Dagens ansigt

Jeg har nu endelig fået læst undergrundssensationen Dagens ansigt: Allie Mae, som jo ikke er udgivet på noget forlag og heller ikke har en forfatter, selvom flere har foreslået at forfatteren må være Mikkel Thykier og forlaget Basilisk. Nå, men jeg havde rimeligt høje forventninger til denne hemmelige kult-udgivelse, men blev, må jeg indrømme, nok en smule skuffet, da jeg endelig fik mulighed for at læse den. Måske var mine forventninger bygget op til det urimelige, men alligevel. Som modsprog eller modstrøm i en tid, hvor alle lægger deres ansigt ud på Facebook - også undertegnede - er det naturligvis fint og både sjovt og godt gået, men det føles alligevel lidt outdated at læse alle de pointer, der fx i første afsnit hives op af hatten fra Onkel Dunkel, Maurice Blanchot og co. Bogen emmer af intimitet og generthed, også nøglebegreber i tidligere bøger af Thykier (hvis det ellers er ham?), og pointen om at gå fra jeg til mig er fin nok, og måske en pointe man kan bruge om Thykiers digtning. Det er også en sjov detalje, at efter det allerførste ord i bogen, som er "Jeg", kommer der en parentes, som er 33 sider lang (så vidt jeg kan se). Men altså: Jeg er lidt usikker på, om vi ikke har hørt alle pointerne før? Hos Derrida, hos Benveniste, hos Barthes osv. Og hvorfor ikke inddrage en filosof som Løgstrup, hvis begreb omkring ordenes sigte (der er inspireret af Hans Lipps, som et sted skriver "For overfor eller i hans [den andens] ansigt er man bekendt og dèr er man der for den anden. Man kan ikke mere vise sig. For hvori tør man endnu møde den anden, hvori vil han endnu træffe "mig"? Men mens man her undgår offentligheden, er det ved skammen netop mødet med næsten, som man skyer") kunne være relevant. Og nå ja, så er bogen jo mere eller mindre blottet for humor. Man kunne ellers godt forestille sig selvironi en masse i forhold til projektets natur. Men det forbliver en smule patetisk, desværre. Det bedste ved bogen er dens mere narrative element, som aldrig udfoldes helt, om et møde på biblioteket med en person, der ligner Allie Mae (billedet). Jeg ville hellere have læst en egentlig roman om dette møde. Kommentarerne til Francis Bacons ansigtsportrætter er desuden fremragende, synes jeg: "Bacons maleri er tættere på ansigtet end på et billede af det, det er et ansigt frem for et billede af et ansigt, et ansigt i bevægelse, et ansigt som mere end en identitet, som mere end det, der kan sidestilles med et navn, tid er en del af det, det er ansigtet som eksistens." (s. 88)

Indspist andedam

Tjek den her ret interessante artikel fra Information. Det får mig til at tænke på, at jeg for godt et års tiden siden i en artikel blev beskyldt for opildne til konspirationsteorier.

Man burde foretage empiriske undersøgelser af sådan noget. At påkalde sig tumult og tilfældighed virker for mig at se som en stakket frist. Det siger man formentlig kun, når man selv er en del af (magtanmelder)maskineriet, men fortsat føler, at man (i det mindste) har retten til at stå uden for. Konsensus er måske det rette ord, og selv jeg har heller ikke retten på min side, hvorfor jeg øjeblikkeligt vil holde min mund og lade artiklen tale for sig selv.

Tavshedszonen. Omtale i Weekendavisen

Denne her artikel i Weekendavisen er vi naturligvis meget glade for, og vidnerne ikke mindst, i hvert fald dem jeg har talt med, selvom man måske af forfængelighedsgrunde kunne have ønsket sig, at bogens redaktører: Henrik Skov Nielsen, Stefan Iversen og undertegnede var blevet nævnt bare en enkelt gang. Det er trods alt os, der har brugt det seneste 1 1/2 år på at strikke bogen sammen. Men ok. For vidnernes skyld og for den vigtighed, der ligger i at fortælle historierne videre, håber jeg, at der er mange som køber bogen alligevel. Den nemmeste måde at skaffe den på, er sikkert over nettet.

Poesien er en kanariefugl på ryggen af en blind pony

I går aftes var jeg ude at spise med flere af foredragsholderne til Why Study Literature konferencen som afholdes i Århus disse dage. Jeg talte med Brian McHale. Vi kunne hurtigt blive enige om, at litteraturen var i krise, og at poesien var i en endnu større een af slagsen. Men desuden også, at litteraturen intet var uden poesien. McHale brugte billedet, at poesien var som den kanariefugl, der sad på de blinde ponyer i minegangene, og som kunne afsløre - hvis de pludselig faldt døde om - om der var giftige gasarter på vej. Det slog mig pludselig, at det var præcis det billede, Peter Laugesen havde brugt i Vejrudsigter fra 2007:

digtet er en blind pony
med en kanariefugl på ryggen
i sprogets dybe minegange

Derfor kan man også kunne være glad for tiltag som dette her, hvor børn lærer at læse poesi. Så please: Er man lærer, så tag børnene med ind til det her!

Valdemarsdag

Jeg følte, at jeg ovenpå hele den voldsomme debat, der var sidste år omkring Kalak, skyldte Kim Leine, at jeg som det mindste læste hans bog nummer 2. Det gjorde jeg så, i eet hug, og resultatet kan man se her. Jeg er i øvrigt vældig enig med Lilian Munk Rösings (som altid) fine anmeldelse. Måske jeg igen var for hård? Måske er den manglende affekt bevidst fra forfatterens side? Måske skyldes den mangel på talent, som jeg vel nok antyder? Hvad ved jeg?

Jeg synes under alle omstændigheder, at det er bemærkelsesværdigt, at beskrivelsen af farfaren til forveksling minder om beskrivelsen af faren netop i sin mangel på affekt, i sin underlige (uforløste?) apati.

Den blå port 79

I dag udkommer Den blå port med ny redaktion. Det er blevet til et fint lille nummer, bl.a. om emnet "liberatur". Der er fine ting at læse. Fx Adam Ægidius' fine rapport udefra om fransk litteratur (men hvor er Hoeullebecq?), eller Mikkel Bolts artikel om Matias Faldbakken, hvor jeg dog savner en smule, at han fx taler om modkultur som brand, men alligevel. Derudover oversætteslse af Jonathan Safran Foers "En forstudie til en tegnsætning for hjertesygdom", som er forrygende, eller Vagn Lundbyes fantastisk langdigt.

Dog et enkelt hjertesuk:

Martin Larsen, redaktør på forlaget Basilisk og forfatter til bl.a. Svanesøsonetterne (2004) udtaler i et ellers udmærket og vældig velturneret mailinterview foretaget af Thomas Hvid Kromann følgende:

”Størstedelen af dagbladskritikken taler til massen (selv hvis denne ”masse” kun er et par tusind mennesker, der er interesseret i litteraturen som kunstart i den bredest mulige forstand) og forsøger at tale på massens vegne og vejlede massen om hvorvidt denne og hin bog er værd at købe eller ej. Det har jeg overhovedet ikke noget problem med, men det er ikke og kan ikke være litteraturkritik i den forstand jeg synes er mest interessant; læsninger der åbner ens øjne for ting i en bog man ikke havde set før. Den slags kritik har vi ikke meget af; ikke i aviserne, ikke i tidsskrifterne, ikke på universiteterne. Og det er sikkert naturligt nok, fordi det er svært, utroligt svært; Borum sagde engang at for hver ti geniale forfattere findes der én genial kritiker. (Borum sagde en anden gang, at man måske kunne regne med at finde ét litterært geni for hver en million mennesker, og så er det jo ikke så mærkeligt at vi ikke har megen god kritik i Danmark).”Fra Den Blå Port nr. 79, s. 35-36

Udtalelsen provokerede mig (og jeg har absolut intet imod Martin Larsen, tværtimod, stor respekt for det, han står for og gør, men her alligevel en kommentar til ovenstående, som måske er helt ude af proportioner?).

Måske er det bare min faglige stolthed. Det kan være, at dagbladene ikke bugner med gode læsninger, men at tidsskrifterne ikke rummer god kritik, og at den gode kritik ikke findes på universiteterne – det synes jeg måske nok er at stramme den mere, end hvad godt er.

I mit daglige arbejde på universitetet synes jeg ellers nok, at jeg støder ind i en masse gode læsninger og en masse god kritik – det kunne være i bøger, antologier og monografier eller i tidsskrifter som Kritik, Passage, Apparatur, Den Blå Port, Kultur & Klasse, men også i de mindre profilerede tidsskrifter, der er tilknyttet enkelte afdelinger på universiteterne. Det kunne være Vandfanget (Nordisk, AU) eller Reception (Nordisk, KU). I tidsskrifter og bøger som disse finder man masser af gode og fornyende læsninger, der bringer værkerne og forhåbentlig også forfatterne nye og andre steder hen.

Når Larsen snakker om kritikere, har jeg på fornemmelsen, at han kun tænker de sædvanlige dagbladskritikere, som jo ikke nødvendigvis er de bedste læsere, men kun de mest synlige. En god læsning i en sædvanlig akademisk antologi har måske 0,01 % chance for at få omtale i et stort dagblads bogsektion (alligevel findes de og er måske derfor ligeså stædige, på tværs, uhåndterlige som Larsens litteratur i en kasse). Det er én ting.

En anden, som måske er mere vigtig, er, at Larsens udtalelse om muligt demonstrerer en række misforståelser, som måske måtte herske mellem det mere akademiske miljø og så et forfattermiljø? Jeg har aldrig været vild med det skel, om end det i en række tilfælde kan være nødvendigt og endog produktivt, men jeg synes, at udtalelsen ovenfor er en smule fordomsfuld og så endog gøre det med en (måske?) genial kritikers udtalelse om, at for hver ti geniale forfattere findes der kun én genial kritiker - det er en anelse ærgerligt i mine øjne.

Man kunne gå tilbage til slutningen af 60’erne. Dengang begyndte Niels Egebak (i mine øjne en genial kritiker) at læse Per Højholt, og det resulterede i bogen Højholts metode fra 1974, måske stadig det bedste der er skrevet om Højholt til dags dato? Det har uden tvivl være en skelsættende oplevelse for Højholt at få en sådan bog serveret, med fremragende læsninger og samtidig en bog, der siger ”Hey mand, dit projekt er kulmineret med Turbo”. Men det tog Højholt blot med oprejst pande og som endnu en udfordring. Han blev bedre af det. Han kom et andet sted hen. Desuden har de to uden tvivl introduceret hinanden til en række forfattere, som har fået en produktiv indflydelse i hvert sit forfatterskab (Egebak har nok haft en indflydelse på Højholts læsning af Derrida).

Det er sådan noget, der er brug for. En respektfuld dialog på tværs af diskurser og miljøer. Ikke fordomsfuld mudderkastning fra det ene sted til det andet.

Vidnesbyrd. Danske fortællinger fra tyske koncentrationslejre

Fredag den 10. oktober kl. 15 holder vi reception for bogen Vidnesbyrd. Danske fortællinger fra tyske koncentrationslejre, som vi igennem de seneste 2 år har arbejdet på. Det sker på Nordisk Institut, Nobelparken, Jens Chr. Skous Vej 7, 8000 Århus C

I bogen fortæller syv dansktalende mænd og kvinder om deres ophold i forskellige tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig. De videregiver dermed førstehåndsviden om et emne, der er af uomgængelig historisk vigtighed, og som i stigende grad også er blevet genstand for humanvidenskaberne interesse – fra filosofi og idéhistorie til arbejdet med fortællinger og litteratur.

I disse år, hvor de sidste førstehåndsvidner til nazismens forbrydelser efterhånden forsvinder, er det et påtrængende spørgsmål, hvor erfaringen herefter går hen. Hvem tager byrden og ansvaret på sig? Er det journalisten, filosoffen, politikeren eller historikeren? Sandheden er naturligvis, at alle de nævnte har et ansvar, og at de må forvalte det på forskellig vis.

I erindringsbogen Farvel til Århundredet fremhæver Iboja Wandall-Holm, som også medvirker i Vidnesbyrd, at ”det kæmpestore antal myrdede er så formløst og anonymt, at det udsletter billedet af det enkelte menneske, og gør forestillingen om det skete til en abstraktion”. Der ligger en vis grusom sandhed i, at de enorme tal for dræbte jøder, kommunister, sigøjnere og andre forfulgte grupper til tider i al deres uhyrlighed synes at stå i vejen for en forståelse af de mange enkelte tragedier. Tal og kendsgerninger er vigtige, men kan, hvis de står alene, medvirke til at gruppere og anonymisere. Tal kan skjule noget, som individuelle fortællinger kan fremstille. Det enkelte individs håndgribelige beretning, som altid er anderledes end enhver andens, forbliver et af de vigtigste våben mod tallenes abstraktioner.

Det nye ved bogen er dels samlingen af vidnesbyrd på tværs af køn, lejre og årsager til deportationer, dels at der fokuseres på vidnesbyrdet som personlig og kollektiv erfaring, der skal belære os om fortidens fejltagelser, hvor andre tilgange har haft en tendens til udelukkende at fokusere på, om vidnesbyrdet kunne bruges som pålidelig kilde til at belyse fortiden som sådan, uden meget hensyn til hverken det personlige eller den kollektive erfaring i fortællingen.

De syv vidner i Vidnesbyrd kommer af forskellige årsager og fra forskellige baggrunde til forskellige lejre. Bogens samlede fortælling består af disse enestående fortællinger tilsammen.

Bogen er redigeret af Stefan Iversen, Henrik Skov Nielsen og Stefan Kjerkegaard, alle fra Nordisk Institut, Aarhus Universitet,