know I'm thinking of you and all the miles in between
And I'm just calling one last time not to change your mind
But just to say I miss you baby, good luck goodbye, Bobby Jean

Per Højholt i radioklassikeren

En by i provinsen.

Demensværk i Århus

Læs mere her. Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle kommer forbi.

The Autobiographical Novel to End All Autobiographical Novels

Findes måske her (hvis man da måske lige tænker bort fra Proust osv.)

At løbe og at gå

Er netop blevet færdig med henholdvis Murakamis Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe og Tomas Espedals Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv. Førstnævnte, synes jeg, er bedst. Jeg fandt aldrig helt rundt eller fandt mig tilpas i Espedals bog (ingen gangart), på trods af de mange gode gå-citater, som bogen indeholder. Bogen fortaber sig i sin egen stil.

Derimod fik jeg i den grad lyst til at løbe af at læse Murakami, hvis nøgterne, underspillede og upatetiske stil er beundringsværdig. Som at læse Raymond Carver, men på japansk. Bogen er lykkelig befriet fra bullshit, om man så kan sige. Her forstår man, hvad det vil sige, når folk taler om verdenslitteratur. Murakami er påvirket af en masse vesterlandske forfattere, men man mærker, eller man bilder i hvert sig selv ind, at man mærker, noget andet, noget man ikke helt kan diagnosticere (som vesteuropæisk læser): en japansk klar- og renhed, som i haikudigte eller hvad ved jeg?

Læs den før din nabo: Nu vil jeg ud at løbe en tur.

Anmeldere anmelder anmeldere

Men til hvem? Litteraturpolitiet? Anmeldere, sikkert mig selv inklusive, har det med at anmelde anmeldere (måske fordi vi ikke kan lade være med at anmelde alt, hvad der er har med litteratur at gøre - hvad kan man sige: Vi kan ikke gøre for det!!!).

Seneste eksempel er Erik Skyum-Nielsens sarkastiske indlæg her, hvor han går i kødet på Politikens Mikkel Bruun Zangenberg. Jeg ved ikke, hvordan andre har det med sådan noget - personligt synes jeg at det er lidt pinligt - men man kunne jo fortsætte dialogen og gå i kødet på den ellers udmærkede Skyum-Nielsen og be' ham om at anmelde litteratur i stedet for at anmelde anmeldere. Ville det ikke være mere interessant?

I det hele taget: Som jeg har sagt det før, så kunne man (som anmelder) faktisk godt have brug for at have en instans at anmelde litteraturen til, et sted hvor det ikke drejer sig om at tage stilling, thumbs up or down, men slet og ret et sted at anmelde litteraturen, den gode, at den findes, og at det er alt nok.

Så mangler vi bare gode læsere, der vil arrestere den eller udskrive dagbøder i et væk ; - )

(P.S. og naturligvis er der nogen der skal vove skindet, forsøge at bedrive den umulige umiddelbare litterære kritik, der er så vigtig for ethvert litterært miljø, også ét der inkluderer forfatterne, så de kan se og mærke, at de findes på godt og ondt. Af og til kunne det bare være dejligt, hvis man som anmelder måtte holde smagsdommeriet for sig selv og blot konstare, at den og den bog findes, beskrive den, færdig)

så himlene slipper de blå trampoliner

Kan salmer sprænges? Elller kan salmer sprænge? Ny stor salmesamling på vej fra Simon Grotrian, Evahave, som efter hurtig gennemlæsning, ifølge denne læser, måske er den hidtil bedste. Fx denne fantastiske salme:

Da stiger jeg op i en afgrund af fryd
for dragen blev stegt på det glødende spyd;
i tårnet med lokker, der svimler i blæsten
går sjælen til bords med sin sol under vesten.

Da søger jeg ned til de døendes vræl
hvor afstanden mindskes fra isse til hæl;
i kælderen over min grav er jeg vågen
til floderne gisper dit ord gennem mågen.

Da vandrer jeg hen til de fødende dyr
med tråden i menighedshånden, der syr;
en dag er at åbne sit ansigt i miner
så himlene slipper de blå trampoliner.

Da rækker jeg livet min knasende skal
af kærlighedstanker, der iler til bal;
og cirkusartisterne hopper i sømme
da planter jeg håb, og det vokser i drømme.

Grotrians rim er blevet bedre. Han boltrer sig endnu mere frit i de stramme former, om man så kan sige. Således er der også flere salmer, der indretter sig efter kirkens højtider og traditioner: jul, pinse, dåb osv. Salmernes form og funktion er altså ikke en spændetrøje, tværtimod. De befrier noget i Grotrian og giver hans billeder nyt liv, et efterliv, samler dem op. Samler ham op. Som der står et sted:

"lad mit liv forblive af din nåde/ da er mine sange ingen gåde"

Grotrians salmer behøver ikke at eksplodere. Eksplosionen er jo alligevel et vilkår for alle hans tekster.

Desuden er omslaget af Heine Skjerning fantastisk flot.