Jeg har nu endelig fået læst undergrundssensationen Dagens ansigt: Allie Mae , som jo ikke er udgivet på noget forlag og heller ikke har en forfatter, selvom flere har foreslået at forfatteren må være Mikkel Thykier og forlaget Basilisk. Nå, men jeg havde rimeligt høje forventninger til denne hemmelige kult-udgivelse, men blev, må jeg indrømme, nok en smule skuffet, da jeg endelig fik mulighed for at læse den. Måske var mine forventninger bygget op til det urimelige, men alligevel. Som modsprog eller modstrøm i en tid, hvor alle lægger deres ansigt ud på Facebook - også undertegnede - er det naturligvis fint og både sjovt og godt gået, men det føles alligevel lidt outdated at læse alle de pointer, der fx i første afsnit hives op af hatten fra Onkel Dunkel, Maurice Blanchot og co. Bogen emmer af intimitet og generthed, også nøglebegreber i tidligere bøger af Thykier (hvis det ellers er ham?), og pointen om at gå fra jeg til mig er fin nok, og måske en pointe man kan bruge om Thyk...

Tjek den her ret interessante artikel fra Information . Det får mig til at tænke på, at jeg for godt et års tiden siden i en artikel blev beskyldt for opildne til konspirationsteorier. Man burde foretage empiriske undersøgelser af sådan noget. At påkalde sig tumult og tilfældighed virker for mig at se som en stakket frist. Det siger man formentlig kun, når man selv er en del af (magtanmelder)maskineriet, men fortsat føler, at man (i det mindste) har retten til at stå uden for. Konsensus er måske det rette ord, og selv jeg har heller ikke retten på min side, hvorfor jeg øjeblikkeligt vil holde min mund og lade artiklen tale for sig selv.

Denne her artike l i Weekendavisen er vi naturligvis meget glade for, og vidnerne ikke mindst, i hvert fald dem jeg har talt med, selvom man måske af forfængelighedsgrunde kunne have ønsket sig, at bogens redaktører: Henrik Skov Nielsen, Stefan Iversen og undertegnede var blevet nævnt bare en enkelt gang. Det er trods alt os, der har brugt det seneste 1 1/2 år på at strikke bogen sammen. Men ok. For vidnernes skyld og for den vigtighed, der ligger i at fortælle historierne videre, håber jeg, at der er mange som køber bogen alligevel. Den nemmeste måde at skaffe den på, er sikkert over nettet.

I går aftes var jeg ude at spise med flere af foredragsholderne til Why Study Literature konferencen som afholdes i Århus disse dage. Jeg talte med Brian McHale. Vi kunne hurtigt blive enige om, at litteraturen var i krise, og at poesien var i en endnu større een af slagsen. Men desuden også, at litteraturen intet var uden poesien. McHale brugte billedet, at poesien var som den kanariefugl, der sad på de blinde ponyer i minegangene, og som kunne afsløre - hvis de pludselig faldt døde om - om der var giftige gasarter på vej. Det slog mig pludselig, at det var præcis det billede, Peter Laugesen havde brugt i Vejrudsigter fra 2007: digtet er en blind pony med en kanariefugl på ryggen i sprogets dybe minegange Derfor kan man også kunne være glad for tiltag som dette her , hvor børn lærer at læse poesi. Så please: Er man lærer, så tag børnene med ind til det her!

Jeg følte, at jeg ovenpå hele den voldsomme debat, der var sidste år omkring Kalak , skyldte Kim Leine, at jeg som det mindste læste hans bog nummer 2. Det gjorde jeg så, i eet hug, og resultatet kan man se her . Jeg er i øvrigt vældig enig med Lilian Munk Rösings (som altid) fine anmeldelse . Måske jeg igen var for hård? Måske er den manglende affekt bevidst fra forfatterens side? Måske skyldes den mangel på talent, som jeg vel nok antyder? Hvad ved jeg? Jeg synes under alle omstændigheder, at det er bemærkelsesværdigt, at beskrivelsen af farfaren til forveksling minder om beskrivelsen af faren netop i sin mangel på affekt, i sin underlige (uforløste?) apati.

I dag udkommer Den blå port med ny redaktion. Det er blevet til et fint lille nummer, bl.a. om emnet "liberatur". Der er fine ting at læse. Fx Adam Ægidius' fine rapport udefra om fransk litteratur (men hvor er Hoeullebecq?), eller Mikkel Bolts artikel om Matias Faldbakken, hvor jeg dog savner en smule, at han fx taler om modkultur som brand, men alligevel. Derudover oversætteslse af Jonathan Safran Foers "En forstudie til en tegnsætning for hjertesygdom", som er forrygende, eller Vagn Lundbyes fantastisk langdigt. Dog et enkelt hjertesuk: Martin Larsen, redaktør på forlaget Basilisk og forfatter til bl.a. Svanesøsonetterne (2004) udtaler i et ellers udmærket og vældig velturneret mailinterview foretaget af Thomas Hvid Kromann følgende: ”Størstedelen af dagbladskritikken taler til massen (selv hvis denne ”masse” kun er et par tusind mennesker, der er interesseret i litteraturen som kunstart i den bredest mulige forstand) og forsøg...

Fredag den 10. oktober kl. 15 holder vi reception for bogen Vidnesbyrd. Danske fortællinger fra tyske koncentrationslejre , som vi igennem de seneste 2 år har arbejdet på. Det sker på Nordisk Institut, Nobelparken, Jens Chr. Skous Vej 7, 8000 Århus C I bogen fortæller syv dansktalende mænd og kvinder om deres ophold i forskellige tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig. De videregiver dermed førstehåndsviden om et emne, der er af uomgængelig historisk vigtighed, og som i stigende grad også er blevet genstand for humanvidenskaberne interesse – fra filosofi og idéhistorie til arbejdet med fortællinger og litteratur. I disse år, hvor de sidste førstehåndsvidner til nazismens forbrydelser efterhånden forsvinder, er det et påtrængende spørgsmål, hvor erfaringen herefter går hen. Hvem tager byrden og ansvaret på sig? Er det journalisten, filosoffen, politikeren eller historikeren? Sandheden er naturligvis, at alle de nævnte har et ansvar, og at de må forvalte det på ...